De studerende skal eje universitet

2012 var et annus mirabilis, et fedt, fedt studenterår. Københavns Kommune besluttede for eksempel, at det faktisk er hovedstadens problem, at tusindvis af studerende hvert efterår ankommer til byen for at opdage, at der ikke er noget sted, de kan sove.

»Vi er ikke de eneste, der har sagt til kommunen, at de må tage sig sammen, men jeg tror nu alligevel, at det var vores mediekampagne og sofaformidling, der gjorde en forskel,« siger Bjarke Lindemann-Jepsen.

Han er netop gået af som formand for Studenterrådet, og Uniavisen har bedt ham gøre status sammen med sin efterfølger Gwen Gruner-Widding.

Den omtalte Sofaformidling gik ud på at få studerende til at indlogere sig hos hinanden. Studenterrådet stod for at skabe kontakterne og sætte hjemløse studerende i kontakt med gavmilde sofaejere. Medierne elskede historien.

»Pludselig kom der ansigter på problemerne med at finde et sted at bo i studiestarten,« siger Gwen, »og det var ikke kun studerende, der meldte sig, sådan som vi havde troet; det var alt fra kollegier, der gav plads i fælleskøkkenet til et forældrepar, der sagde, at deres fireårige da godt kunne flytte ind i soveværelset hos dem i et stykke tid, så der blev plads til en studerende.«

Undervisning i frikirke

2012 var også året, hvor Københavns Universitet indførte et minimumstimetal, et stort skridt på vejen til at gøre et dansk universitetsstudium til en regulær heldagstjans. Og rektor ansatte en ny juridisk studenterambassadør, der i fremtiden skal forsvare de studerendes rettigheder på uni. Begge dele store lunser til Studenterrådet. Og oven i hatten kom en lidt teknisk sejr, nemlig oprettelsen af en stribe faglige studienævn på det store fakultet Science, selv om ledelsen faktisk havde tænkt sig en anden model.
Det er ikke til at vride et eksempel ud af de to studenterspidser på, at noget er gået i fisk for Studenterrådet i 2012.

»Der har ikke været nogen fiaskoer,« siger Bjarke. »Men det har krævet hårdt arbejde at være en studenterorganisation, som faktisk mener det seriøst, når vi siger, at vi repræsenterer alle studerende. Det er hårdt arbejde at tale med de seks fakultetsråd og cirka 55 aktive fagråd.«

Han anslår, at han selv i snit har arbejdet 10 timer om dagen, også i weekenden, i sit formandsår. Gwen Gruner-Widding forventer, at hun får lige så travlt.

»Vi taler meget om lokalemangel for tiden. Især til undervisning. Folk har timer alle mulige absurde steder. Jeg har selv haft undervisning i en frikirke, men det var nu ikke det værste sted. Det var bare lidt svært at se, hvad der foregik, når man sad oppe bag orglet,« siger hun.

Et campus for de studerende

Gwen vil også satse på blødere politiske temaer og udvikling af det, hun kalder, ’KU’s sociale rum’.

»Hvis nu nogen vil lave et cykelværksted, må man finde en garage, hvor de kan være. Der skal være plads til alt det, der ligger uden for undervisningstimerne også. Det er en stor del af at være studerende, at man har et liv på universitetet, efter at undervisningen slutter.«

Grundlæggende handler det om, at universitetet skal være de studerendes campus.

»Debatten handler jo om, at vi skal skynde os og komme hurtigere igennem,« siger Bjarke.

»For samfundets overlevelse er de studerendes ansvar, lyder det. Men vi mener ikke, at det er karakterbonus, pisk og progressionskrav, der skaber mindre frafald og hurtig gennemførelse – det er, at man har nogle medstuderende, der hiver en i nakken, når man er ved at falde af hesten. Det sociale miljø er alfa og omega.«

Med DTU som forbillede

Både Gwen og Bjarke kigger til studiemiljøerne på RUC og DTU, når de tænker studieliv på KU.

»DTU’erne har masser af timer, og de studerende har virkelig ejerskab over campus med motionslokaler, barer, svømmehal, hele molevitten. Der er bare altid liv på DTU, også om aftenen. På RUC er der tomt efter forelæsningerne, og når de laver projektarbejde, bliver de studerende herinde i København. Hvorfor er det sådan?« spørger Bjarke retorisk.

»At præge universitetet og være en del af et fællesskab er helt sikkert en faktor. Folk skal igennem studierne som mennesker, ikke som kvæg.«
Når de studerende skal regere på campus, er det også fordi det går galt, når universitetets ledere vil styre løjerne, mener de to. Et aktuelt eksempel er udskiftningen af de studerendes egen rusintroduktion på Science med et pædagogisk program udstukket fra dekanatet.

»Statistikken viste, at der kom et kæmpe frafald bagefter. Det er svært at sige, at det lige skyldtes bortfaldet af rusturen, men det var den store ændrede faktor,« siger Gwen. »Det er vigtigt, at det er de ældre studerende, der står for introduktionen. Det er sådan, de nye studerende lærer at kende dem, der kan hjælpe dem igennem studiet.«

Cykelværksteder er også politiske

Studenterrådet er og bliver et forum for de særligt dedikerede. Spørgsmålet er, om Gwen og Bjarke forventer for meget, når de forlanger, at de studerende forandrer campus, konfronterer ledelsesbeslutninger, tager ejerskab.

Men selvfølgelig afviser de to formænd, at de er elitære. Engagement kan antage mange former.

»Vi er jo nørdernes nørder. Det er lige så vigtigt, som det vi laver, hvis man holder madklub på Datalogisk Institut eller indretter cykelværksted på Science. Det må ikke være et krav at stille sit liv på standby for at være en del af det sociale fællesskab. Små projekter kan også give ejerskab og sammenhold på fagene,« siger Gwen.
Bjarke nikker.

»For mig er der ikke den store forskel på at være politisk aktiv eller være den, der står i fredagsbaren hver fjerde uge eller sidde i retshjælpen en gang om ugen,« siger Bjarke.
»Og der er også dem,« fortsætter han, »der bare prioriterer deres studier hårdt, fordi det er svært, eller fordi de bare vil være verdens bedste. Men lige præcis for dem er det vigtigt, at der også er en studiekammerat, der siger: ’Du skal da lige med ned og have en øl’. Det er hårdt at gennemføre et studium helt alene. Studenteraktiviteterne er det mest finmaskede net mod frafald, hvis man skal sætte det på spidsen.«

»Der er jo sindssygt mange ressourcer på universitetet,« siger Gwen. »Vi vil gerne lave et kollegium, så vi ringer lige til landskabsarkitekterne og får dem til at lave nogle tegninger, og det er de helt med på.«

I er simpelthen ved at lave Studenterrådets Kollegium?

»En god idé, ikke?« siger Gwen. »Vi mangler bare lige en investor med et par hundrede millioner.«

Men hun og de andre studenterrødder er i gang med at holde de første møder med pengetankene.

chz@adm.ku.dk