Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Flere og flere studerende får papir på deres viden om køn

Køn — Koordinationen for Kønsforskning på Københavns Universitet giver studerende på tværs af fakulteter papir på deres viden om køn og krop. Studerende, undervisere og arbejdsgivere som Novo Nordisk og Institut for Menneskerettigheder er interesserede i ordningen, lyder det fra udbyderne.

Siden 2015 har Koordinationen for Kønsforskning udstedt 256 såkaldte Gender Certificates, og lige nu er op mod 150 flere på vej. Den 15. maj er der deadline for at søge i denne omgang, og det kan alle studerende på Københavns Universitet i princippet gøre.

Gender Certificate er et tværfakultært uddannelsesinitiativ ved Københavns Universitet, hvor studerende får bevis for deres viden om køn og krop.

Der er fag på samtlige fakulteter, der kan give point til certifikatet. I foråret 2019 er 40 kurser godkendt til at give point – de fleste (18) på Det Humanistiske Fakultet, og færrest på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Juridisk Fakultet (to begge steder).

Virksomheder efterspørger kønsbevidste

For at få certifikatet skal man have taget kurser inden for emnefeltet køn og krop svarende til minimum 30 ECTS-point – der kan gives dispensation for en del af pointene, hvis der skrives en opgave eller tages et praktikophold med fokus på køn.

Det er en meget fleksibel model, hvor vi udnytter alle de potentialer, der findes på universitetet.

Hilda Rømer Christensen, leder af Koordinationen for Kønsforskning

»Det er en meget fleksibel model, hvor vi udnytter alle de potentialer, der findes på universitetet,« siger Hilda Rømer Christensen, der er leder af Koordinationen for Kønsforskning.

I Koordinationen oplever de, at virksomheder og organisationer efterspørger viden om og interesse for køn. De har sammensat et aftagerpanel, hvor der sidder repræsentanter fra eksempelvis Novo Nordisk, Institut for Menneskerettigheder, Mærsk og Movia.

»De studerende kommer med meget forskellig viden, fordi det er meget forskellige kurser, men det handler meget om den her bevidsthed om, at det er noget, de studerende har interesseret sig for,« siger Marie Ahlberg Andersen, der er videnskabelig assistent hos Koordinationen for Kønsforskning.

Kan give praktikplads

I en spørgeskemaundersøgelse, Koordinationen for Kønsforskning har foretaget blandt de studerende, der har ansøgt om Gender Certificate, fortæller de studerende, hvorfor de gerne vil have papirer på deres viden om køn.

Nogle fortæller, at de allerede har brugt eller vil bruge certifikatet til at få praktikplads, andre vil bruge det til at søge ind på en særlig kandidatuddannelse.

Læs mere om Gender Certificate på Koordinationen for Kønsforsknings hjemmeside.

Seneste