Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Dekan-ambitioner bag fusion

KORT NYT TORSDAG - Dekan-ambitioner bag fusion - Brændt klenodie fra sportens barndom - Flagdag er civil religion - Aborterede fostre behandles forskelligt fra hospital til hospital - EU-krise fremmer EU-integration - EU's finansskat kan skaffe Thorning-regeringen otte mia.

Dekan-ambitioner bag fusion

Der er ikke noget sagligt grundlag for at fusionere på KU. Så når det alligevel sker, skyldes det dekanernes behov for at lede. »En leder skal performe, vise handlekraft, og en omorganisering er en sådan markant performance, som viser, at lederen kan handle “strategisk”.« Det skriver KU-lektor Claus Emmeche i et indlæg på bloggen Forskningsfrihed?

Brændt klenodie fra sportens barndom

Den udbrændte KB-hal får sat en lille rune af professor Hans Bonde, Institut for Idræt på Københavns Universitet: »Et kæmpe klenodie er gået tabt fra sportens barndom. KB-Hallen blev symbolet på sportens betydning i det moderne samfund, og sloganet over døren “Gør drenge til mænd og mænd til drenge” samler meget godt hallens betydning,« siger Bonde til Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten 29. september, side 6.

Flagdag er civil religion

KU afholder i dag konference om begrebet civilreligion. Ifølge en af deltagerne, postdoc i religionsvidenskab Niels Reeh er den for kort tid siden indførte flagdag et godt eksempel. »Civilreligion er efter min mening et svar på, hvem og hvad vi er, og dermed også hvem og hvad vi ikke er. Dette markeres officielt på mange måder lige fra de danske flagdage til brugen af historie i skolen,« siger han til Kristeligt Dagblad.
Kristeligt Dagblad 29. september, 1. sektion, side 4.

Aborterede fostre behandles forskelligt fra hospital til hospital

Nogle steder bliver de begravet, andre steder bliver de smidt ud med affaldet. »Det er et problem, at der er så stor forskel på, hvordan hospitalerne håndterer fostrene, fordi det er blevet et følsomt emne for folk. Uanset hvad man gør, giver det fostrene en bestemt betydning, som vil støde nogen,« siger Sniff Andersen Nexø, adjunkt i moderne kulturhistorie på Københavns Universitet til Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten 29. september, 1. sektion, side 8.

EU-krise fremmer EU-integration

Det mener EU-forsker på KU professor Marlene Wind, og det giver Danmark problemer: »På den ene side vil både den afgående og kommende regering formentlig rigtig gerne være med til forme reglerne for en kommende økonomisk union – regler, som man på grund af fastkurspolitiken alligevel har tænkt sig at gøre alt for at overholde – mens man på den anden side må tage hensyn til en befolkning, som ifølge målingerne forholder sig mere skeptisk til europrojektet end nogensinde før,« mener Wind.
Børsen 29. september, 1. sektion, side 28.

EU’s finansskat kan skaffe Thorning-regeringen otte mia.

Både EU-formand Barroso og Socialdemokraterne og SF har foreslået en skat på finansielle transaktioner. De Radikale bryder sig ikke om sådan en skat, men ifølge KU-professor Peter Nedergaard får partiet svært ved at argumentere imod en plan, der får støtte fra toppen af EU.
Børsen 29. september, 1. sektion, side 21.

Seneste