Danske universiteters prioritering af kønsstudier er »håbløst bagud« og »pinlig«

Du kan læse en bachelor eller kandidat i kønsstudier i Uppsala og Oslo. Eller på Berkeley, Cambridge eller Yale, for blot at nævne nogle af de universiteter, Københavns Universitet gerne vil være i liga med. Men ikke i København – eller i Danmark overhovedet.

»Hvis vi bare kigger på Europa – England, Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge, men sådan set også de østeuropæiske lande, så har man gender studies, sexuality studies og feminist studies i langt mere udbredt grad. Som noget, der har sin egen plads, og som prioriteres både i forskningen og i uddannelsen. I Danmark kan man hverken tage en bachelor eller en kandidat i kønsstudier,« siger Matilde Lykkebo Petersen, der er bestyrelsesmedlem i Foreningen for Kønsforskning, en landdækkende tværfaglig organisation, der arbejder for mere og bedre kønsforskning.

Samme kritik lyder fra Hilda Rømer Christensen, som er leder af den lokale Koordinationen for Kønsforskning på Københavns Universitet:

»I Danmark har vi stået meget svagt inden for kønsstudier. Mange andre universiteter, som kan sammenlignes med Københavns Universitet – de store gamle og konservative universiteter – tilbyder deres studerende en masteruddannelse eller en bacheloruddannelse i kønsstudier.«

Én ansat på Center for Kønsforskning

På Københavns Universitet tilbyder Center for Kønsforskning nogle få tilvalgsfag på bachelor- og kandidatniveau. Der er én fastansat VIP (videnskabelig medarbejder) – lektor Mons Bissenbakker – på centeret, som har hjemme på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Det Humanistiske Fakultet. For få år siden var antallet det dobbelte, men da professor Bente Rosenbeck blev emerita (pensioneret, men fortsat tilknyttet universitetet), valgte man ikke at genbesætte hendes stilling. Og det er ikke sådan, at de udbudte kurser har svært ved at tiltrække studerende. Tværtimod.

»Der er nu et officielt krav om mindst 30-40 tilmeldte deltagere per kursus, og det krav har vi foreløbig ikke haft nogen problemer med at møde,« skriver Mons Bissenbakker i en mail.

Bente Rosenbeck har stort set været med fra begyndelsen, da man oprettede Center for Kvindeforskning for snart 40 år siden – det, som i dag er Center for Kønsforskning. Hun fortæller, at interessen for faget har været svingende i perioden, men støt stigende siden 00’erne og især de seneste ti år.

»Vi har studerende, der har taget det hele. Lige nu er det et BA-tilvalg på trekvart år og kandidattilvalget på et halvt år, og så har de også lavet noget kønsrelateret på deres andre fag og i deres speciale. På den måde har vi alligevel fået kandidater, som har fået en meget kønnet uddannelse,« siger Bente Rosenbeck.

Hun mener, at en del af forklaringen på, at centeret har haft svært ved at vokse – og tværtimod er blevet beskåret – er, at Det Humanistiske Fakultet har været under et ekstremt økonomisk pres de seneste år med lukninger af fag og et hav af fyringer som konsekvens.

»Ja, jeg tænker sommetider, at hvis jeg var gået et år før, så kunne det være, det var lykkedes at få en efterfølger. Tingene kan være så tilfældige. Så kom fremdriftsreformen og dimensioneringen, og det er fuldstændigt umuligt at oprette nye uddannelser efter dimensioneringen,« siger hun.

Sådan ser Matilde Lykkebo fra Foreningen for Kønsforskning også udviklingen på universiteterne bredt i Danmark:

»I en årrække er der blevet skåret på forskning og uddannelse – og desværre især på de humanistiske uddannelser, hvor kønsforskningen tit befinder sig. Vi har kunnet se det gå konsekvent ud over kønsforskningen, fordi det ikke er noget, man prioriterer.«

Følger du Uniavisen på Instagram? Klik her og følg med. 

Bente Rosenbeck mener dog ikke, at nedskæringer nødvendigvis skal betyde, at man ikke kan starte noget nyt. Da man i sin tid indviede Center for Kvindeforskning, var økonomien også presset. Alligevel valgte man at give humaniora et boost og oprettede 11 nye centre i begyndelsen af 80’erne, siger hun. Derfor handler det ifølge hende om prioriteringer – også i nedskæringstider.

»Hvis nogen i ledelsen havde været begejstrede for kønsstudier, så havde de vel også sikret, at professoratet blev besat med en efterfølger til mig, og så ville det ikke se så gråt ud,« siger Bente Rosenbeck.

Med hatten i hånden

På Københavns Universitet findes også Koordinationen for Kønsforskning, som har hjemme på Sociologisk Institut på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Koordinationen så dagens lys i 1996 som et politisk initiativ, der skulle koordinere kønsforskningen på tværs af landets universiteter. Siden er de blevet indlejret på Københavns Universitet som en lokal, men tværfakultær enhed.

»Vores opgave er at samle og profilere den kønsforskning, som faktisk finder sted på universitetet, og gerne at få noget mere i gang. Vi må se i øjnene, at det her med at etablere nye store centre, det kan have meget lange udsigter. Jeg tror mere på en fleksibel model, hvor man koordinerer og trækker på de ressourcer, der er på Københavns Universitet inden for feltet,« siger leder af Koordinationen for Kønsforskning Hilda Rømer Christensen.

Koordinationen for Kønsforskning har blandt andet oprettet et Gender Certificate, hvor studerende fra samtlige fakulteter kan få papir på deres viden om køn. Certifikatet kræver 30 ECTS-point i fag, der er godkendt af ordningen, men der kan også gives point for opgaver eller et speciale med fokus på køn. Ordningen er i stigende grad populær, beretter Koordinationen, og hundredevis af studerende har ansøgt om og fået papir på deres viden om køn og krop de seneste år.

Koordinationen for Kønsforskning er endnu ikke en permanent institution på Københavns Universitet. Hilda Rømer Christensen og de to forskningsassistenter, hun har skrabet midler sammen til, søger gang på gang om at få forlænget deres bevilling. Den nuværende bevilling udløber faktisk ved udgangen af året – og Hilda Rømer Christensen så gerne en ende på, at bevillingerne er tidsbegrænsede.

»Gender Certificate er en succes for meget små midler, og vi vil gerne have midler til at konsolidere det. Det vil sige, at vi får en forhøjet bevilling. Nu er det i pipelinen, at vi bliver forlænget, men vi vil gerne være permanente, vi vil ikke gå og bede om penge hele tiden,« siger hun.

Drømmer om en master

Men Hilda Rømer Christensen har også endnu større visioner for feltet. Hun drømmer om en etårig masteruddannelse i kønsstudier:

»I begyndelsen af det her årtusind fik vi faktisk en bevilling fra den daværende rektor Linda Nielsen (2002-05, red,.) til at lave et udkast til en masteruddannelse i køn og mangfoldighed, men af forskellige årsager kunne det ikke lade sig gøre,« siger hun. Hun tilføjer, at hun tror, at det inden for de kommende – måske fem – år vil blive muligt at oprette etårige masteruddannelser i Danmark.

»Vi vil gerne spille os ind som prøvekaniner til en etårig master. Vi har jo vores gamle udkast til en master liggende, så vi kan hurtigt finde de idéer frem igen og få dem opdateret.«

Matilde Lykkebo Petersen fra Foreningen for Kønsforskning er enig i, at en etårig master kunne være en vej frem, men det er hendes håb, at fremtiden kan byde på endnu mere end det:

»Jeg synes helt klart, at vi mangler en kandidatuddannelse i kønsstudier i Danmark. Hvordan den skal skrues sammen, og hvem der skal udbyde den, det kan gøres på mange forskellige måder. Men som det er nu, hvor du ikke engang kan læse kønsstudier som et reelt sidefag, der er vi helt håbløst bagud i forhold til international forskning,« siger hun.

Danskerne er ikke feminister

Men hvorfor er Danmark så »håbløst bagud« inden for kønsforskning og -uddannelse? Ifølge både Hilda Rømer Christensen, Bente Rosenbeck og Matilde Lykkebo Petersen handler det til dels om danskernes indstilling til ligestilling og feminisme.

»I Danmark er der en del af det her ’hvad skal det til for?’ og ’vi har da ligestilling’ og den slags,« siger Bente Rosenbeck.

»Når det går så trægt i Danmark,« siger Hilda Rømer Christensen, »så har det også at gøre med den indstilling – også blandt politikere – at det kun er i nogle indvandrergrupper, der mangler ligestilling, og at det ellers er noget, vi har opnået – og at ellers er det kvindernes egen skyld.«

Matilde Lykkebo Petersen stemmer i:

»Der er lige kommet en undersøgelse fra YouGov-Cambridge Globalism Project, der viser, at mange danskere ikke betegner sig selv som feminister. I sammenligning med andre lande, hvor feminisme ses som et positivt ord, har det tit en anden klang i Danmark, selv om de fleste danskere går ind for ligeløn og lige muligheder uanset køn. I Danmark synes mange, at vi allerede er ligestillede, og derfor er kønspolitik ikke så relevant at beskæftige sig med,« siger hun.

De tre kvinder er selvsagt ikke enige i, at Danmark er i mål med ligestillingen, eller at kønsforskning ikke er relevant.

»Mange samfundsproblemer og videnskabelige problemstillinger har en kønsdimension,« siger Bente Rosenbeck:

»Det er vigtigt i begge sammenhænge at kunne tage hensyn til forskelle – ikke kun i køn, men også i forhold til etnicitet, klasse, ja, og nogle gange alder. Løsninger på samfundsmæssige problemer og beskrivelse af videnskabelige problemer bliver bedre og mere kvalificerede, når man forholder sig til køn.«

Matilde Lykkebo Petersen siger, at kønsforskning og -uddannelse er essentiel, hvis Danmark vil bryste sig af at være et ligestillet og mangfoldigt land.

»Vil vi det, har vi brug for at uddanne folk, så vi kan forstå, hvordan vores køn og vores seksualitet kan give os privilegier, men også kan marginalisere mennesker. Kønsforskningen arbejder med at forstå de her dynamikker,« siger hun og tilføjer:

»Hvis vi har en ambition om at være på niveau med international forskning, så er det nærmest pinligt, at vi ikke har en mere centralt støttet uddannelse inden for køn.«

Både Matilde Lykkebo Petersen og Bente Rosenbeck kigger i retning af universitetets ledelse i håb om handling.

»Det er ikke noget, der er blevet satset på. Universitetsledelserne har haft nogle mere konservative prioriteringer i, hvilke forskningsområder man har valgt at støtte. Sådan har det været historisk, og sådan er det stadig i dag,« siger Matilde Lykkebo Petersen.

»Ledelsen har jo værktøjerne,« siger Bente Rosenbeck, »det er dem, der beslutter, hvem vi skal ansætte, ligesom de kan beslutte, om der skal være kønsstudier. På den måde har ledelsen absolut ikke været fremme i skoene på Københavns Universitet.«

Rektor med interesse for køn giver håb

Hilda Rømer Christensen er dog optimistisk, blandt andet fordi hun har oplevet, at den nuværende rektor, Henrik Wegener, forstår vigtigheden i at fokusere videnskabeligt på køn.

»Vi har en ledelse nu med Henrik Wegener i spidsen, som også har vist interesse for de her ting. Før han blev rektor på Københavns Universitet, var han faktisk i vores aftagerpanel for Gender Certificate, og det viser jo, at han har interesse for feltet. Så vi har bestemt en forventning om, at det også bliver noget, der bliver profileret på universitetet fremover,« siger hun.

»Tiden taler for det her. Vi har haft hele krænkelsesdebatten, og selv om det ikke er det samme, så er det relateret til, at vi er i det 21. århundrede, og vi ser en helt ny kønsorden. Man kan ikke skære den her gren af nu, det ville være rigtig dumt.«

Så hun vil kæmpe videre for sin master:

»Det er en stor butik, Københavns Universitet, og man skal sandelig snakke med rigtig mange lag, man skal være stædig, og man skal holde fast, men jeg tænker, at mulighederne er gode lige nu.«