De knalder - men ikke udknaldet - i Robert Crumbs bibel

Robert Crumb er bedst kendt for sine ekstremt grove og seksuelt overskridende tegneserier fra slutningen af 1960’erne.

Han var dengang en hård kritiker af sin samtid, og både det etablerede samfund og hippiekulturen fik kærligheden at føle i piskende satire og sære, depressive undergangsfantasier. Crumbs uregerlige hånd veg aldrig tilbage fra at visualisere begær, perversioner, vold, incest og racisme, ofte med forfatteren selv i en udøvende hovedrolle – autofiktive typer som Jørgen Leth kunne lære meget om selvudlevering her. Det gjorde de måske også.

Ikonoklast og kæledægge

Måske på grund af tegneseriernes totale hudløshed (foruden deres musikalitet og rå power), blev Robert Crumb ret tidligt en kæledægge for det litterære establishment, selv om alle tænkelige grænser blev blæst ned i hans værk.

Tegningerne fra Crumbs gyldne periode står som overbevisende vidnesbyrd om, hvad der sker, når underbevidsthed og papir bliver forbundet via blæk og mental superleder. Men i løbet af de seneste 30-40 år er verden på mange måder blevet et sartere sted.

Muhammedkrisen har demonstreret, hvordan de religiøse følelser for tiden sidder yderligt; især når provokatørerne er dem, der har magten, og de sociale og økonomiske frustrationer får lov at være orkester bag de fornærmedes tudekor.

Og nu har Robert Crumb så, bedst som man nok tænkte at gassen var gået af ballonen, begået intet mindre en en murstenstyk grafisk roman om selveste grundteksten i den vestlige kulturkreds: Bibelen, mere specifikt, Første Mosebog. Den udkom fredag den 23. oktober på dansk.

Ingen alarm

Jyllands-Posten har, meget passende, haft fat i forskere og teologer, som har udtalt sig om bogens eksplosionspotentiale. Brian Arly Jacobsen, religionsforsker ved Københavns Universitet forudser, at billederne vil skabe et vist røre, uden dog at blæse til alarm. Han siger også til JP:

»Der har altid været en billedliggørelse af kristne fortællinger. De er et produkt af vores tid, hvor vi er kulturelt. Tegningerne her er et tidstypisk billede af bibelfortællingerne.«

Tidstypisk? Crumb?

Vi ringer til Thomas Thorhauge, formand for Dansk Tegneserieråd og forfatter til den grafiske roman “Kom hjem”, der regnes som noget af det mest ambitiøse, en dansk forfatter har præsteret inden for tegneseriemediet. Thorhauge er fan. Han har ventet på Crumbs Første Mosebog i noget i retning af fem år. (Det har taget Robert Crumb fire år at tegne bogen, men rygtet er nok ilet i forvejen).

Det interessante er, forklarer Thomas Thorhauge, at den amerikanske version er baseret på King James-bibelen, som på visse punkter afviger fra Bibelselskabets danske version. Så undertiden har billeder og tekst i oversættelsen ikke passet sammen. Men ved at rette lidt til under kyndig vejledning fra Bibelselskabet, har man fået det til at gå op.

I Dorés ånd

Thomas Thorhauge, er bogen udknaldet og chokerende?

»Det, der er chokerende ved bogen, er, at den ikke er særlig udknaldet,« siger Thomas Thorhauge.

»Men du ved nok, hvordan det er med Crumb? Hvis han tegner rag time-musikere og den slags ting, han personligt brænder for, så bliver det pludselig utrolig sakralt og konservativt. Det er også det, der er tale om her. Og jo jo, de har da sex, men altså, da jeg først så bogen var jeg lidt skuffet,« siger Thomas Thorhauge.

»Men jo mere jeg tænker over det, desto federe synes jeg, bogen er. Det er så megafedt, at den er konservativ.«

»Hvis han nu havde tegnet kønsdele og så videre. Så var der gået Jens Jørgen Thorsen i det, så havde det været billigt.«

»Det er jo stadig muligt, at der er folk, rundt omkring, der bliver fornærmede over, at Crumb tegner Gud, og at Eva har tykke lår og kæmpe patter; det aner jeg ikke noget om. Men det geniale er, at han har forholdt sig til opgaven som en illustrationsopgave; han har forsøgt at skildre det, der sker, ud fra de informationer, man kan få fra teksten. Så i virkeligheden er det, han gør, langt fra Jens Jørgen Thorsen. Det er snarere i tråd med Gustave Dorés bibelillustationer. Han træder ikke i Dorés fodspor, men føjer nogle nye alen til den tradition, de billeder tilhører.«

»Der ikke er et eneste opslag i bogen uden pragtfulde tegninger. Den bog er en opvisning i overskud, og det gør mig simpelthen så glad,« slutter Thomas Thorhauge.

Det ligner en anbefaling. Og hvis Bibel-Crumb ikke er provokerende nok, så læs hans Fritz the Cat.

PS: Her er et link til et fint interview med Crumb i Vanity Fair om tegneserien. Helt overvældet af ærefrygt er Crumb ikke. (På engelsk).

chz@adm.ku.dk