»De opgaver jeg har været på, er farlige og føles vigtige«

Da journalist og historiker Sune Engel Rasmussen flyttede til Kabul i 2014, endte han med at slå sig ned i det krigsplagede land med kone, hus og motorcykel.

LÆS PORTRÆT: Sune Engel Rasmussen udviklede en nærmest radikal empati i mødet med Taleban.

I sin bog Nyt Blod – portræt af Afghanistans generation 9/11 forsøger han at forstå logikken bag Taleban ved at tegne et billede af den generation af afghanere, der er vokset op og formet af Afghanistan efter den amerikanske invasion, der blev udløst af terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

Du boede i Afghanistan i tre år. Er det et retvisende billede af Afghanistan, vi i Vesten bliver præsenteret for i medierne?

»Jeg synes ikke, at journalisterne nødvendigvis giver et bevidst forvrænget billede. Problemet er, at journalisterne ikke er der og derfor har en masse blinde vinkler.

De journalister, der kommer dertil på kortere reportageture ved godt, at den udlægning, der kommer fra militæret, ikke er den eneste sandhed. Men der mangler en grundlæggende forståelse af afghanernes intense modstand mod udenlandsk indblanding. Og hvorfor 150.000 udenlandske soldater med det mest avancerede militærudstyr ikke kunne banke 30.000 talebanere i klipklapper.«

Hvorfor kunne de ikke det?

»Jamen det handler jo blandt andet om at forstå, hvorfor Taleban bliver ved med at have støtte fra befolkningen. Det kan godt være, at amerikanerne har bygget hundredevis af brønde og en masse skoler. Men hvis de har en drone, der rammer en bryllupsfest, er der ikke noget at sige til, at folk støtter taleban. Der er generelt en manglende forståelse for den lokale kontekst. Mange af de lokale krigsherrer, som amerikanerne har stolet på i deres forsøg på at bekæmpe Taleban, har vist sig at være dybt korrupte. Tortur og korruption er ikke ligefrem noget, der skaber tillid til den nye internationale orden og det demokrati, man kommer med. Så det er noget af det, jeg har bestræbt mig på at fortælle om.«

Sune Engel Rasmussen lægger ikke skjul på, at han er kritisk over for den vestlige intervention, der har efterladt Afghanistan med en regering, der er nedsunket i korruption, interne stridigheder og krigen samtidig med, at Taleban vinder frem overalt:

»Interventionen i 2001 var berettiget, men meget af det, der fulgte efter, var totalt misforstået og har på mange måder gjort det svært at etablere en stabil stat. Men jeg tror på, at der på et eller andet tidspunkt vil blive fred igen.

Der er en hel generation af afghanere, der er trætte af deres korrupte ledere og trætte af Taleban og udenlandske styrker. Og som har ressourcerne og egenskaberne til at kunne bygge et nyt land. Så selv om meget af det er desillusionerende, har jeg en snert af håb.«

Hvad har krigen i Afghanistan lært dig?

»At se krig og se folk blive skadet i krig, tror jeg, har lært mig meget om, hvad mennesker er i stand til under pressede vilkår. Vi er generelt modstandsdygtige.«

Gælder det også dig selv?

»Ja, klart. Folk spørger tit, om jeg er blevet traumatiseret af at se alt det blod og alle de afrevne lemmer. Men det er jeg ikke. Jeg bliver ked af det og vred, så selvfølgelig bliver jeg påvirket, men ikke på en måde, så jeg føler mig traumatiseret. Men jeg har heller ikke gennemgået de samme lidelser som afghanerne, og selv om de er modstandsdygtige, er traumer vidt udbredt.«

Hvorfor tog du videre efter tre år?

»Jeg fik et andet job som mellemøstkorrespondent i Beirut. Og så tror jeg, at tiden var inde til at rykke videre. Man skal passe på, at man ikke bliver for vant til at rapportere om død og ødelæggelse. På et eller andet tidspunkt bliver man for kynisk. Det har jeg set ske for mange, der har været af sted i lang tid. På et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at skærme sig lidt.

Der er også det ved Afghanistan, at det er svært at komme tilbage og arbejde et andet sted. Det har det også været for mig.«

Hvorfor?

»Fordi man som journalist ikke finder et bedre og mere interessant sted at arbejde end Afghanistan. Historierne virker mere relevante end andre historier. Alt andet ved siden af bliver kedeligere og virker mindre meningsfyldt. Jo længere tid du er i Afghanistan, jo mere får du den tanke.

Men det er også en farlig sti at gå ud af. Selvfølgelig er arbejdet som journalist i Afghanistan vigtigt, men man skal passe på ikke at tage sig selv for højtideligt. Det kommer man nemt til efter nogen tid dernede.«

Har du oplevet det hos dig selv?

»Ja. Jeg har tit grebet mig selv i at undre mig over, hvordan danske journalister kan sidde og arbejde med fuldstændig ligegyldige historier, og hvorfor der ikke er nogle flere, der rejser ud og rapporterer om krig. Men så entydigt er det jo ikke. Der er også masser af journalistik i Danmark, der er vigtig. Alting er bare mere ekstremt i Afghanistan. De opgaver jeg har været på, er farlige og føles vigtige. Der er altid et enormt brændstof til at arbejde. Det gør, at man skal trappe ned, når man starter med at arbejde et nyt sted. Det er en anden intensitet, som jeg personligt har skullet vænne mig til.«