Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Dårlige chefer giver stress

Mange ledere på Københavns Universitet ved ikke hvordan de skal håndtere forandringer, siger organisationspsykolog

40 procent af de ansatte på Københavns Universitet der henvender sig til Alectia (før JobLiv Danmark) for at få psykisk krisehjælp, angiver dårlig ledelse som årsagen.

»Mange fortæller at den ledelsesmæssige kvalitet ikke er i orden, så det er mit indtryk at KU svigter sine ansatte. Lederne ved ikke hvordan de skal håndtere situationen, og jo mere den enkelte medarbejder bliver overladt til sig selv, jo sværere er det at håndtere forandringerne,« siger Mette Krøigaard der er organisationspsykolog hos Alectia.

Hun har grelle eksempler på ansatte der med kort varsel er blevet flyttet eller har fået nye arbejdsopgaver uden at blive informeret ordentligt. Mette Krøigaard understreger at forandringer i en organisation ikke behøver at give flere ansatte psykiske problemer hvis ledelsen ellers håndterer situationen på en ordentlig måde. Det handler om information, dialog, inddragelse af de ansatte i processen, klare relationer, ansvarsfordelinger, hjælp til at prioritere arbejdsopgaverne og den nødvendige efteruddannelse så den enkelte kan leve op til de nye krav.

»Ellers bliver det uforståeligt for de ansatte hvad der foregår, og de vil ikke kunne se meningen med deres arbejde,« siger hun. Ifølge Mette Krøigaard kommer langt hovedparten af henvendelserne om psykisk krisehjælp fra det teknisk/administrative personale, men der er også undervisere og forskere der har udviklet præstationsangst.

clba@adm.ku.dk

Seneste