Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

De færreste vil tale om deres studiegæld, og det forstår jeg godt

Kommentar — Fordomme og personlige angreb forpester debatten om studerendes økonomiske problemer under coronakrisen.

Det er ikke kun den danske stat, der stifter gæld for tiden. Det er også landets studerende, der ikke tøvede med at søge om ekstra SU-lån, da de fik mulighed for det.

Et enigt folketing gav i marts de studerende lov til at tage tre gange så høje SU-lån pr. måned, og i april kunne Danmarks Radio oplyse, at omkring 24.000 havde søgt om det.

Det betyder, at flere midlertidigt kan lappe de huller på bankkontoen, som coronakrisen gnaver, ikke mindst i form af tabte studiejob, men det betyder også, at flokke af studerende kan se frem til at slæbe mere gæld med sig.

Det var en oplagt historie at følge op på, tænkte vi på Uniavisen. Så jeg gik på jagt efter studerende på Københavns Universitet, der havde søgt det ekstra SU-lån og ville fortælle hvorfor.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Eneste problem? Jeg kunne ikke finde nogen, der ville stille op.

Jeg skrev et opslag i en stor KU-gruppe på Facebook, jeg scrollede igennem alenlange kommentarspor på flere sociale medier og kontaktede potentielle kilder direkte, og jeg ringede til en række fagråd, alt sammen uden held.

I HUMrådet, fakultetsrådet på Humaniora, fortalte de mig, at de selv havde ledt efter studerende, der ville stille op til et interview. De havde kun fundet én, den historiestuderende, der medvirkede i en af DR’s artikler.

Det er selvfølgelig muligt, at der bare ikke er ret mange studerende på Københavns Universitet blandt de 24.000 låntagere (Uddannelses- og Forskningsministeriet kan ikke oplyse det), og det kan være, at jeg har været uheldig.

LÆS OGSÅ: »Unge bliver reduceret til nogle, der bare vil drikke øl og feste«

Sandheden er dog, at jeg faktisk fandt flere KU-studerende, der havde søgt det ekstra SU-lån, men de ville kun tale med mig, hvis jeg lovede, at deres navn ikke havnede i spalterne. En af dem forklarede mig hvorfor:

Slip venligst det der opportunistiske curling mindset

Facebook-bruger

»Folk er ikke så meget for at udtale sig, da skærmkrigere har en tendens til ikke at forstå individuelle forhold, og dårlig økonomi er lidt af et tabu.«

Et lignende billede har Danske Studerendes Fællesråd oplevet, fortalte formand Johan Hedegaard Jørgensen mig, da jeg interviewede ham for nylig:

»Jeg tror generelt, at debattonen er en udfordring. Og hvis man samtidig får at vide, at andre har det værre end en selv, så vil man heller ikke være lige så villig til at træde frem. ’Der er mange, der mister job og bliver fyret, så er det måske ikke så slemt med din gæld’. Den der relativisering kan lukke af for, at studerende træder frem,« sagde han.

Stop bitchin’

Når man ser kommentarerne til de studerende, som Danmarks Radio har formået at få i tale, så forstår man, hvis studerende er betænkelige ved at dele deres studiegæld med omverdenen. De bliver ofte hængt ud, latterliggjort og talt ned til på den digitale slagmark.

»Slip venligst det der opportunistiske curling mindset. Det er sgu usmageligt – føj!« skrev en bruger og høstede 44 likes.

»Er han da ikke bare glad for at kunne tage endnu en gratis uddannelse,« spurgte en anden.

»Ta’ et lån, simple, og stop bitchin’,« lød det fra en tredje, »forkælet attitude,« fra en fjerde.

Og det er bestemt ikke de groveste eksempler.

Det virker ellers som en mærkværdig reaktion at gå i flæsket på et par studerende, der egentlig bare beskriver den svære økonomiske situation, de står i.

Jo, den historiestuderende fra Københavns Universitet blev brugt i en artikel, hvor Danske Studerendes Fællesråd foreslog en 50 procent forhøjelse af SU’en i resten af 2020, men forslaget kom ikke fra ham.

Koret på Facebook hørte dog de studerende klynke, og så kom den kollektive automatreaktion: Ti stille og vær taknemmelig for det, I allerede har fået.

Hårde tacklinger

Reaktionen bunder i et legitimt politisk synspunkt. Den danske stat understøtter studerende mere end i andre lande, og hvis man ikke selv kan tjene nok ved siden af studierne, må man leve med at optage gæld, mens man studerer. De fleste, der tager en videregående uddannelse, kan se frem til en solid indkomst senere i livet og vil derfor kunne betale lånet tilbage.

Det er ikke kun et synspunkt, der trives på Facebook. Også de økonomiske vismænd har anbefalet en mere lånebaseret SU-model på landets kandidatuddannelser.

Men når debatten om studiegæld øjeblikkeligt og konsekvent hives ned i et dynd af hån og reprimander, så forpester det selve præmissen for den gode ideologiske diskussion.

Der er ved at komme en større kløft mellem de ældre og yngre generationer

Emilia van Hauen, kultursociolog

Selv fortalere for en sænkelse af SU’en må vedkende sig de basale fakta: SU-satsen har udviklet sig mere afdæmpet siden reformen i 2013, mens huslejen for små lejligheder er strøget lodret i vejret i de store studiebyer, særligt i København. Det betyder, kan man tænke sig til, at mange studerende enten må arbejde hårdere for at få privatøkonomien til at hænge sammen eller optage lån.

Og når en økonomisk krise pludselig æder et væld af studiejobs, hjælper det ikke ligefrem.

Det er et faktuelt grundlag, man må anerkende, hvis debatten på nogen måde skal være saglig. At studerende står frem og beskriver deres situation, burde i det lys blive bifaldet, også selv om man synes, at den førnævnte udvikling er helt rimelig endsige skal skrues i vejret.

I stedet sker det modsatte: Facebook-koret tackler manden så hårdt, at de fleste glemmer at holde øje med bolden.

Snefnug og boomere

Måske handler det slet ikke om studiegæld.

Da jeg ringer til kultursociolog Emilia van Hauen, forklarer hun mig, at der i de seneste år har udspillet sig en stedse mere voldsom generationskrig mellem unge og ældre, hvor nedladende stikpiller fyger frem og tilbage: »Ok boomer,« råber unge til midaldrende mænd og kvinder, der fx nedtoner klimaspørgsmålet, mens ældre er hurtige til at deponere unge i kassen »generation snefnug«, når de råber op om de forringede vilkår, de synes, de har arvet fra deres forældres generation.

»Der er ved at komme en større kløft mellem de ældre og yngre generationer. De forskelle har coronakrisen forstærket,« siger Emilia van Hauen.

»Lige nu brokker mange ældre sig over, at de unge taler om deres egne problemer, mens der er folk, der dør. Samtidig føler mange unge, at krisen gør fremtiden mere usikker, end den allerede var, og gør det sværere at få adgang til arbejdsmarkedet og boligmarkedet og i det hele taget de faktorer, vi forbinder med det gode liv, og som er afgørende for, at man føler sig som en succes.«

På de sociale medier kommer generationskrigen til udtryk ved, at enkelte mennesker, der beskriver deres problemer, lynhurtigt bliver proppet ned i stereotypiske kasser af mennesker, der ikke orker at sætte sig ind i deres situation.

De læser ikke, hvad der står, de søger ikke en egentlig forståelse, og de kan sprøjte deres reaktioner ud, uden at en redaktør kommer imellem.

»De går ikke efter bolden, men efter manden som et symbol på de fordomme, de selv har om den generation. Det er faktisk ret forfærdeligt. Fordi man vil shame en hel kategori af mennesker, så får man meget bekvemt en person, man kan lægge det op på, fordi den person deler noget personligt,« siger Emilia van Hauen.

Sådan fuldendes en kedelig cirkel: Facebook-brugerne starter med at reagere, fordi de synes, at de forgældede studerende bekræfter deres fordomme om forkælede, klynkende unge, og de ender så selv med at bekræfte de fordomme, som mange unge har om »vrede, hvide mænd«, som DSF-formanden kaldte dem her i mediet for nylig.

Og sådan dør alle håb om en god debat i skyttegravene. Om studiegæld og svimlende meget andet.

Seneste