University Post
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Dekanen i frafaldsstatistikken

Portræt — Kirsten Busch Nielsen fandt sin vej ind i teologien efter en ’produktiv studiemæssig krise’ og blev sit fakultets første kvindelige dekan. Hun kunne godt unde næste generation samme frihed til at smage på et fag, før man skal binde sig, for man kan ikke forventningsafstemme sig til alt.

Et stort orange maleri isprængt lyse, geometriske snit fanger øjet i det nyindrettede dekankontor i travertinbygningen på Søndre Campus. Kirsten Busch Nielsen holder af værket, fordi det er kraftfuldt, roligt og enkelt. Men det er ikke dybt, siger hun.

Der er til gengæld bundtræk i rummets andet maleri, et klassisk guldalderportræt af en statelig mand med et vågent blik.

»Det er H.N. Clausen, en af mine forgængere som professor i dogmatik (1822-1874, red.). Ham kigger jeg op på engang imellem: ’Nå, Clausen, hvad synes vi så om fremdriftsreformen?’,« siger Kirsten med tydelige dialektale træk fra Ribeegnen.

Der er ingen tvivl om at den klassisksproglige student fra Ribe Katedralskole anno 1980 har en hotline til historiens bagkatalog. Hun er professor i dogmatik, der handler om kristendommens lære og idéer, og hun er optaget af, hvordan det indhold og menneskesyn kan formuleres på en meningsfuld måde i dag.

Det fornemme fakultet, der blev bette

Meget er sket, siden Det Teologiske Fakultet blev oprettet sammen med universitetet i 1479. Fakultetet var det fornemste og indtil ind i 1700-tallet det største. I dag er det universitetets mindste. Siden 2013 har Kirsten ledet fakultetet, som hun blev kandidat fra i 1988.

Kirsten Busch Nielsen

Født 1962. Ansat på Det Teologiske Fakultet siden 1995 som adjunkt, lektor og nu som professor i dogmatik med økumenisk teologi. Institutleder (1999-02), studieleder (2002-10), prodekan (2011-13) og dekan siden 2013.

»Jeg plejer at sige, jeg er stolt over at være ved et universitet, der er stolt over at have et teologisk fakultet,« siger dekanen, der er vant til at skulle forsvare fakultetets selvstændighed langt ind i den verdslighed, der jo har grebet om sig de sidste 550 år.

»Jeg anser det for meget afgørende, at teologien har sin egen ramme og sit eget budget, og jeg anser det for fuldstændig afgørende, at teologien er et universitetsfag med den brede udveksling med de andre videnskaber, som vi har.«

Kirsten smiler, da Uniavisen siger, at vi ikke er kommet for at tale om hendes gudsforhold:

»Jeg er svoren tilhænger af offentlig kommunikation om alt muligt, men man skal vælge sine debatter med omhu. For teologi har de delikate balancer selvfølgelig at gøre med, at der er religion i farvandet,« siger hun og tilføjer:

»Ikke alle er klar over, at der bor en stærk religionskritik i teologien. Den skal kende sine videnskabelige forudsætninger på samme måde som alle andre fag, og så skal man i øvrigt være klar over, at det at kritisere religion også hører teologien til. På den måde er teologi ikke for svage sjæle.«

At dekanembedet heller ikke er for sarte typer, mærkede Kirsten, da finansloven ramte universitetet hårdt i 2016.

»Fakultetet måtte skære i staben, og den proces var mit ansvar. Den opgave havde jeg gerne været foruden. Fakultetets fagmiljøer har et højt niveau og en stærk akademisk identitet, men hårde nedskæringer er grimme, og de skaber mismod. Så det var en del af min opgave at pege på den faglige styrke både over for os selv og udadtil som et signal om, at vi kom om på den anden side med intakt virkelyst og fagligt overskud.«

Kirsten mener ikke, at man behøver kigge længe på hendes sociale profil for at gætte, at hun er storesøster i en flok på fem. Vi taler om lederrollen:

»Der er masser af overvejelser, en leder må gøre sig alene, og som man skal kunne holde ud at være alene med. Det trives jeg godt med. Men i den daglige ledelse, hvor det handler om opbygningen af videnskabelige miljøer og varetagelse af uddannelse, er samarbejde en god opskrift.«

Og her har Det Teologiske Fakultet en fordel i at være en lille enhed, siger dekanen:

»Studerende, medarbejdere og ledere er tæt på hinanden, vi kan træffe beslutninger hurtigt, og nærheden gør, at de strategiske overvejelser kan have en stærk forankring i den konkrete hverdag.«

Overraskende blød landing på Amager

For et år siden forlod teologerne sammen med juristerne deres gamle huler i Indre By, hvor auditoriestolene var ubekvemme, messinghåndtagene blankslidte, og hvor væggene kunne tale. Hvordan er det gået?

»Det her hus kan jo noget andet end et tidligere varehus i Købmagergade. Der er ikke krinkelkroge og hulestemning, men her bliver man som studerende på en tydeligere måde en del af hele universitetet. Søndre Campus her er da også blevet mere universitet efter Jura og Teologi er flyttet ind,« siger Kirsten, der oplever, at både studerende og medarbejdere trods skepsis har taget godt mod det nye hus.

Selv finder hun heller ikke fase 3 i udbygningen af Søndre Campus helt tosset. Fra sit kontor har hun udsigt til et gårdrum, der samtidig er et kunstværk – Gabriel af Ingvar Cronhammar – som omfatter en skulptur, en granitplade og en flok træer:

»Gabriel er en virkelig god kommentar til huset her, som udstråler alt for blid og venlig effektivitet, som sådan et moderne byggeri jo gør. Derude står Gabriel og siger med sin asymmetri og tyngde noget andet – det er en god modsigelse,« siger Kirsten. På fnyset at dømme kunne hun til gengæld godt undvære de 11 store ikkerygerskilte, der står i området. De er ikke del af værket.

Tre sprog, tradition og nutid

Studentermassen på Teologi er kendt for at være mangfoldig, i dag også international, og så har den en meget høj score i de årlige trivselsundersøgelser. Hvem er de ellers?

»Af de teologistuderende vælger hovedparten faget ud fra en bred nysgerrighed efter, hvem mennesket er, og hvad et samfund er, og dér hører jo blandt andet af historiske grunde kristendommen med. Der er selvfølgelig også en gruppe studerende, der målrettet går efter at blive præster. Det bliver flertallet, men mange af dem opdager først det attraktive ved præsteembedet undervejs.«

Det ligger dekanen meget på sinde, at fakultetet kan rumme studentergruppens brede sammensætning:

»Den øverste top af vores studerende er meget, meget dygtige. Vi stiller høje krav – på Teologi læser de fx tre gamle sprog som grundlag for arbejdet med stoffet, og hvis man kan det og samtidig kan bevæge sig rundt i traditionens temaer og nutidens store spørgsmål, så er man simpelthen godt skolet. Der er selvfølgelig også en gruppe af studerende, som tingene ikke falder så let for, men som er stærkt motiverede og klarer studiet. Også de ender med at blive fortræffelige præster.«

Fakulteterne bliver i stigende grad målt på, at deres kandidater kommer i job. Tre af uddannelserne på Teologi er blevet skåret i antal studiepladser, og Kirsten finder dimensioneringsmodellen paradoksal, fordi den kigger bagud på gamle ledighedstal.

En god skævert

Ingen (undtagen måske Kirsten) ved, om H.N. Clausen i guldrammen misbilliger eller bifalder, men teologiens dekan ramte ikke selv rigtigt i første hug:

»Jeg er selv et eksempel på noget af det, der i dag betragtes som det værste: Frafald. Som klassisksproglig student havde jeg meget lyst til at gå videre ad den vej og begyndte at læse klassisk filologi. Jeg sad lige herovre i det gamle KUA og tog bifagseksamen i græsk,« siger Kirsten og breder armen ud i en bevægelse mod Cronhammars værk.

På den måde er teologi ikke for svage sjæle
Kirsten Busch Nielsen

Efter to år skiftede Kirsten studie. Det var ikke fordi hun nogensinde tænkte, at hun ville være præst, men faget havde et iboende sigte, og det betog hende.

»Der findes mange eksempler som mit på, at man lige skal smage på et fag, før man finder ud af hvad man skal, og jeg tror ikke på, at vi hundrede procent vil kunne vejlede eller forventningsafstemme os ud af det. Vi følger fremdriftsreformens bestemmelser, men spørgsmålet er, om samfundet også kommer til at betale en pris, for de gode skæverter bliver der mindre plads til.«

Selv om Kirsten begræder, at de studerende i dag levnes dårligere plads til ’produktive studiemæssige kriser’, som hun kalder det, siger hun, at det ikke duer at bekymre sig:

»Det kan lyde jubelidiotisk. Det betyder ikke, at jeg ikke ser stærkt bekymrende samfundsudviklinger – også i universitetspolitikken – men det er bedre at lade sig indignere og så tage fat fra et hjørne. Bekymringer er lammende. Hændervridende bekymringer – det er det værste.«

Kirsten Busch Nielsen begyndte i et hjørne, og hun blev den første kvindelige dekan på Teologi. Men hun overspiller ikke sin girl power – tiden var for længst inde til det, mener hun:

»Jeg synes aldrig, jeg har skullet kæmpe særligt, fordi jeg nu engang er kvindelig teolog. Og det har ikke på den måde været interessant at blive den første kvindelige professor i dogmatik eller den første kvindelige dekan på Teologi – sådan måtte det jo gå, det kan heldigvis ikke være så meget anderledes.«

Det lyder som karakteristikken af Malene Landgreens orange maleri på dekanens væg: kraftfuldt, roligt og enkelt.

 

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste