Dekanens ilddåb

En imødekommende og energisk 47-årig professor i filosofi med en international karriere bag sig skal bugsere KU’s største fakultet ind i fremtiden.

Det Humanistiske Fakultet har været præget af uro i en årrække. Kirsten Refsing valgte at gå som dekan i 2011 efter længere tids kritik fra ansatte og studerende, og meningerne har også været mange om hendes efterfølger, Ulf Hedetoft, hvis ledelsesstil udløste en kritisk rapport fra Arbejdstilsynet.

Jesper Kallestrup ved udmærket, at han satte sig i en varm stol, da han forlod jobbet som institutleder på University of Edinburgh til fordel for kontoret på Søndre Campus den 1. august:

Det er klart, at situationen skaber uvished om fremtiden, og at hele arbejdsmiljøet lider under det

Jesper Kallestrup om bebudede nedskæringer på HUM for 25 mio. kr.

»Right. Det er jeg selvfølgelig godt klar over. Men jeg føler, at jeg kommer med noget nyt. Jeg læste KU’s strategi inden jeg søgte stillingen, og jeg syntes den flugtede rigtig godt med mange af de tanker jeg selv har, så jeg havde meget lyst til at vende hjem og være med til at gøre en positiv forskel,« siger dekanen, der byder på kaffe i sit kontor, der ud over et par store stueplanter og en halvfuld bogreol, må være det hvideste og luftigste på Søndre Campus. Bare vægge, ingen personlige genstande.

Dekanen fortæller, at han gerne i nogle år har villet hjem til Danmark med familien. Hans britiske hustru arbejder deltid som kunsthistoriker, mens de undersøger internationale skoler i København til parrets tre børn. Og han har travlt med at finde sine ben i det akademiske Danmark, som han mest har betragtet fra distancen i de små 20 år, han har været udenlands. Selv mener han, at ansættelsesudvalget tog en chance, da de valgte ham:

»Du kan sige, at det er lidt et gamble i og med at jeg ikke kender KU så godt, men der har man gjort en afvejning og valgt en kandidat med et frisk blik udefra.«

I en pressemeddelelse om udnævnelsen betonede rektor Henrik Wegener netop Jesper Kallestrups lange internationale karriere.

Velkommen til en nedskæringsdagsorden

»Jeg er blevet kastet ud på dybt vand. Jeg lærer hele tiden og suger til mig. Jeg har gjort meget ud af at blive vist rundt af de studerende og besøge alle institutter for få tæt kontakt med medarbejdere på alle niveauer. Det er meget vigtigt for mig at lytte og få en fornemmelse af hvad der rører sig og inddrage ansatte og studerende i de ting der skal ske.«

Og ude på det dybe vand har Jesper Kallestrup allerede skullet træffe svære beslutninger. Der skulle ikke engang gå et kvartal, før han måtte skrive et ’meget svært’ brev til alle fakultetets medarbejdere. Ud over kontoret har han nemlig arvet et budget, der ikke hænger sammen. 37 millioner kroner mangler der på bundlinjen.

»Denne tilpasningsrunde blev allerede bebudet tilbage i 2016. Vi har fundet besparelser på 12 millioner, primært på bygninger, tilbage står 25 millioner, der skal spares på løn. Vi har valgt at melde rammen ud tidligt, og vi håber at komme langt med naturlig afgang og frivillige aftaler, men afskedigelser kan formentlig ikke undgås rundtomkring.«

Jesper Kallestrup kalder beslutningen om afskedigelser ’den sværeste en leder overhovedet kan træffe’ – dels har det store personlige omkostninger, dels skaber det uro hele vejen rundt, siger han:

»Det er klart, at situationen skaber uvished om fremtiden, og at hele arbejdsmiljøet lider under det. De studerende frygter for kvaliteten af deres uddannelser, og forskerne begynder måske at tænke på om de skal søge væk. Alle vores medarbejdere er super dedikerede, og dilemmaet er, at det er de folk vi har brug for, så vi kan vende udviklingen, lave de nye uddannelser, vi drømmer om, øge indtægterne og hjemtage flere eksterne midler.«

I terapeutiske dialoger taler man ofte om vendepunkter. Jesper Kallestrup ser først tilbage – og så frem, og et snarligt vendepunkt er i sigte, mener han:

»Jeg ser mønstret: 11-16-19, tre sparerunder inden for et årti. Vi skal have stoppet det her, og vi skal ret hurtigt nå til et punkt, hvor økonomien hænger sammen. Det skal vende senest i 2022.«

Årstallet er ikke tilfældigt. 2022 ser ud til at blive det sidste med de årlige to procents besparelser på universiteterne. Og det er et emne Jesper Kallestrup gerne kredser om – den rolle politikerne spiller i udviklingen af de danske universiteter, for det er noget af det første, der springer i øjnene, når han bliver bedt om at sammenligne Københavns Universitet med universitetet i Edinburgh.

København versus Storbritannien

»Det har været en stejl læringskurve for mig her de første tre måneder, hvor jeg har skullet vænne mig til det danske system. Det har overrasket mig meget, hvor meget ministeriet og regeringen mikrostyrer os. De blander sig i alle mulige små ting. I Storbritannien er der langt mere selvstyre, man kan ret hurtigt oprette nye uddannelser; bestemme hvordan og hvor mange man optager; hvordan man underviser og eksaminerer; og hvordan pengene skal prioriteres.«

Jesper Kallestrup har mange ideer til hvordan Det Humanistiske Fakultet kan tjene flere penge, men også her er politiske benspænd:

»På Humaniora er vi i store træk en uddannelsesøkonomi, og selv om vi har haft stor succes med ekstern finansiering, har vi ikke samme muligheder som SCIENCE og SUND, og derfor rammer den politiske detailstyring os særligt hårdt. Vi vil satse på at generere nye undervisningsindtægter med efter- og videreuddannelser og e-læringsuddannelser på distancen, og så vil jeg rigtig gerne tiltrække flere udenlandske studerende, især på MA-niveau.«

Det sidste er en kæphest for Jesper Kallestrup:

Jeg vil gerne optage mange flere studerende udefra, for ellers kommer også forskningen bagud internationalt

»Der har du en anden stor forskel. På min gamle filosofiafdeling var vi 35 ansatte, og af dem var kun tre skotter! Jeg siger ikke, at vi skal gå så langt på KU, og vores forskning klarer sig fremragende internationalt i dag, men der er et stort mismatch mellem undervisning og forskning. Jeg vil gerne optage mange flere studerende udefra, for ellers kommer også forskningen bagud internationalt. Det giver så god mening både akademisk og økonomisk – og også for vores hjemlige studerende. Uddannelse er en eksportvare for mange af vores internationale konkurrenter, og der halter vi desværre bagefter. Men regeringen dimensionerer også antallet af internationale studerende, selvbetalerne er endda inkluderet.«

Og hvis Jesper Kallestrup fik fem minutter med Tommy Ahlers, ved han godt, hvad han ville sige til ham:

»Humaniora yder et afgørende bidrag til den samfundsmæssige værdiskabelse, og jeg ville appellere til iværksætteren i ham. Jeg vil gerne være iværksætter på universitetet, men det kræver, at I giver os uhindret rum til at skabe nye uddannelsesinitiativer uden besværlig akkreditering og indblanding i optagelseskriterier, prøveformer, osv.«

En akademisk løbebane i sprint

Som akademisk iværksætter er Jesper Kallestrup hundrede procent selfmade. Allerede som folkeskoleelev af ikkeakademikere i Viborg kastede han lange blikke efter dommere og advokater der defilerede ind og ud af byens landsret. Han ville være en del af det, og han blev optaget på jurastudiet efter gymnasiet. Det holdt et lille år, men der var for meget udenadslære, syntes han.

»Jeg ved ikke, hvor mine ambitioner kom fra, men de var meget store, og det gik godt i gymnasiet med karakterer og sådan noget. I 1992 begyndte jeg på filosofi i Aarhus, og jeg var helt opslugt fra starten. Og på tredje år fik jeg mulighed for at blive udvekslingsstuderende i St Andrews i Skotland på et af de bedste filosofiske institutter i Storbritannien.«

Det halve års udveksling blev til et helt, efterfulgt af et speciale hjemme i Aarhus, siden ph.d. og en postdoc i Skotland, indtil Jesper Kallestrup fik fast ansættelse i Edinburgh i 2005. Som professor forskede, publicerede og underviste han, men ledelsesopgaverne fyldte gradvist mere:

»Jeg syntes det var spændende at være med til at udvikle rammerne, så jeg blev leder af filosofiafdelingen, leder af ph.d.-skolen og til sidst af instituttet.«

Vil følge de studerende tættere

Jesper Kallestrup gør sig mange tanker om de studerende og om hvordan universitetet bør tage et større ansvar for dem, så færre af dem får ondt i livet, som han siger, eller dropper helt ud i løbet af de første år:

»Vi skal blive bedre til at følge de studerende tættere, ved mere effektivt og systematisk at supportere dem og skride ind, hvis der er tegn på mistrivsel – de skal ikke gå så lang tid uden hjælp.«

Hvordan kunne det foregå i praksis?

»Der er meget, vi kunne gøre på et tidligere stadium. Vi har fx en masse data, vi kan følge. Læser de deres pensum, møder de op til undervisningen? Det skal ikke være big brother-overvågning, men vi skal kunne gribe ind tidligere for at hjælpe dem.«

Jesper Kallestrup ved, at det vil kræve ressourcer at øge sådan en indsats, men han er overbevist om, at det er en investering, der kan betale sig for alle, både studerende og universitet:

»Man hører ikke sjældent studerende sige, at deres fag har vist sig at være noget helt andet, end de havde forestillet sig. Vi skal blive bedre til at afstemme de forventninger de har til os og de forventninger vi har til dem. Der er brobygningen og kontakten til gymnasierne meget vigtig, så de studerende træffer de rigtige valg første gang.«

Drømmer om bredere uddannelser

Og når det kommer til selve uddannelsernes design, har den nye dekan også noget med i rygsækken, der involverer helt nye uddannelser på tværs af institutter og fakulteter:

»Vi tænker hele tiden nyt omkring vores uddannelser. Jeg vil gerne have, at vi kan lave uddannelser med bredere profiler, så man i stedet for kun at læse et fag, får kompetencer og indsigter på tværs, der involverer fag fra en bredere vifte, det tror jeg er muligt uden at man kompromitterer kernefagligheden.«

Det er ikke kun kommende studerende, der – om politikerne vil – vil se en større tværfaglighed i uddannelsesudbuddet, også det videnskabelige personale (VIP) skal vænne sig til større fleksibilitet, siger dekanen:

»Det er vigtigt at vi bruger vores VIP på den bedst mulige måde, men vi skal også være opmærksomme på, at det bliver nødvendigt, at man skal kunne indgå i bredere undervisningsteams end lige på ens eget snævre forskningsområde. Det tror jeg vi vil se i fremtiden: at underviserne også skal være mere fleksible i den måde de leverer undervisning på.«

Forskningsintegreret undervisning

Her introducerer Jesper Kallestrup begrebet forskningsintegreret undervisning:

»Det er afgørende at undervisningen er forskningsbaseret, hvis ikke forskningsintegreret – det er en ny term, vi er begyndt at bruge, hvor de studerende bliver en del af selve forskningen. I dag er det typisk sådan, at ansatte forsker et vist antal timer før de kan undervise. Jeg ser for mig, at man simpelthen kan gøre begge dele samtidig, så de studerende er aktive deltagere i forskningsprojekterne i stedet for at forskning og undervisning står over for hinanden. Vores Saxo Institut har spændende ideer på den konto.«

Står det til dekanen, skal de studerende ikke blot integreres i forskningen, de skal også vænne sig til nye undervisningsmåder, hvor man »er i læring hele tiden« snarere end den model, de fleste kender i dag, hvor der er skemalagt undervisning fx tirsdag og torsdag kl. 9-12:

»Alting bliver mere on the go i fremtiden. De studerende vil bruge deres digitale redskaber endnu mere. Der skal stadig være forelæsninger, det er helt sikkert, men undervisningen bliver mere fleksibel, så de får nogle små bites af 10-15 minutter, og så tager de en pause, og så lærer de lidt igen. De studerende får ikke altid tilstrækkelig læring ud af en times envejskommunikation fra en underviser.«

Jesper Kallestrup kan åbenbart se, at Uniavisen mangler fast grund under fødderne, når han taler med begreber som blended learning, flipped classrooms, og e-læringsredskaber, så han uddyber den del af sin strategi med nogle erfaringer fra Edinburgh:

»Alle de forelæsninger jeg gav i min tidligere stilling som filosofiprofessor blev optaget og lagt ud til de studerende. Det gav dem mulighed for at revidere og gå tilbage og fx se hvad der skete forrige uge; de brugte det også som en ekstra ressource i forbindelse med eksamen. I starten var vi bange for om det ville betyde at de skippede forelæsningerne, og om videoerne ville ende op på YouTube, men ingen af delene skete.«

Googl forskning

En anden ny ledelsesopgave, Jesper Kallestrup tager på sig, handler om humanioras status. Fakultetet fortjener et langt bedre brand, og de senere års dårlige presse er ikke fair, mener dekanen, for kandidaterne kommer i job.

»Vi sikrer konstant at vores uddannelser er af høj kvalitet og at vores studerende er parate til arbejdsmarkedet. Alligevel befinder vi os sommetider lidt i skyggen. Hvis du fx googler forskning, vil der poppe en masse billeder af hvide kitler op.«

For tiden arbejder jeg rigtig meget og orker højst at se en krimi i ny og næ

Ja, der er humanioras bidrag måske lidt mere diffust, det er jo ikke humanisterne, der løser kræftgåder …

»Nej, men det nye sort inden for lægemidler er fx kombinationen af big sundhedsdata og genterapi til at udvikle præcisionsmedicin og individualiseret behandling, og også her har humanister meget at byde ind med. Jeg tror, at det er på tværs af videnskaberne – fx humaniora, science, datalogi – vi vil se, at forskningen virkelig rykker i de kommende år. Og humanister bidrager med det normative, værdimæssige, kulturelle, med kommunikation, sprog og historie. Ting, der måske ikke umiddelbart kan kvantificeres, men som er helt afgørende for at forstå menneskets rolle i fremtidens samfund med de kolossale udfordringer vi står overfor.«

Jesper Kallestrup ser lidt desorienteret ud, da Uniavisen gerne vil dvæle ved det kulturelle – er der noget kunst, han vil anbefale? En bog? Film? Og længere ude: en restaurant?

»For tiden arbejder jeg rigtig meget og orker højst at se en krimi i ny og næ. Min dag starter med møder kl. 9, og de fortsætter typisk back to back til kl. 5. Derudover er der konstant e-mails og meget læsemateriale om aftenen. En løbetur i Frederiksberg Have kan det blive til, og så håber jeg at det bliver lidt bedre på sigt, når jeg kender rutiner og mødegange, for dagene er lange i øjeblikket.«