Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Sune Engel Rasmussen udviklede en nærmest radikal empati i mødet med Taleban

Alumneportræt — Et spark i røven på det rigtige tidspunkt fra en kendt filosofiprofessor gav det afgørende skub til historiestuderende Sune Engel Rasmussens karriere som journalist. I dag er han Mellemøstkorrespondent for The Wall Street Journal og aktuel med en anmelderrost bog om Afghanistan.

En sommerdag i 2008 stiger Sune Engel Rasmussen om bord på et fly til Teheran. Med sig har han sin rygsæk og en intention om at skrive sin første udlandsreportage. Han er 24 år og er lige blevet færdig med sit andet år på Historie på Københavns Universitet.

Foran ham venter en måneds ferie i Iran. Verden ligger åben, og den unge studerende glæder sig til at opleve Mellemøsten for første gang.

»Det var ret tilfældigt, at det lige blev Iran. Jeg kendte ikke rigtig noget til Mellemøsten på det tidspunkt, men en af mine veninder havde nævnt for mig, at hun havde hørt, at folk der rejste derned var vildt begejstrede. Jeg gik hjem og overvejede det, og et par timer efter havde jeg købt en flybillet,« siger Sune Engel Rasmussen.

Det viser sig at blive en rejse, der kommer til at gøre dybt indtryk og som senere får afgørende betydning for både hans karriere og privatliv.

Iran trak i mig. Nærmest hver eneste dag fik jeg smadret mine fordomme.

Sune Engel Rasmussen

I dag arbejder Sune Engel Rasmussen som mellemøstkorrespondent for den amerikanske avis The Wall Street Journal. Inden da var han korrespondent i Kabul for den britiske avis The Guardian og skrev for magasiner som The Economist, GQ, The Atlantic og National Geographic. Og lige nu er han aktuel med sin første bog, Nyt Blod: Portræt af Afghanistans generation 9/11, der har høstet flotte anmeldelser og har fået Informations Lasse Ellegaard Jensen til at udråbe værket som værdig til en Cavling.

Men hvem er han, denne mand, der for ti år siden gik ubemærket rundt på Københavns Universitet, og som i dag har slået sit navn fast i nogle af verdens største aviser og magasiner?

Selv har jeg aldrig mødt Sune Engel Rasmussen, men jeg ved, at han har trådt sine første journalistiske skridt på Uniavisen, og jeg fornemmer en stolthed på redaktionen over den (p.t.) hjemvendte søn, der på kort tid er nået længere, end de fleste journalister tør drømme om.

»Iran trak i mig«

Sune Engel Rasmussen er i København i anledning af udgivelsen af sin bog, og vi har aftalt at mødes på en café på Vesterbro.

Jeg spotter ham i mængden af solhungrende københavnere, der er trukket ud på fortovet for at nyde forårssolen. Han er spinkel og lyshåret og kommer slentrende med en rygsæk over den ene skulder.

Sune Engel Rasmussen

34 år

Bachelor i historie fra Københavns Universitet

Uddannet journalist fra Columbia University i New York

Har boet og arbejdet som journalist i Mellemøsten i 10 år

Mens han boede i Afghanistan, var han korrespondent for The Guardian og fast skribent for Weekendavisen, og skrev jævnligt for internationale magasiner.

Han er nu mellemøstkorrespondent for den amerikanske avis The Wall Street Journal og bor i Beirut med sin australske kone Danielle.

Han smiler, da han får øje på mig og slår sig ned ved bordet, mens han kigger sig omkring.

Byen har forandret sig, siden Sune Engel Rasmussen forlod Danmark godt to år efter sin første rejse til Iran. Siden da har han kun været hjemme på sporadiske besøg.

»Iran trak i mig. Nærmest hver eneste dag fik jeg smadret mine fordomme. Jeg havde forestillet mig et konservativt land med formørkede mullaher og et enormt repressivt islamisk styre, hvor folk ikke kunne tale frit. Det er selvfølgelig også en del af Iran. Men Iran er lige så alsidigt som alle mulige andre lande. Der er lesbiske rockmusikere og kokainsniffende hipstere og ateister. Og overalt hvor man kommer, møder man en kæmpe gæstfrihed,« siger Sune Engel Rasmussen.

Han havde rejst en del siden gymnasiet, men denne gang var anderledes. Han var betaget af befolkningen og var sulten efter at vide mere om Mellemøsten. Tilbage på Københavns Universitet valgte han et sidefag om moderne mellemøsthistorie og islamisk idéhistorie og skrev bacheloropgave om moderne iransk nationalisme.

Det blev det sidste, Københavns Universitet så til ham. Han ville til Iran igen. Og denne gang ville han rejse rundt og skrive flere artikler.

»Jeg har altid været tiltrukket af kombinationen af at rejse og skrive. Journalistik er den bedste undskyldning, der findes, for at sætte sig ned og tale med mennesker. Der findes nærmest ingen bedre undskyldning for at få stillet sin nysgerrighed og lære et sted at kende,« siger han.

KU-fundamentet

Allerede som nybagt student fra Stenhus Gymnasium i Holbæk drømte Sune Engel Rasmussen om at blive journalist.

»Fra jeg var 18-20 år var det min drøm at blive udenrigskorrespondent for Information, men det var først efter min rejse til Iran, at min interesse for Mellemøsten for alvor blev vakt,« siger Sune.

At det skulle blive en professor på Københavns Universitet, der kom til at hjælpe ham på vej mod en international journalistkarriere, havde han ingen anelse om på det tidspunkt. Men Sune Engel Rasmussen var fast besluttet på at føre sin drøm ud i livet. Og han var også fast besluttet på, at han ikke bare ville nøjes med en journalistuddannelse.

Jeg tror, man bliver en bedre journalist af at have et fagligt fundament.

Sune Engel Rasmussen

»Jeg tror, man bliver en bedre journalist af at have et fagligt fundament. Om det er historie, statskundskab, sociologi eller økonomi er ikke så afgørende. Men jeg tror, at det gør, at man kan gå lidt dybere som journalist og tænke lidt mere kritisk,« siger han.

Sune Engel Rasmussen søgte ind på Antropologi og Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet og endte med at komme ind på sin tredje prioritet, Historie.

»De tre år jeg læste på Københavns Universitet har haft en stor betydning for mig. Jeg kommer ikke fra en akademikerfamilie, hvor det er en selvfølge at gå på universitetet. Men jeg er glad for, at jeg valgte at gå den vej. Det gav mig en intellektuel ballast. Historiestudiet var et sted, hvor der var plads til intellektuelle og politiske diskussioner. Der var også et godt studiemiljø. Mange af de studiekammerater, jeg fik dengang, er stadig mine nære venner,« siger Sune Engel Rasmussen.

Historiefaget lærte ham også nogle helt konkrete ting, som han kan bruge i sit arbejde i dag om kildekritik og måder at søge information på. Og han har lært at tænke over tingene i en større sammenhæng både idémæssigt og historisk.

»Jeg har helt klart en historisk bevidsthed, når jeg skriver. Når jeg arbejder i Iran, kan jeg specifik bruge min viden fra mine mellemøststudier og min bachelor om moderne iransk historie. Generelt tror jeg, det giver mig en viden og en kontekst, som mange andre journalister ikke har. Og det betyder, at man får den rette kontekst til sine historier. Det er en intellektuel ballast som gør, at man er bedre til at sætte nuværende begivenheder ind i den rette historiske kontekst,« siger han.

De første artikler tager form

Under sin studietid arbejdede Sune Engel Rasmussen som studenterjournalist på Uniavisen.

Det var hertil han leverede en udlandsreportage, da han var i Iran første gang, og da han tog til Iran anden gang, fortsatte han med at rapportere til Københavns Universitets medie.

»Jeg fik hurtigt mange venner dernede. Nogle af dem arbejdede i Telecom-branchen. Andre var studerende, journalister, tegnere, musikere og skuespillere. I Teheran er der gallerier over det hele, og det er en fast fredagsaktivitet, at man kører rundt og hører høj musik og ryger cigaretter og bliver fanget i den tætte trafik. Man går på galleri og møder på den måde en masse mennesker.«

Sune Engel Rasmussen fandt ud af, at kunst er en god optik at se Teheran igennem.

»Iran har noget af den bedste kunst i verden, og det kommer af at leve i en politistat. Det var noget af det, der fascinerede mig: Hvordan folk prøver at gå lige til grænsen uden at påkalde sig alt for meget vrede. Og hvordan de taler et sprog, der giver plads til protest mod styret, men et kunstnerisk sprog, som styret og dem, der udøver censur ikke altid fanger. Det er en meget sofistikeret og elegant måde at bedrive kunst på.«

Han var var på det tidspunkt blevet færdig med sin bachelor i historie, og havde ingen klare planer for, hvad han skulle bagefter, ud over at rejse rundt i Iran et halvt års tid.

Vincent Hendricks rækker ud

Men forelskelsen i landet ville ikke slippe ham, og Sune Engel Rasmussen endte med at tilbringe tre år under præsident Mahmoud Ahmadinejads konservative styre. Først et halvt år med rygsæk rundt i landet. Derefter som praktikant på den danske ambassade i Teheran og endelig i en stilling som politisk rådgiver på ambassaden i forbindelse med Danmarks EU-formandskab.

Samtidig begyndte han at overveje at gøre alvor af et forslag, som filosof og professor ved Københavns Universitet Vincent Hendricks var kommet med et års tid forinden, da Sune Engel Rasmussen interviewede ham.

»Efter interviewet sad vi og sludrede lidt, og af en eller anden grund må han have følt, at vi klikkede sammen. Han sagde i hvert fald til mig, at han syntes, jeg skulle overveje at søge ind på journalistuddannelsen på Columbia, og at han gerne ville hjælpe mig med at skrive en anbefaling, hvis jeg var interesseret,« siger Sune.

Han syntes, jeg skulle overveje at søge ind på journalistuddannelsen på Columbia, og at han gerne ville hjælpe mig med at skrive en anbefaling

Sune Engel Rasmussen

Vincent Hendricks havde været gæsteprofessor på Columbia University i New York og havde flere kontakter til universitetet. Nu et år senere dukkede hans ord frem i Sune Engel Rasmussens hukommelse og blev ved med at rumstere.

Sune vidste, at det ville blive svært at komme ind på det prestigefyldte amerikanske universitet, der er kendt for at have verdens bedste journalistuddannelse. Men han vidste også, at hvis det lykkedes, ville det ikke blot dygtiggøre ham som journalist, men også give ham mulighed for at få hul igennem til internationale medier.

Sune Engel Rasmussen besluttede sig for at give det en chance og skrev til Vincent Hendricks, at han gerne ville tage imod hans tilbud, hvis det stadig stod ved magt.

»Vi havde ikke været kontakt, siden jeg interviewede ham, og jeg regnede egentlig mest med, at det måske havde været et tomt løfte. Men i løbet af ingen tid svarede han, at han ville skrive en bragende anbefaling til mig. Det skylder jeg ham stadig en stor tak for.«

Internationalt gennembrud

Det lykkedes Sune Engel Rasmussen at komme gennem nåleøjet, og det åbnede en ny verden.

»Columbia University har nogle af de bedste undervisere i verden, og med det kommer et netværk, som man kan trække på senere til at få skabt nogle kontakter. Dekanen for journalistuddannelsen er et af de store hotshots på The New Yorker Magazine, og alle underviserne arbejder på store magasiner eller aviser og har en masse kontakter.«

På Columbia University fik Sune skærpet sin journalistiske sans og lærte at skrive godt på engelsk. Han lærte også at sætte sig selv høje mål.

»I Danmark er man vant til at være mere ydmyg og tale sine evner ned. I USA taler man sine evner op. Man sætter sine ambitioner så højt, man overhovedet kan, og så knokler man og lærer undervejs. Mere end noget andet tror jeg, at det var det, som Colombia lærte mig: Hvis du ikke sætter dig et højt mål, er sandsynligheden også lille for at du kommer derhen.«

I Danmark er man vant til at være mere ydmyg og tale sine evner ned

Sune Engel Rasmussen

Sune Engel Rasmussen gik efter det bedste og fik et fellowship som videojournalist på BBC i Washington.

Du gik fra at skrive artikler til Uniavisen til pludselig at sidde som journalist på BBC. Hvordan var det?

»Det var da vildt. Når man sidder midt i det, må man lige knibe sig i armen. Jeg havde ikke fået det, uden at min underviser havde ringet til BBC og sagt, at det ville være en god ide at ansætte mig. På den måde drog jeg nytte af mit netværk på Columbia. I virkeligheden var jeg lidt underkvalificeret til den stilling. Men jeg sagde til dem, at jeg kunne skyde gode videoer, og så hustlede jeg bare og lærte undervejs.«

Måtte holde lav profil

Endnu engang trak Iran i ham. Kort tid inden Sune Engel Rasmussen var rejst til New York havde han nemlig mødt en australsk kvinde i Teheran, som han var blevet stormende forelsket i.

»Danielle og jeg blev enige om at gifte os, inden jeg flyttede til New York. På det tidspunkt havde vi kun kendt hinanden i tre måneder, men det her var ikke bare en almindelig forelskelse.«

Sune stryger en hånd gennem håret, mens han leder efter de ord, der bedst beskriver de følelser, han nærer for den kvinde, han stadig er sammen med i dag efter seks års ægteskab.

»Danielle er meget anderledes end de andre kvinder, jeg har mødt. Hun er ambitiøs. Både i forhold til kærligheden og i forhold til, hvad man skal have ud af livet. Hun stryger mig ikke med hårene, med mindre der er grund til det. Det gør mig til et bedre menneske og også til en bedre journalist. Det meget inspirerende at være sammen med hende,« siger han.

Mens Danielle gjorde sit arbejde færdig på den australske ambassade i Teheran, genoptog Sune sit arbejde som freelancejournalist. I modsætning til mange andre udenlandske journalister, havde han lov til at opholde sig i Iran, fordi han var gift med Danielle, men han blev han nødt til at holde lav profil.

»Det var frustrerende at sidde som en af de eneste udenlandske journalister i landet uden at kunne arbejde så meget, som jeg ville. Iran var en af verdens største historier på det tidspunkt, men jeg var nødt til at arbejde for medier, der ikke påkaldte sig den store opmærksomhed blandt de iranske myndigheder.«

Ansigt på krigen

I 2014 rykkede de fleste vestlige journalister ud af Afghanistan. Men Sune Engel Rasmussen og Danielle Moylan rykkede den anden vej. De flyttede til Kabul.

»Jeg anede intet om Afghanistan, men vi tog chancen og flyttede dertil. Det viste sig at være den rigtige kalkule. Mange af de internationale tropper blev trukket ud af Afghanistan på det tidspunkt og med dem forsvandt også korrespondenterne. Det betød, at der var masser at lave for mig,« siger Sune Engel Rasmussen.

Det lykkedes ham at blev ansat som korrespondent for den britiske avis The Guardian, og samtidig fik han en aftale om at skrive fast for Weekendavisen.

Hvad var det for nogle historier, du syntes, var vigtige at fortælle?

»Som journalist ville jeg gerne sætte et menneskeligt ansigt på krigen. Det er for mig mere interessant end frontlinje-journalistik. Når jeg stod på frontlinjen, syntes jeg, det var langt mere interessant at vende mig om mod samfundet og se, hvordan krigen påvirker de folk, der bor i Afghanistan. Det var de historier, jeg gerne ville fortælle.«

Radikal empati

Sune Engel Rasmussen er den danske journalist, der har brugt mest tid i Afghanistan efter 2001, og det har givet ham mulighed for at komme ind under huden på den afghanske befolkning. Ikke mindst den unge generation, der er vokset op i skyggen af 9/11.

»Mit ophold i Afghanistan har lært mig en nærmest radikal empati. Det betyder ikke, at jeg sympatiserer med Taleban-tilhængere, men det har givet mig en større forståelse af, hvorfor unge mennesker, der var små børn i 2001 har lyst til at være en del af Taleban og sætte livet på spil for at kæmpe for en så gammeldags og forstokket fortolkning af islam.«

Mit ophold i Afghanistan har lært mig en nærmest radikal empati

Sune Engel Rasmussen

Det er den generation, som Sune Engel Rasmussen har tegnet et portræt af i sin debutbog, som Weekendavisens anmelder Adam Holm skriver, bør være obligatorisk læsning for alle politikere og beslutningstagere.

I dag har Sune Engel Rasmussen fast base i Beirut som Mellemøstkorrespondent for The Wall Street Journal. Han har ingen planer om at komme tilbage til Danmark foreløbig.

Hvad er bagsiden ved at have tilbragt 10 år i udlandet?

»Bagsiden er, at man bliver hægtet lidt af Danmark. Man bliver rodløs. Og der er nogle kapitler i ens familie og venners liv, som man går glip af. Mens jeg har været ude, har min lillebror og de fleste af mine gode venner fået børn. Det går jeg glip af at opleve sammen med dem. Jeg er heldigvis så heldig, at jeg har mange gode venner, som jeg stadig er tæt med. Men helt klart: Rodløshed er et offer. Og på et tidpunkt kan det være, jeg bliver træt af at flakke for meget rundt.«

»Mit held har været, at jeg har mødt Danielle undervejs. Hun er mit anker. Det betyder meget, at vi har hinanden. Jeg er ikke sikker på, at jeg var blevet så længe væk, hvis jeg havde været alene.«

Læs også artiklen De opgaver jeg har været på, er farlige og føles vigtige, hvor Sune Engel Rasmussen fortæller, hvorfor Taleban stadig vinder frem i Afghanistan.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste