Dansk Industris SU-milliarder er et fatamorgana

Dansk Industri vil frigøre to milliarder kroner ved at omlægge SU’en til et lån. De sparede penge vil Dansk Industri tilbageføre til universiteterne for at give flere ressourcer til undervisning og forskning.

Samtidig bygger forslaget på det skøn, at arbejdsudbuddet derved bliver udvidet med 5.300 personer. Det er en idé, der kan lyde som et columbusæg, men desværre er analysen noget halvbagt.

Dansk Industris forventning om at arbejdsudbuddet vil blive større, er baseret på en lånemodel, der vil give de studerende incitament til at færdiggøre deres uddannelse hurtigere. For hvis de studerende færdiggør uddannelsen til tiden, bliver 100 procent af lånet tilbagebetalt. Hvis den studerende er seks måneder forsinket, tilbagebetales 80 procent, og sådan fortsætter tilbagebetalingen med at falde 20 procent for hvert semester den studerende er forsinket. Og i tilfælde af, at den studerende ikke fuldfører uddannelsen, tilbagebetales intet.

Det betyder, at det pludselig kan blive meget dyrt at dumpe sit speciale.

Studietiden er faldet markant

Den forventede udvidelse af arbejdsudbuddet må bero på den antagelse, at studerende i dag er langsomme om at gennemføre deres uddannelse. Men ser man på tallene, er det slet ikke tilfældet. Tænketanken DEA udførte i 2020 en analyse af, hvor lang tid det tager unge at gennemføre en uddannelse.

Den viser, at over de sidste 15 år er dimittender på lange videregående uddannelser blevet knapt to år yngre, når de er færdige. Analysens overordnede konklusion er, at den faldende dimittendalder skyldes, at unge i dag bliver langt hurtigere færdige med deres uddannelse, ligesom de tager færre sabbatår, inden de starter.

Ser man på de samlede studietider inden for længere videregående samfundsvidenskabelige, humanistiske, naturvidenskabelige og tekniske uddannelser, var den gennemsnitlige gennemførelsestid lige over fem år i 2018. I 2008 lå de de samme uddannelser på over seks år i gennemsnit. Alle fem universiteter har reduceret deres gennemsnitlige studietid siden 2003. Blandt andet har Aalborg Universitet reduceret deres studietid fra over seks år i 2007 til 4,8 år i 2018. Her er man altså lykkedes med at forkorte uddannelsestiden til noget nær det minimale.

Høst de højthængede frugter

Hvordan er man så lykkedes med at forkorte uddannelsestiden? Det skyldes, at politikerne allerede har gennemført en fremdriftsreform og flere andre tiltag, der giver stærke incitamenter for både studerende og universiteter til at nedbringe studietiden og øge arbejdsudbuddet. DEA fremhæver SU-klippekortet fra 1996, hurtigstartsbonussen fra 2006, færdiggørelsesbonussen til universiteterne fra 2009 og endelig fremdriftsreformen fra 2013, der dog siden er blevet lempet efter vedvarende pres.

Når eksempelvis Aalborg Universitet er lykkedes med at reducere studietiden giver det dem en stærkere økonomi. Men det er ikke uden konsekvenser. For universiteterne opnår målet ved blandt andet at reducere mulighederne for at udskyde fag for at få de studerende hurtigere igennem. Mens de studerende grundet SU-klippene allerede selv har et stærkt incitament for at minimere forsinkelser.

Men fra Dansk Industris side kan man bruge ovenstående som eksempel på at reformerne tydeligvis virker, så hvorfor ikke også høste de sidste – højthængende – frugter?

DI kan slippe kobraer fri

Men her er det vigtigt at analysere eventuelle ’kobraeffekter’ ved de incitamenter, en omlægning til studietidsafhængige lån vil medføre. Kobraeffekter henviser til utilsigtede konsekvenser som følge af en politik. Ureksemplet stammer fra dengang de britiske koloniherrer ønskede at nedbringe kobrabestanden i Indien. For at give inderne et incitament til at dræbe dem, gav man præmier for hver død kobra. Entreprenante indere begyndte derfor at drive kobrafarme for at kunne slå flere ihjel. Det fik koloniherrerne til at udfase præmien, hvorfor farmerne frigav kobraerne – og problemets omfang mangedobledes.

Det første problem ved Dansk Industris forslag er, at omkostningerne ved at vælge den ’forkerte’ uddannelse hæves markant. Skal de studerende tilbagebetale lånet til fulde, hvis de ikke gennemfører, bliver det ekstra vigtigt at vælge korrekt. Og det har tre effekter.

For det første kan det være, at de studerende tager flere sabbatår, for at være helt sikre på deres valg, hvilket vil mindske arbejdsudbuddet. For det andet vil de unge have incitament til at ’give op’ tidligere end ellers, fordi det bliver billigere at droppe ud, des tidligere det sker, hvilket kan have uhensigtsmæssige effekter på de ’tunge’ uddannelser med høj dumpeprocent, hvor første studieår typisk har høj belastning. Og for det tredje mindsker det lysten til at ’opgradere’ ens uddannelse i en mere erhvervsorienteret retning, hvis man nu går på en uddannelse med høj ledighed. Nogle studerende indser først i løbet af deres uddannelse, at jobmulighederne er begrænsede, og dropper derfor ud for at vælge noget med bedre muligheder. Den beslutning vil blive dyrere, hvis man kommer til at bære en gæld for ens ufuldførte uddannelse.

Ingen krævende studiejob

Fra et arbejdsgiverperspektiv er der også oplagte problemstillinger hvad matching angår. Et match er mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der begge bruger ressourcer på at forstå, om arbejdstager vil trives og levere til virksomheden.

En måde at facilitere et match på er gennem studiejob. Som analyser fra Dansk Industri selv viser, øger studiejob sandsynligheden for at komme hurtigt i job efter endt uddannelse. Mange unge – særligt fra mit statskundskabsstudie – vælger strategisk at udskyde fag for at passe krævende studiejob i løbet af bacheloren. At gøre det dyrere at forlænge uddannelsen med bare et semester vil alt andet lige have en skadelig effekt på lysten til og muligheden for at tage et krævende studiejob, i eksempelvis Finansministeriet, hvor mange studerende udskyder fag for at klare arbejdspladsens tempo.

De studerendes sidste dråber

En lignende liste af konsekvenser kunne laves på ulighedseffekterne. Men jeg har begrænset mig til arbejdsudbudseffekterne, for det er stærkt optimistisk, når Dansk Industris udspil vil udvide udbuddet med 5.300 personer og dermed frigøre to milliarder kroner.

Unge gennemfører allerede uddannelser hurtigt, og forstærkede incitamenter kan have uhensigtsmæssige effekter, der fører til flere sabbatår, flere der dropper ud tidligt og dårligere match mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Udspillet er helt legitimt, men de to milliarder er et fatamorgana.

En alternativ begrundelse for at omlægge SU’en til et lån ville være at gøre tilbagebetalingen betinget af fem eller ti års arbejde i Danmark. Men det er politisk følsomt at give SU til udlændinge. EU-borgere har ret til SU, da de betegnes som arbejdskraft, hvis de arbejder et vist antal timer, hvor SU’en indgår som en arbejdsmarkedsydelse. Derfor har man indført et loft på 437 millioner årligt, som man regulerer ved at lukke engelsktalende uddannelser, hvilket skader de universiteter, der må lukke populære engelsksprogede uddannelser og de arbejdsgivere, der går glip af kvalificeret arbejdskraft, der søger mod Danmark.

Hvis Dansk Industri virkelig vil øge arbejdsudbuddet, vil sådan et forslag have langt større potentiale, og politisk er der ved at være større åbenhed for udenlandsk arbejdskraft. Men der er ikke meget at hente på at omlægge SU’en til et lån og dermed presse de sidste dråber ud af de studerendes korte studietid.