Den eksperimenterende emeritus

»Nu overlader jeg posten til en yngre forsker – hvis altså økonomien tillader, at der kommer en ny til at erstatte mig.«

Sådan skrev Tania Ørum i 2015, da hun var fyldt 70 og stoppede som lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Hun skrev et helt lille kampskrift, Brev til en ung universitetskollega, der blev bragt i avisen Information.

I sit akademiske testamente opfordrer hun sin yngre efterkommer til at danne alliancer »for at finde fælles modstandsformer. For humaniora er under angreb fra politikere, der lægger mere og mere bureaukrati, tidspres, topstyring og nedskæringer ned over studerende og undervisere.«

Hun bruger sig selv som et historisk eksempel på universitetets udvikling, siden hun begyndte sine studier på Engelsk Institut i 1965.

Tania Ørums egen historie legemliggør tidsånden med syrede happenings, frie ammebryster og feministiske læsninger af gamle klassikere. Hun er født i 1945 og tilhører den første generation af veluddannede kvinder, for hvem det personlige og det politiske smeltede sammen. Således også i kampskriftet.

En københavnsk salon

Tania Ørums hjørnelejlighed på Indre Østerbro er måske det tætteste, vi kommer på en ægte københavnsk salon. Lejligheden er stor, og lysindfaldet er overvældende og holder varmeudgifterne nede.

Tania Ørum købte lejligheden med sin mand på et godt tidspunkt for 14 år siden, så hun sidder billigt. I dag bor hun alene. Hendes mand, Claus, fik svær Alzheimers for et par år siden. Nu er hans sprog faldet fra hinanden, og han er flyttet på plejehjem i De Gamles By. Af den grund får Tania Ørum en ny seng leveret senere på dagen:

»Det var en lidt sørgelig følelse at ligge i den ene side af en stor dobbeltseng. Nu får jeg en halvanden-personers, og så vil jeg ligge i midten.«

Når jeg læser, kan jeg identificere mig med alt muligt, selv det mindste kræ i Mumitroldene.

Hun undskylder et par bunker med bøger og papirer, som Uniavisen ellers ikke ser, fordi andre ting fanger øjet: Væggene er malet i sarte grønne, gule og grå farver, som Tania Ørum har fået blandet efter et inspireret besøg på Victoria and Albert Museum i London. Og på væggene er der opsigtsvækkende og kras kunst, som vi er nødt til at vende tilbage til.

»Jeg har været i gang med at rydde lidt op,« siger Tania Ørum. Hendes mand var oversætter, og i dag er nogle af hans mange bøger røget ud. Fx mente Tania ikke, at hun nogensinde kommer til at læse Hegels samlede værker på tysk.

Der er reoler i alle rum. I arbejdsværelset er der bøger fra gulv til loft, og Tania betjener sig af en stige for at nå de øverste hylder i den ene ende. Når hun skal op til bøgerne i modsatte hjørne, balancerer hun på armlænet af en lille sofa, men hun er begyndt at tænke, at det måske ikke er så smart hendes 77 år taget i betragtning.

Når Tania Ørum beretter om sit arbejdsliv, går en stædig handlekraft igen: Hvis der er noget, du er utilfreds med, må du ændre det, og hvis der er noget, der mangler, må du skabe det.

Og det har hun gjort. Først i den kollektive rus, som opstod blandt kvinder, der ikke længere ville lade sig dominere af mænd. Og så blev pilen rettet mod de magtfulde ældre professorer på universitetet, der bare »vendte bunkerne« som Tania Ørum kalder det.

Senere også i hendes forskning og undervisning. Da det langt om længe lykkedes hende at få en fast stilling på universitetet i 1991, måtte hun kæmpe for at få lov at undervise i en litteratur, der lå uden for kanon. Og da hun begyndte at interessere sig for avantgarderne, måtte hun også finde nogle andre at lege med, for den forskning var der ikke nogen, der interesserede sig for på Litteraturvidenskab.

Skabte et kritisk universitet

Tania Ørum slæbte sig gennem engelskstudierne fra 1965 til 1971, for alt det, hun oplevede uden for universitetet, var langt sjovere end det, der foregik under de »temmelig støvede« forelæsninger.

Hendes daværende kæreste Hans-Jørgen Nielsen var forfatter og en del af det eksperimenterende avantgardemiljø, som ville bringe den nye kunst ud til folket gennem forskellige happenings.

At folket ikke ret gerne ville have den grænseoverskridende kunst, er et paradoks, Ørum senere har beskæftiget sig med i sin forskning i de avantgardebevægelserne.

Samtidig var studerende andre steder på universitetet godt i gang med at vælte det professorvælde, som Tania Ørum havde mærket på sin egen krop, for hun blev undervisningsassistent på Engelsk, der dengang var en eksklusiv klub for professorer:

»De ville helst ikke have, at jeg kom på instituttet. Jeg var nødt til at banke på, for jeg skulle jo have kopieret nogle ting til de studerende, men det var med stort besvær, at jeg fik adgang til instituttet, det havde kun professorerne,« siger Tania Ørum og tilføjer besk:

»De fik så til gengæld udvidet sekretærbetjening til den sparsomme forskning, de bedrev.«

Da Tania Ørum var blevet kandidat, troppede hun og et par andre op hos rektor Mogens Fog og sagde, at de ville lave et kritisk universitet for engelsk sprog og litteratur.

»Okay, sagde Mogens Fog, der var et fornuftigt menneske. Vi kunne få et lokale ude på Søndervold, hvor vi så kunne vi dele en duplikator med det kapitallogiske tidsskrift Kurasje.«

Tania Ørum husker, at tidsskriftfolket talte til dem, som om de var høns. Men Engelsk Alternativ Projekt var en realitet, og her lavede kvinderne feministiske læsninger af Jane Austen og underviste i nye sprogvidenskabelige strømninger. Og i trit med tidsånden besluttede de, at mænd ikke skulle have adgang på deres hold:

»Erfaringen var, at man lynhurtigt blev domineret af de mænd, der var, også selv om de var i undertal.«

De første kønsstudier på KU

»Det næste jeg var med til, er universitetshistorisk,« siger Tania Ørum:

»Vi var fire kvindelige undervisningsassistenter, der på Engelsk Institut oprettede et tilvalg i feministiske studier. Det ville være umuligt i dag at forestille sig, at man nedefra kan oprette noget som helst.«

Der var modstand i lærergruppen, men de studerende havde med studenteroprøret fået halvdelen af stemmerne i studienævnet. Ørum fortæller, at censorerne fandt undervisningsteksterne alt for svære, men:

»De studerende kunne sagtens læse dem, for teksterne handlede om ting, der brændte på i deres egne liv.«

Senere, fortæller Tania Ørum, var der forskellige forsøg på at koordinere de feministiske kurser på forskellige fag, og det endte i 1982 med oprettelsen af Center for kvindeforskning.

I de første år var det en fest at være på centeret, siger Tania Ørum, især fordi der var livlig udveksling med folk fra forskellige fakulteter.

»Der var hele tiden nye faglige kræfter, og vi udviklede nye ideer og kurser sammen på kryds og tværs, det var virkelig spændende, også forskningsmæssigt.«

Med firserne kom en ny økonomisk struktur, hvor institutterne skulle styre deres egne budgetter, og det »sømmede folk fast til institutterne,« fortæller Ørum:

»Så var der ingen, der ville låne deres ansatte ud længere, og så var det sådan set færdigt med at være sjovt,« siger hun, men tilføjer, at centeret jo stadig findes, og at det har haft enorm betydning for kønsforskningen i Danmark.

Kvindeforskning blev i centerets navn erstattet af kønsforskning, og i dag hedder det Center for Køn, seksualitet og forskellighed.

Feminismen er hærget

Halvfjerdserfeministen Tania Ørum har det lidt stramt med nogle af de feministiske temaer i dag, samtidig med at hun er bekymret over, at man stadig skal kæmpe for ting, som man dengang troede var vundet, fx abortretten.

»Kvindebevægelsen i halvfjerdserne ville vise, at kvinder er stærke, og at der ikke er nogen forskel på, hvad kønnene kan. Der kom en efterreaktion i firserne, hvor man igen troede på, at man fødes lyserød eller lyseblå. Og de små piger i børnehaverne har gået rundt og lignet små dukker, der ikke kunne klatre i træer. Den linje bliver jo brudt af de antibinære tendenser i dag, og det synes jeg er fint. Jeg har bare fra mit udgangspunkt svært ved at forstå, at man skal police grænserne for forskellige former for køn og adfærd og hævde en kategori som identitet, andre ikke kan benytte eller låne fra.«

Derfor har Tania Ørum det svært med nogle af de identitetspolitiske strømninger:

»Det er helt modsat den form for feminisme, vi i sin tid kæmpede for, der netop handlede om ikke at ville spærres inde i en identitet. Vi kæmpede for vores ret til at være kvinder på alle mulige måder.«

Tania Ørum abonnerer ikke på ideen om, at menneskers forestillingsverdener skulle være så forskellige. Alle kan indleve sig i alt muligt, ikke mindst i læsningen, endda med ting, der ligger meget langt fra os selv:

»Når jeg læser, kan jeg identificere mig med alt muligt, selv det mindste kræ i Mumitroldene. Jeg tror slet ikke på identiteten som fast, og her er jeg også præget af psykoanalysen, så jeg har vanskeligt ved at forstå, at man vil hævde en identitet, hvor andre ikke må være med. Med mine livserfaringer kan jeg slet ikke se det på den måde,« siger Tania Ørum og holder en lille pause, før hun tilføjer:

»Jeg opfatter den meget individuelle og moralske form for kønspolitik, man ser i dag, som afpolitiseret. Men det er jo vigtigt at lave alliancer, ellers kommer man ingen vegne. Man er nødt til at skabe brede alliancer, hvis man vil have politisk gennemslagskraft.«

Ikke så akademisk at det gør noget

Den kunstneriske avantgarde var ikke bare med til at inspirere Tania Ørums eksperimenterende tilgang til universitetet – hendes hjem vidner om, at hun er tæt på avantgarden i mere end en forstand.

Over en sofa hænger et værk af John Davidsen, som Ørum kalder »det første danske stykke pop art«. Det består af blandt andet af udklip fra Daells Varehus-kataloger.

»Han solgte ingenting. Værkerne stod i årevis i kærestens havehus, men så ringede jeg efter Birgitte Anderberg (museumsinspektør på Statens Museum for Kunst, red.), og hun fik hans værker ind på Statens Museum. Han var gammel og gik med rollator, men han nåede at opleve at komme på museum.«

Der hænger også et større værk af Kirsten Justesen, som blev folkeeje med DR’s Kunstnerkolonien, men som immervæk var smal avantgarde og feministisk pioner inden da. Og to værker af Paul Gernes.

»Det der hedder 100 slag med en hammer,« siger Tania Ørum grinende – og det er præcis, hvad det ligner. Ørum har også selv oplevet at få nogle slag i forbindelse med sin første store udgivelse.

Bogen Pamelas døtre blev til under Tania Ørums år på center for kvindeforskning og udkom i 1985. Bogen undersøger med læsninger af blandt andre Charlotte Brontë og Virginia Woolf, om der findes en egentlig kvindelitteratur med tradition for en særlig udtryksform, der er adskilt fra mænds. Det gør der ikke, konkluderer Ørum.

Bogen fik en vældig positiv modtagelse i offentligheden.

»Ja, den kom vidt omkring. Når jeg var hos lægen eller et eller andet, havde folk også hørt om den.«

Pamelas døtre er skrevet i et sprog, hvor alle kan være med. Til gengæld har det kostet Tania Ørum en doktorgrad. Hun indleverede den som disputats, men den blev ikke antaget.

»Jeg overvejede, om jeg skulle klage, men jeg vidste godt, at jeg ikke havde overholdt de akademiske formkrav. Jeg nedtonede hele notebatteriet, for jeg ville hellere prioritere illustrationer. Jeg synes faktisk, at min læsning af Woolf er akademisk holdbar, men den er ikke pakket ind som en disputats med de specifikke krav, der følger med. Ikke desto mindre skrev jeg i en rasende kronik i anledning af, jeg fik Georg Brandes-prisen for bogen, at Brandes og jeg lignede hinanden på det punkt. Hans bøger fik netop betydning, fordi han ikke skrev så akademisk som sine samtidige.«

Selv om der ville følge både titel og privilegier med, hvis Tania Ørum producerede en godkendt disputats, fik det hende ikke til at ændre strategi ved det næste store forskningsprojekt om avantgarden, der blev til bogen De eksperimenterende tressere, som udkom i 2009, og som anmelderne kaldte et storværk.

»Den tror jeg sådan set godt, jeg kunne have indleveret som disputats, men så skulle der skrives akademiske følgetekster og et summary på både engelsk og dansk og bla bla, og det fik jeg aldrig taget mig sammen til. Jeg synes hele tiden, at det næste projekt er mere interessant.«

En punket balance

Avantgardeforskningen greb om sig, og i august 2022 udkom sidste mursten i et engelsksproget firebindsværk om de nordiske avantgardebevægelser i det 20. århundrede. Tania Ørum har lagt den store basse frem på bordet mellem os, og hun banker indimellem på den, når hun vil understrege en pointe. Hun har været hovedredaktør på jætteværket, og arbejdet med de fire bind har taget 20 år.

Hun er glad for bogens forside med et urovækkende værk af en kvindelig islandsk kunstner, der forestiller en slangelignende gestalt i en bunke. Dimsen har mange kloagtige negle med metallisk lilla neglelak, og Tania Ørum siger, at værket både er feminint og ulækkert, og at det »balancerer noget smart med en kant, der kradser ligesom punken.«

»Da jeg begyndte på avantgardehistorien, var jeg nødt til at videreuddanne mig inden for kunsthistorie, musikvidenskab, teater og så videre, for avantgarderne har det jo med at overskride grænserne, og de senere år har jeg været mere kunsthistoriker end litterat, siger Tania Ørum og kalder det at undervise på universitetet for »en rullende videreuddannelse«.

Da Tania Ørum gerne ville lave et Gertrude Stein-kursus på Litteraturvidenskab, blev det længe afvist af instituttet som alt for marginal og vanskelig litteratur: »Det tog en krig at få lov.«

I dag er det ledere uden faglig indsigt, der træffer beslutningerne.

»Man kan ikke læse Stein, som man læser andre tekster, man skal lære at læse forfra. Når jeg gav mine studerende tekster af Stein, har de tit klaget over, at de var ulæselige. Men så snart man læser teksterne højt, er alle med,« siger Tania Ørum.

Det rygtes, at Ørum fortsat har kontakt til en god del af de studerende, hun har undervist gennem tiden. At selv om kurset slutter, fortsætter relationen. Flere af dem, hun har vejledt til »fremragende specialer« om Stein, ser hun fortsat i et Steinselskab, hun har været med til at danne. Og mange har udviklet sig til egentlige venskaber.

Det var ikke kun den smalle litteratur, Tania Ørum måtte kæmpe for på Litteraturvidenskab:

»Ingen var rigtig heller interesserede i de avantgardeprojekter, jeg havde på Litteraturvidenskab, hvor man typisk har været mere klassisk orienteret mod en bestemt realistisk og modernistisk kanon fra slut 1700-tallet med hovedvægten på fransk og tysk.«

Men det stoppede ikke Tania Ørum. Hun søgte – og fik – eksterne bevillinger og ligesindede, først i et dansk netværk, hun var med til at stable på benene, og som siden blev udvidet i Norden.

»Så måtte jeg jo finde nogle andre at diskutere det med.«

Bureaukratiets universitet

»Nu har jeg tænkt, at det skal være slut med de der giga projekter, for det har jo faktisk også været et temmelig anstrengende arbejde,« siger Tania Ørum og trommer let på bind 4 af A Cultural History of the Avantgarde in the Nordic Countries 1900-2020.

I dag har Ørum været emeritus i syv år. Hun skønner, at hun arbejder et sted mellem fire og seks timer dagligt.

»Jeg tænkte, at en af fordelene ved at være emeritus var, at jeg kunne have mine forskningsbevillinger stående på universitetets konto, så jeg undgik at hyre en ekstern revisor. Men det må man ikke længere, og det er jo helt gak,« svarer Tania Ørum på spørgsmålet om, hvilke fordele der ligger for hende i emeritusaftalen med Københavns Universitet.

»Jeg har stadig min KU-mail, jeg kan benytte mig af kopimaskiner på instituttet, og jeg har mine publikationer stående på universitetets hjemmeside som en slags visitkort. Og så hjælper det, når man skal søge penge, at man har tilknytning til universitetet og ikke er et fritsvævende atom.«

Bortset fra det er fordelene til at overskue. Tania Ørum siger, at instituttet meget gerne vil være fleksibelt, men at »de tekniske ordninger er, som de tekniske ordninger er.«

Som emeritus kan man stå til rådighed for forskellige opgaver, men man må generelt ikke aflønnes, hvorfor det er lidt begrænset, hvad universitetet kan bruge sine emeritusser til:

»Man kan være involveret i eksamensopgaver, og i princippet må man også gerne vejlede. Det har jeg gjort indimellem, når der var virkelig interessante projekter, jeg gerne ville være med til.«

Som Tania Ørum skrev i sit kampskrift, da hendes ansættelse stoppede, er hun selv et lille stykke universitetshistorie, og i hendes liv har hun set Københavns Universitetet ændre sig fra professorernes universitet, som hun startede på, men som studenteroprøret fik omdannet til de studerendes og undervisernes universitet til i dag at være »bureaukratiets universitet«.

»Ingen af de ting, jeg har været med til at stable på benene på Københavns Universitet, ville kunne lade sig gøre under den nuværende struktur,« siger hun.

Når regeringen et par dage efter Uniavisens besøg hos Tania Ørum foreslår at barbere flere kandidatuddannelser på især humaniora og samfundsvidenskab ned fra to til et år, er det et syvmileskridt i den gale retning, for i dag er det allerede systemerne, der definerer, hvad der kan lade sig gøre:

»Alene it-systemerne gør ting ekstremt ufleksible. Bureaukratiet har holdt sit indtog, og i dag er det ledere uden faglig indsigt, der befinder sig langt væk fra institutterne, som ender med at træffe beslutningerne. Det gælder, så vidt jeg kan se, på alle niveauer, og det er ekstremt skadeligt for forskningen og undervisningen.«

At universitetsbestyrelsen netop har besluttet, at der skal tilbageføres 200 millioner kroner fra administration til forskning og undervisning, mildner ikke Tania Ørums dystre blik:

»Som jeg ser det blive udmøntet på Litteraturvidenskab, betyder det bare afskedigelser blandt det administrative personale, som i forvejen er temmelig presset. De bliver færre og skal løbe stærkere, for spørgeskemaerne og indberetningerne og alt det der bliver jo ikke færre. Så det vil blot bidrage til yderligere stress og bøvl mellem undervisere og administration, for man kan jo heller ikke servicere forskerne, når man i forvejen løber på gangene for at passe det grundlæggende.«

Selv har Tania Ørum besluttet at sætte tempoet – lidt – ned.

»Nu hvor jeg ikke har så mange ydre forpligtelser, kan jeg jo kaste mig over forskellige små morsomme projekter i stedet, ikke?«

Et projekt, der tænder ilden i de brune øjne, er den østeuropæiske avantgarde. Tania vil gerne fokusere på Jugoslavien: »De har en fantastisk avantgardehistorie. De startede en kunstskole i Ghana!«

Selv om Tania Ørum savner de »fabelagtige studerende«, nyder hun ikke at skulle tidligt op og suse ud ad døren. Og der er masser af tekster, der skal skrives, udstillinger, der skal besøges, og ture, der skal vandres:

»Jeg skal helst gå 10.000 skridt om dagen, for der skal mere og mere til. Jeg er jo en gammel dame nu, og så springer man ikke bare tilbage i facon.«

De fem faste

Hvad er din karrieres højdepunkt?

Feminismen, at det personlige er politisk, har haft livslang betydning for mig sammen med ungdomsoprørets aktivisme og marxismen. Senere har avantgardeforskningen været et højdepunkt i min forskningskarriere.

Sjovt at du fremhæver dit tidligste og dit seneste arbejde …

Ja, jeg tror, at kvinder tit tager lidt længere tid. Det kan jeg også se på mine studerende: Kvinderne er ofte superdygtige, men de skal have et lille skub i ryggen, for de har ikke den samme selvtillid, som mænd åbenbart stadig har med.

Hvilken bog ville du ønske, du selv havde skrevet?

Der er sikkert mange. Jeg har ikke tænkt det på den måde.

Har du en yndlingsbog?

I mange år var jeg virkelig glad for Virginia Woolf. Og jeg har kunnet flere af hendes bøger, især To the Lighthouse nærmest udenad. Jeg har også været meget, meget glad for Shakespeare, som jeg skrev speciale om. Nogle af hans ord bliver ved at komme tilbage til mig. I de senere år har jeg været optaget af Gertrude Stein. Men der er heldigvis stadig mange gode bøger at læse, både gamle og nye.

Hvad handlede din tiltrædelsesforelæsning om?

Sådan en holdt jeg ikke. Jeg begyndte bare på Litteraturvidenskab. Men jeg lavede et kursus, som stadig er sjovt, om ordene og tingene. De studerende syntes, at det var meget anderledes end den undervisning, de var vant til. Jeg har sjældent undervist sådan, at jeg ville bibringe de studerende noget, jeg selv vidste i forvejen. I stedet har det være eksplorativt, og nogle fandt den stil løs og anstrengende, andre syntes, det var sjovt og engagerende.

Og din afskedsforelæsning?

Til min afsked talte jeg mest om universitetspolitik. Jeg mener, at universitetet bør være et sted med en meget mere åben og frugtbar udveksling mellem lærere og studerende, der ikke dikteres af forskellige ting der dumper ned fra administrationen.

Har du et yndlingssted på Københavns Universitet?

Nej, som gammel freelancer har jeg mest arbejdet hjemmefra. Men jeg har været glad for at komme på instituttet til undervisning og vejledning. For mig er de studerende det bedste ved universitetet. På Litteraturvidenskab er der så mange gode studerende.

Hvilken emeritus skal Uniavisen besøge næste gang?

Lene Koch! Hun har i endnu højere grad end jeg lavet sin egen uddannelse og skiftet fag. Vi mødtes på Engelsk, hun endte på Folkesundhedsvidenskab, og så har hun forsket i meget touchy emner.