Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Arbejdsmiljø
Årsfest 2022 — Demonstranter mødte op foran festsalen på Københavns Universitet med bannere inden årsfesten. De opfordrede til, at dekanen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet blev fyret.
Artiklen er den 29. november opdateret med en kommentar fra Mikkel Vedby Rasmussen.
En større gruppe studerende på tværs af de samfundsfaglige uddannelser er mødt op foran indgangen til KU’s traditionsrige årsfest ved Frue Plads. De demonstrerer mod dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Mikkel Vedby Rasmussen, som de beskylder for topstyringen af fakultetet og for at have en nedladende tone over for studerende og ansatte. De har forsøgt dialog, fortæller de, men det har ikke rykket noget. Foran sig har demonstranterne en lang række bannere:
»Genindfør demokratiet,« »Mikkel Fejlby,« og »Stop Mikkels tyranni, sæt CSS fri,« står der blandt andet.
En af demonstranterne bag banneret »Fyr Mikkel Vedby« er antropologistuderende Amalie Vestergaard. Mandag den 21. november var hun en af initiativtagerne bag et dialogmøde på Antropologi med dekanen. Hun var en af moderatorerne til mødet og oplevede ikke Mikkel Vedby som lyttende.
»Vi føler alle, at der er problemer med Mikkel Vedbys ledelsesstil og den måde, han taler til studerende og forskere på,« siger hun.
»Han er nedladende over for os studerende, og der er rigtig mange forskere, som ikke tør tale om hans adfærd, fordi de frygter at blive fyret.«
Amalie Vestergaards mål med aktionen er meget simpel. Hun ønsker, at rektor, Henrik C. Wegener, ser demonstrationen og de mange fremmødte studerende og afsætter dekanen.
Er det ikke lidt naivt?
»Nej, nu kan rektor se, hvor mange der er imod Mikkel Vedby, og han har jo magten til at ændre det.«
En anden studerende afbryder for at tale om den seneste arbejdspladsvurdering, som viste, at 41 procent ikke har tillid til dekanatets måde at lede fakultetet på.
»Det burde lede til et krisemøde. Det er et klart signal om, at man har en inkompetent ledelse,« siger den statskundskabsstuderende Christian Nielsen.
Dekan Mikkel Vedby Rasmussen ankommer kort efter til årsfesten og vælger at gå rundt blandt de studerende for at tale med dem. Imens bryder gruppen ud i fællessang:
»Mikkel Vedby den dårligste dekan, Mikkel Vedby han skal ud for fa’en,« synger de.
Uniavisen henvender sig til Mikkel Vedby ved demonstrationen for at få en kommentar til de studerendes demonstration, kritikken af hans ledelsesstil og anklagerne om at fyre kritikere. Det har han ikke tid til, siger han.
Til dialogmødet mandag den 21. november spurgte de studerende ham også ind til nogle forskeres frygt for at kritisere ham. Der svarede han kategorisk, at han aldrig har mødt kritik fra sine ansatte med repressalier.
Efterfølgende er Mikkel Vedby Rasmussen vendt tilbage med et afslag på interview og en kommetar til demonstrationen. Han skriver:
»Resultaterne af fakultetets APV fra foråret har været vendt flere gange – også i Universitetsavisen både fornyelig og tilbage i juni – ligesom kritikken løbende har været diskuteret, og der fortsat bliver iværksat tiltag, der skal løse de problemer, kritikken er et udtryk for. Jeg er ligeledes opmærksom på, at der er en mindre gruppe, der fortsat er yderst utilfredse og med en vrede, der umiddelbart virker svær at tilfredsstille, men det er da en voldsom oplevelse, at der bliver demonstreret mod én samt at blive mødt med råb og smædesang om, at man burde fyres, især set i lyset af, at der er og har været en del muligheder for at diskutere de her ting og komme til orde.«