Den simple bedrift at oversætte

»Den største udfordring var helt klart at tvinge Mo Yans abstrakte prosa ned i en form der fungerede på dansk. Han skriver på en intens rus af te og cigaretter, indtil inspirationen på et tidspunkt er opbrugt,« fortæller den danske oversætter Peter Damgaard fra en støjende internetcafé i Beijing.

Han har siden han blev ph.d. i vinter arbejdet med Mo Yans Tiantang Suantai zhi Ge, på dansk Hvidløgsballaderne, en fortælling om hvidløgsbønders hårde vilkår i 80’ernes Kina.

Mo Yans rytme er svær

Peter Damgaard begyndte at studere kinesisk på Københavns Universitet i 1999 og hans fokus var fra starten litteraturen. I en boghandel i Shanghai fandt han ved et tilfælde bogen Yecao (oversat til engelsk som Wild Grass) af Lu Xun, faderen til moderne kinesisk litteratur, og siden da har han nærmest ikke lavet andet. Der virker derfor helt naturligt, at han som det første efter sin ph.d., skulle oversætte en kinesisk roman til dansk.

Det første store problem Peter Damgaard stødte på var Mo Yans sproglige tempo og flow.

»I det første udkast forsøgte jeg at ramme rytmen i denne flydende stil, men det blev hurtigt klart at det fungerede elendigt på dansk. Derfor blev jeg nødt til at domesticere teksten, ligesom mange af de andre oversættere har gjort.«

Lærte af andre oversættere

En del af æren for Mo Yans succes i Europa og USA må tildeles den engelske oversætter Howard Goldblatt, en veritabel rockstjerne inden for kinesisk litterær oversættelse. Velformuleret og belæst med et nært forhold til Mo Yan, er han en uvurderlig kilde for andre oversættere.

At oversætte en forfatter, som allerede er oversat, er nemlig ikke bare at oversætte en tekst.

»I begyndelsen var jeg opsat på at undgå at lade mig påvirke af de andre oversættelser, og undlod bevidst at se på andet end det kinesiske forlæg. Nok mest fordi jeg var uerfaren i det her game, og måske lidt naiv,« siger Peter Damgaard.

Bogen er også oversat til svensk af Anna Gustafsson Chen, en oversættelse som helt uundgåeligt har sat sit præg på den danske.

»Der eksisterer en forventning om, at min oversættelse skal ligne de andre. Jeg har derfor snakket frem og tilbage med Howard og haft en finger i den svenske oversættelse, samtidig med, at jeg har oversat fra den kinesiske. De andre oversættelser kommer til at fungere som en slags sekundære originaltekster og er derfor svære at komme udenom.«

Datteren skal arve kostbart manus

Mo Yan skrev ifølge eget udsagn sin 500.000 tegn lange roman Shengsi Pilao (på engelsk blev det til Life and Death Are Wearing Me Out) på toogfyrre dage – med papir og pensel, ikke desto mindre. Han havde hørt, at håndskrevne manuskripter kunne blive mange penge værd i fremtiden og har testamenteret siderne til sin datter.

»Han udtænker sine historier i hovedet, før han sætter sig ned og nedfælder det hele på papir på relativt kort tid. På et eller andet tidspunkt har han skrevet sig træt og sætter det sidste punktum, selv om alle trådene måske ikke nødvendigvis er samlet op,« siger Peter Damgaard.

Det skaber problemer for oversætteren. Landskabsbeskrivelser flyder ud i lange ordstrømme og flettes sammen med resten af narrativen, uden at der bruges ret mange kræfter på at forklare, hvad der i virkeligheden foregår.

»Jeg vil mene at han trækker på den orale fortælletradition, hvor hensyn til nøjagtighed ikke spiller en så stor rolle som historien selv,« siger Peter Damgaard.

Mo Yan remixede sin bog

Romanens tyvende og sidste kapitel afspejler dette. I den oprindelige udgivelse var sidste kapitel en samling af fiktive avisartikler, samlet i en hastig afrunding af historien. Da Howard Goldblatt havde oversat romanen og sendt den til det amerikanske forlag, fik han dog en tilbagemelding om, at det sidste kapitel ikke kunne bruges.

Han tog kontakt til Mo Yan, som lovede at se på det, og ugen efter modtog Howard et nyt kapitel i posten.

Det nye ’sidste’ kapitel er kommet med i efterfølgende kinesiske udgivelser, klemt ind lige før det originale afsluttende kapitel.

Ingen ven af Salman Rushdie

Manden bag pseudonymet Mo Yan, Guan Moye, er en kontroversiel skikkelse. Han er medlem af kommunistpartiet, formand for forfatterforbundet og fortaler for regeringsstyret censur.

Ved et pressemøde i Stockholm sammenlignede Mo Yan censuren i Kina med sikkerhedstjek i lufthavne. En uheldig analogi, som fik Salman Rushdie til at kommentere i The Guardian, at Mo Yan derfor drog en moralsk lighed mellem terrorisme og dissidentlitteratur.

»Man kan vel grundlæggende ikke bebrejde manden, at han forsøger at overleve i et totalitært system,« siger Peter Damgaard, mens han tilføjer, at kritikken af Mo Yan bestemt ikke er uberettiget. »I virkeligheden havde han nok helst været fri for at skulle tage stilling til det, han virkede påfaldende uforberedt på spørgsmålene fra den internationale presse.«

Nu kan danskerne selv snart læse, hvad al postyret går ud på. Hvidløgsballaderne udkommer i oktober fra forlaget Batzer & Co. Det er en skarp kritik af korrupte embedsmænd, uden dog at være en direkte kritik af kommunistpartiet. Det er en lokal fortælling af en mand der navigerer i et vanskeligt politisk miljø.

Peter Damgaard arbejder nu på Beijing International Studies University.

uni-avis@adm.ku.dk