Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Københavns Universitet skriver sin historie om: Blev grundlagt af en kvinde

Ligestilling — Selv om universitetet har kendt sandheden siden år 1900, har det først – forud for et interview til denne artikel – rettet historien på sin hjemmeside i år 2019.

Jeg er egentlig bare til vejledning i mit bachelorprojekt, men da jeg er på vej ud af døren, nævner min vejleder – i en sidebemærkning, som jeg siden ikke har forstået ophavet til – at Københavns Universitet blev grundlagt af en kvinde, og at ingen indrømmer det. Ikke engang Københavns Universitet.

Han hedder Carsten Jahnke, min vejleder, han er Saxo-instituttets lektor i middelalderhistorie, og han siger på sit halvumulige og gravalvorlige svensk-tysk-danske noget, der hænger fast de følgende uger: »Det ville være godt for os som universitet at gå videnskabeligt til værks med vores egen historie.«

Som jeg står der, på vej ud af døren, lover Carsten Jahnke at uddybe en anden gang. Han sender mig en antologi, med eget artikelbidrag, Denmark and Europe in the Middle Ages, c.1000–1525 hedder den, og efter at have kastet et blik på pdf’en forstår jeg alvoren i hans, ja, sidebemærkning. Kildehenvisningerne er talrige, som i ethvert historisk arbejde med respekt for sig selv, og selve antologien er på små 300 sider. Eventyret folder sig ud for mine øjne.

Man ignorerede en dronning

I året 1474 tog Kong Christian I. på en rejse til Rom, hvor han efter en række militære og forhandlingsmæssige nederlag håbede at kunne genvinde prestige ved et pavebesøg. Rejsen var  fuld af pomp og pragt, og han stod allerede i stor gæld til sin dronning, Dorothea von Brandenburg, som ventede derhjemme.

Med sig fra Rom fik han en række privilegier, men ikke de væsentligste. Det var meningen, Kong Christian skulle have bedt om et rejsealter, tilladelse til at spise flæsk i fastetiden og til at skrifte og få absolution af sin private præst. Han skulle også have bedt om en bulle, der skulle tillade oprettelsen af et universitet. Intet af det fik han med hjem.

»Vi ved ikke, om han glemte at spørge, men vi kan konstatere, at udkommet af rejsen er ringe. Minimalt for at sige det mildt,« siger Carsten Jahnke, da jeg er tilbage på hans kontor, »han havde jo rigeligt med hofstab til at erindre den slags, hvis det havde været et punkt på listen.«

Da regentparret mødtes i august 1474, gik Dorothea i gang med at planlægge sin egen tur til Rom. Hun rejste billigt, tog fra familieborg til familieborg, og hendes tur kostede ingenting. Til dels også fordi hun stjal en række ting. Man har privatbreve derfra, hvor kvinder har brokket sig over, at hun bad om at få de bedste smykker og kjoler at se og derefter rendte med dem. Én af hendes hofdamer drak sig så fuld, at hun faldt ned af en trappe.

»Dorotheas rejse emmer af noget mere privat, kan man vist sige,« siger Carsten Jahnke og indstiller sit hæve-sænkebord til ståhøjde.

Dorothea tog fra sin søster, hertuginden af Mantova, videre til Rom, hvor nevøen, som var kardinal i Rom, agerede døråbner til systemet. Han førte hende ind fra bygrænsen, og derfra optrådte hun som fattig pilgrim. »Det var snedigt, for i sidste ende sparede hun en masse penge. Dorothea var bestemt ikke dum.«

Udstedelsen af privilegier var et enormt maskineri i Rom. Der var en masse folk, som ikke fik deres penge, når dronningen ikke betalte. Og kardinalen vidste formentlig ikke, at dronningen ikke kun ville have orden på de private anliggender, kongen ikke fik.

Hun bad også om lov til at grundlægge et universitet i Danmark.

Det er en historiografisk tradition at negligere de danske dronningers, og kvinders, formåen fuldstændig.

Carsten Jahnke, lektor i middelalderhistorie

Fra et arrigt brev til Dorotheas søster den 18. maj 1475, som blev udgivet af historikeren Johannes Lindbæk i år 1900, ved vi, at Dorothea bad kardinalen om denne bulle. Og ikke bare det, hun anmodede også om at få den gratis.

»Brevet har vi altså kendt til siden år 1900. Vi ved, at Dorothea har søsat projektet, fået det igennem maskineriet i Rom og bragt selve Københavns Universitets grundlæggelsesdokument med sig hjem til Danmark,« siger Carsten Jahnke.

»Og hvad gør man ud af det?« spørger jeg så, selv om en del af svaret allerede har vist sig på Københavns Universitets hjemmeside.

Han retter på brillerne og læser op fra hjemmesiden, hvor universitetets historie er udlagt i en tidslinje. Der står, at Christian I. i 1474-75 foretog en stor udlandsrejse, som blandt andet førte ham til Rom, og at han efter sin hjemkomst fik tilladelse til at oprette et universitet i Danmark af Pave Sixtus den IV.

»Så Dorothea nævnes ikke?« spørger jeg, selv om svaret er indlysende.

»Nej. Og Christian I. er jo allerede hjemme i august 1474. Man bygger en bro over pausen mellem hans hjemkomst og oprettelsen af universitetet ved at skrive hende ud og komplet ignorere hende. Det er et typisk træk i historieskrivningen.«

»Hvilken del?« spørger jeg.

»Det er en historiografisk tradition at negligere de danske dronningers, og kvinders, formåen fuldstændig. Dorothea er et klart eksempel på den tendens.«

Under hendes søn Hans’ herredømme, blev Dronning Dorothea idømt damnatio memoriae. Han skrev hende ud af historien for at sikre sin egen prestige. Ifølge Carsten Jahnke fortsatte denne udelukkelse med historikeren Arild Huitfeldt, der opfattes som stamfader til historiefortællingen i Danmark, og som tilsyneladende ikke kunne lide Dorothea. Hun blev ikke nævnt i hans historie.

»Dorothea er udryddet i vores historiske forståelse, og det fortsætter med KU. Universitetshistorikerne, også de senere, har det meget svært med pausen mellem Christian I.’s  rejse i 1474 og Dorotheas rolle i det hele. Selv da Niels Skyum-Nielsen fremlagde den sande historie til universitetets 500-års jubilæum i 1979, blev det ignoreret.«

Løgnen på væggen

Jeg drikker te med Grethe Jacobsen. Hun er forhenværende førstebibliotekar ved det Kongelige Bibliotek og forfatter til en række bøger om kvinder i middelalderen. Vi har sat os ved et bord i eftermiddagssolen, mellem tårnhøje reoler, fyldt til randen af hendes enorme bogsamling. Hun hjælper mig med at finde rundt i historien om Dorothea. Og i historien om historien, hvor uoverskueligt det end lyder.

De studerende kommer ud med en cand.mag i historie og har aldrig hørt om kvinder – bortset lige fra Dronning Margrethe, hende kan man ikke komme udenom.

Grethe Jacobsen, fhv. førstebibliotekar ved det Kongelige Bibliotek og forfatter

Vi tager en bid af hver vores kardemommecroissant.

»Jeg var der, dengang Niels Skyum-Nielsen fremlagde Dorotheas historie, til 500-års jubilæet for KU i ‘79,« siger hun. »Jeg er uddannet i USA og var med til de første Berkshire-konferencer om kvindehistorie. Jeg var hjemme i efteråret ‘79 for at skrive på min amerikanske ph.d. Og ja, der hørte jeg ham. Hovedtaleren om kvinder var en fransk mand. Ja, det var jo heller ikke, fordi kvindehistorikerne ikke kendte til fortællingen om Dorothea allerede.«

»I historien har der eksisteret en total kønsblindhed.« Grethe Jacobsen taler hurtigt, og jeg indser, at samtalen må på bånd. Jeg stopper hende, tænder min optager, og hun fortsætter.

»Ingen slog de mandlige historikere oven i hovedet. Af de af os, der gjorde, havde slagene ikke samme effekt, som hvis de var givet af en professor. De studerende kommer ud med en cand.mag i historie og har aldrig hørt om kvinder – bortset lige fra Dronning Margrethe, hende kan man ikke komme udenom. Og hvis det ikke kommer ud på universitetet, kommer det heller ikke ud i folkeskolerne, på forlagene, i lærebøgerne.«

»Var Dorothea usædvanligt slagkraftig, eller er hun et typisk eksempel på en fyrstelig kvinde i middelalderen?« spørger jeg.

»Hun er meget typisk. Kvinderne var vant til at bestyre godser. Og hvis de overlevede børnefødsler, og manden ikke var meget dominerende, så spillede de væsentlige roller. Hvis man bare skraber en lille smule i overfladen, så vælter kvinderne frem. Hvordan har man ikke kunnet se det, medmindre man har lukket øjnene?«

»Så du mener, der har været en tendens til at negligere dronningers formåen gennem historien?«

»Ja. Og det er, fordi den videnskabelige historieskrivning opstod i højborgerlighedens kultur, hvor kvinderne skulle blive hjemme. Faget opstod i et historisk lavpunkt for kvinderne i 1800-tallet. Derfor hersker det kedelige historiske billede af, at manden er ud i verden og klare dagen og vejen og kommer træt hjem til englen i huset, der har lagt børnene i seng og serverer dejlig mad og lytter til hans bekymringer. Så det er ikke, fordi man har bevidst negligeret hende, man har bare ikke kunnet forestille sig noget andet. Det er det, der er så svært at slå hul på,« siger Grethe Jacobsen.

Historien skrives om

Jeg udmønter en mail til Københavns Universitets lektor i universitetshistorie, Morten Fink-Jensen. Han er manden med nøglen til hjemmesiden, det er ham, der kan ændre det her.

Og det gør han.

Da han lukker mig ind på sit kontor tre dage senere, siger han henkastet, at han med Carsten Jahnkes supervision har fået rettet oplysningerne på hjemmesiden, og tilføjer, at det var »skrevet af en tidligere universitetshistoriker.«

Idet vi ignorerer hende, forfalsker vi historien.

Carsten Jahnke, lektor i middelalderhistorie

»Der var ikke nogen særlig politik eller holdning i det. Der har været fokus på Christian I, fordi det er, hvad der står i pavebrevet. Der står, det var ham, og derfor er det jo ikke mærkeligt, at man siger, det var Christian, der tog initiativet.«

Jeg vender tilbage til Carsten Jahnke med detaljen om pavebrevet, at det altså er Kong Christian, der står på det.

»Vi skal ikke propagere, at det er Dorothea, som stod på seglet,« siger han, »men vi skal skabe en fælles historie, og vi skal nuancere den. Jeg vil ikke erstatte kongens rolle med dronningens, det ville også være forkert. Selvfølgelig skriver paven, at kongen har bedt om det. Det er kutyme i denne tid. Kongen er konge og statsoverhoved i denne tid. Men det betyder ikke, han er initiativtager. Det betyder bare, at han står i den formelle rolle som indstifter af KU. Det er vane, og det er ikke af ond vilje, at vi fortæller en gammel myte. Det er svært at få ægtepar ind i historien, når vi altid fokuserer på konger.«

Han binder en sløjfe på historien:

»Idet vi ignorerer hende, forfalsker vi historien. Vi må modernisere vores eget selvbillede. Vi skal, som vi gør i vores hverdag, se kvinder på lige fod som mænd i deres muligheder. Det gælder også på Københavns Universitet. Det, vil jeg mene, må være budskabet.«

(Note: En passage er taget ud af den første udgave af denne artikel, fordi den indeholdt en forkert oplysning om et maleri i Københavns Universitets festsal).

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste