Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

»Den deprimerende sandhed er, at universitetet ikke blev lavet med sådan nogle som mig i tankerne«

Studieliv — Bella Neergaard er kandidatstuderende på Tværkulturelle Studier, og så har hun autisme og ADHD. Særligt under studiestarten var det en svær cocktail, men hun har lært at række ud efter den hjælp, hun har brug for. Hun opfordrer andre neurodivergente studerende til at gøre det samme.

»Nu rejser I jer alle sammen op og går rundt til hinanden og taler om de spørgsmål, der står på jeres papir«

Bella Neergaard husker underviserens ord. De kom ud af det blå i auditoriet, hvor hun under introforløbet på Tværkulturelle Studier var ved at få en gennemgang af sin nye kandidatgrad sammen med en masse andre studerende. Holdet fik udleveret små stykker papir med spørgsmål, som de nye klassekammerater kunne stille hinanden. Hun kunne mærke panikken komme snigende.

BElla Neergaard

Læser en kandidatgrad i Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet.

Har en bachelor i Scandinavian Studies fra University of Edinburgh, Skotland.

Deler ud af livet med autisme og ADHD via Instagram (@bellaneergaard) og Tiktok (@bella.neergaard).

Ved siden af studiet er hun yogalærer hos Iluma Studio og model hos Fiiri Agency.

’Oh my god, jeg kan ikke det her’, var hendes første tanke. Bella Neergaard blev nødt til at minde sig selv om, at hun godt kunne klare at holde øjenkontakt. At nu skulle hun være modig, rejse sig op og gøre det, som underviseren sagde. At hun ikke skulle være ’hende den autistiske’ – også selvom det, underviseren bad om, var utroligt grænseoverskridende for hende.

»Det er vanvittigt intimiderende for en som mig at lave sådan en øvelse,” fortæller hun, da vi mødes en overskyet morgen på KUA, hvor hun i dag læser på andet semester af sin kandidatgrad.

»Der er så mange nye mennesker og indtryk på én gang. Og så fortæller øvelsen implicit, hvad der forventes af en: At man er social. Det føles som et stort pres. Det kunne godt give mig en følelse af at være isoleret og anderledes.«

Bella Neergaard taler tydeligt og åbenhjertigt. Hun har sit mørkebrune hår slået ud og en afslappet, sort Mitski-bluse på, for hun har været til koncert med den japansk-amerikanske sangerinde for få dage siden. I dag er hun faldet til på studiet og elsker at komme på Søndre Campus, fortæller hun. Men det har været et langt, sejt træk for hende at komme hertil. Og det er der en grund til. I 2019, da hun var i gang med sin bachelor i Scandinavian Studies på University of Edinburgh, fandt Bella Neergaard ud af, at hun havde ADHD. To år efter kom autismediagnosen og med den fulgte en stor lettelse over, at de ting, hun hele livet har bokset med, faktisk var svære af en grund.

På sin vej gennem uddannelsessystemet er hun mange gange blevet trukket gennem aktiviteter, der har været ubehagelige. Situationer med mange indtryk, nye mennesker, høje lyde og meget lys. Alt sammen faktorer, som kan virke overvældende for en med autisme, fortæller Bella Neergaard. Og som introøvelsen på kandidatgraden illustrerer, er hun også på Københavns Universitet til tider nødt til at gå på kompromis med sig selv, for at kunne være med.

»Den deprimerende sandhed er, at universitetet ikke blev lavet med sådan nogle som mig i tankerne. Derfor skal man ikke blive overrasket, når den måde, man bliver bedt om at arbejde på, ikke passer til en,« fortæller Bella Neergaard.

Et eksempel på det er forelæsningerne, der nogle gange tager op til tre timer.

»Tre timer! Altså what?!” siger Bella Neergaard med et grin.

»Jeg har ADHD, hvordan skulle jeg nogensinde kunne koncentrere mig så længe?«

Ud over de lange forelæsninger har Bella Neergaard haft svært ved at finde rundt i de mange systemer og processer, man som studerende skal igennem, hvis man som hende har behov for at bruge ekstra tid til studierne. Hertil kommer, at hun på grund af sin autisme er nødt til at bruge mange kræfter på at forstå universitetets uskrevne regler. De små ting, som mange andre tager for givet eller slet ikke lægger mærke til.

»Da jeg fik min første læseplan, læste jeg ALTING. Ord for ord. Jeg lavede noter til det hele. For ingen fortalte mig, at det mere handlede om at skimme tingene. Jeg brugte timevis på at læse, og så talte underviseren ikke engang om det, vi havde læst i timerne. Den slags ting er slet ikke intuitive for mig,« fortæller Bella Neergaard.

Mange kender ikke til hjælpen

Men hun klarer den. For selvom det kan være svært at navigere i universitetsverdenen, er der hjælp at hente. Allerede inden Bella Neergaard startede på sin kandidat på Københavns Universitet, var hun kommet med i den såkaldte SPS-ordning, som giver særlig hjælp og støtte til studerende med funktionsnedsættelser. I 2020 var der omkring 800 studerende med psykiske funktionsnedsættelser på Københavns Universitet, der modtog støtte fra ordningen.

Igennem SPS har Bella Neergaard en mentor, som hjælper hende med at organisere hverdagen og udpege de usagte regler. Hun har også en studierådgiver, som hun løbende sparrer med. Dog ærgrer hun sig over, at man er nødt til selv at være opsøgende for at få den hjælp, man skal bruge.

»Jeg skulle selv have fingeren ud og booke alle møderne. For folk uden en diagnose, kan det måske lyde rimelig let. Men det kan være virkelig svært, især for folk med ADHD,« forklarer Bella Neergaard.

»Jeg er heldigvis meget proaktiv, selvom jeg har min diagnose, men jeg ved, at der er andre derude, som virkelig kæmper med det. Og jeg tror, at der er mange neurodivergente studerende (studerende med atypiske hjernekarakteristika, red.), der slet ikke kender til den hjælp, som de er berettiget til. Ingen fortæller dem det.«

Antallet af studerende med psykiske funktionsnedsættelser på landets videregående uddannelser er steget støt det seneste årti. I 2010 var godt 1.500 indskrevet, mens antallet i 2020 lå på godt 6.000, viser en ny rapport fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Samme rapport fortæller, at knap hver tredje studerende med psykisk funktionsnedsættelse afbryder studiet, inden der er gået to år. Det samme gælder hver fjerde studerende uden funktionsnedsættelse.

Bella Neergaard mener, at neurodivergente studerende skal huske sig selv på, at universitetets rammer og vilkår ikke er nemme at navigere i. For hvis man gør det, bliver det lettere ikke at blive skuffet over sin egen præstation og i stedet slappe af og hvile i de små sejre. Opmærksomhed på at det kan være svært at være neurodivergent på universitetet, kan samtidig også gøre det nemmere at føle sig berettiget til den hjælp, der er til rådighed. For Bella Neergaard har SPS-ordningen været uvurderlig – ikke blot i forhold til at klare den rent praktiske del af studiet.

»Jeg får en følelse af, at der er nogen, som passer på mig. At jeg ikke behøver at have styr på det hele eller forklare mig selv til folk. De professionelle, som hjælper mig, tager mig, som jeg er. Det er så rart,« fortæller hun.

»Hvad laver jeg her?«

Især under introugen på kandidatgraden kæmpede Bella Neergaard med at føle sig god nok. Hendes hoved var fyldt med en masse tvivl om, om hun overhovedet kunne være bekendt at starte på Københavns Universitet:

»Da vi lavede præsentationer af os selv, virkede det som om, at alle havde en plan med, hvorfor de var der. Så jeg begyndte at tænke på, om en anden burde have fået min plads. En, som havde en plan og ingen diagnoser. Hvad laver jeg her, spurgte jeg mig selv.«

Bella Neergaard kamuflerede sine autistiske træk for at passe ind blandt de nye studiekammerater. Kamuflage er noget, hun har tyet til, siden hun som barn blev mobbet for at være anderledes og have svært ved at holde på venskaber. Det er en forholdsvis normal strategi at forsøge at skjule sine autistiske træk, og det er især udbredt blandt kvinder med autisme, viser nyere studier. Hvordan kamuflagen kommer til udtryk, er individuelt fra person til person, men Bella Neergaard fortæller, at hun blandt andet gør det ved at holde øjenkontakt længere tid, end det er naturligt for hende og ved at indøve sociale interaktioner, inden hun indgår i dem.

Som ugerne på studiet gik, blev Bella Neergaards blik på sig selv og de medstuderende mere nuanceret. Hun fandt ud af, at de andre ikke havde nær så meget styr på deres liv, som hun først havde troet. Folk droppede ud eller afslørede deres tvivl om fremtiden, da hun lærte dem bedre at kende. Samtidig fandt Bella Neergaard ud af, at hun ikke var den eneste neurodivergente på sit fag. To andre studerende på hendes hold havde det på samme måde.

»Jeg fandt kun de andre, fordi de var åbne omkring deres diagnoser, og fordi jeg var. Så begyndte vi at tale sammen om SPS, hobbyer, alt muligt. Det gav mig en følelse af ikke at være alene. Der var nogen, der var ligesom mig.«

For Bella Neergaard gjorde mødet med andre neurodivergente på studiet en stor forskel. Det gav hende stolthed.

»Da jeg startede på min kandidatgrad, kan jeg huske, at jeg tænkte: Er jeg ude, hvor jeg ikke kan bunde her? Det er jo et ryk op på uddannelsesstigen. Kan jeg virkelig finde ud af det? Så mødte jeg endnu en neurodivergent studerende. Han var også autist og havde ADHD ligesom mig.  Han sagde, at man sagtens kan få det til at fungere. Han klarede det fint. Det vigtigste, han fortalte mig, var, at os med diagnoser skal huske på, at det er en kæmpe bedrift at være nået hertil. For det sker virkelig sjældent.«

For Bella Neergaard er der ingen tvivl om, at det er hendes gode venner på studiet, som har givet hende motivationen til at blive på universitetet. Uden dem var hun droppet ud, fortæller hun.

»Mine venner er rigtig støttende. Forleden huskede min veninde Frederikke eksempelvis, at jeg virkelig ikke kan lide for meget lys i klasselokalerne. Så hun sagde til de andre på holdet: »Gutter, kan vi lige slukke lyset?« Det huskede hun bare om mig. Jeg undlader tit at sige det, for jeg vil ikke gøre et nummer ud af det. Men hun sørgede for mig. Det gjorde mig glad.«

Gennemsigtighed, tak!

Den nyeste undersøgelse fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen viser, at studerende med psykiske funktionsnedsættelser generelt trives væsentligt ringere på studiet end deres medstuderende. I styrelsens nye rapport lyder anbefalingerne derfor blandt andet, at undervisningsinstitutioner tager større ansvar for at tilrettelægge studiestarten ud fra et universelt design, som kan rumme alle typer studerende, samt at underviserne klædes bedre på til at skabe gode deltagelsesmuligheder for alle, og at man i højere grad understøtter fleksibilitet og alternativer til gruppearbejde.

Bella Neergaard har aldrig følt sig direkte dårligt behandlet eller diskrimineret af Københavns Universitet på grund af sine diagnoser, understreger hun. Hendes kritik handler mere om, hvad universitetet ikke gør for at inkludere studerende som hende, især i introforløbene. Ud over inklusionen savner hun, at universitetet gør mere for at nedbryde fordomme om neurodivergente studerende. Hun husker, hvordan de på hendes studie i Edinburgh havde en ’Disability Awareness Month’ med begivenheder, talks og andet, der fejrede folk med funktionsnedsættelser. Lidt ligesom Pride Week eller Black History Month, forklarer hun.

»Det var så fedt, og det kunne være virkelig sejt, hvis det også var på KU. Hvis der var den slags begivenheder, ville det ikke føles så meget som et tabu at være autist,« siger Bella Neergaard.

Selv har hun taget initiativ til mere åbenhed om sine diagnoser via sin Instagramprofil, hvor hun har godt 4.000 følgere. Der deler hun ud af sit liv og giver råd til andre neurodivergente studerende.

»Det betyder meget for mig, når folk eksempelvis skriver: ’Hej, jeg læste dit Instagramopslag, og det motiverede mig til at få undersøgt, om jeg har ADHD’. Jeg kan mærke, at folk kan relatere til det, jeg skriver. Jeg elsker, når det jeg laver på Instagram, kan hjælpe andre.«

Annonce

Seneste