Den spillende træner

De fleste forbinder nok coaching med sportsfolk, der skal lære, hvordan man får mindset som en vinder eller erhvervslivets topchefer, der skal lære at blive bedre ledere eller føre en virksomhed igennem en stor omstrukturering.

Men coaching er et begreb, der har gennemgået en omfattende udvikling de sidste 30 år og i dag bruges inden for så forskellige områder som ledelse, uddannelse, socialarbejde og forskellige livsstilsændringer.

Terapi har ofte fokus på personlige kriser eller nogle dysfunktionelle mønstre, som klienten gerne vil arbejde med. Coaching har mere fokus på ens arbejde eller personlige udvikling

Reinhard Stelter, professor i idræts- og coaching-psykologi

En af dem der har beskæftiget sig med coaching siden slutningen af 80’erne, er professor i idræts- og coachingpsykologi Reinhard Stelter. Han er oprindelig master i idræt og socialvidenskab fra Kiel Universitet i Tyskland, men tog en efteruddannelse i idrætspsykologi og har været tilknyttet Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet siden 1987. I 1994 fik han sin ph.d.-grad fra Psykologisk Laboratorium ved Københavns Universitet.

I begyndelsen af karrieren arbejdede han primært med rehabiliteringsidræt og coaching af elitesportsfolk. Men de seneste 20 år har han især fokuseret på coaching i forbindelse med lederskab, men også socialt arbejde og livsstilsændringer.

»De fleste tænker nok på ledelse, når man taler om coaching, men det bliver brugt inden for ret mange områder i dag – fx socialt arbejde. Men den afgørende faktor er, at klienten – eller samtalepartneren – har vilje og lyst til at arbejde med sig selv. Man kan ikke tvinge folk til at forandre sig – om det så er at tabe 20 kilo eller at komme ud af en skæv løbebane, hvis de ikke selv er villige til at arbejde med sig selv,« siger Stelter, hvis stemte s’er er eneste vidnesbyrd om hans tyske bagrund efter mere end 30 år i Danmark.

Når man spørger ham, hvad forskellen på coaching og terapi er, lyder svaret:

»Terapi har ofte fokus på personlige kriser eller nogle dysfunktionelle mønstre, som klienten gerne vil arbejde med. Coaching har mere fokus på ens arbejde eller personlige udvikling. Men coaching kan sagtens have et socialpsykologisk fokus, eller en coach kan have en klient, der har et godt job og tjener gode penge, men alligevel er totalt utilfreds med sit liv. Der går man ind og kigger på de omstændigheder der gør, at vedkommende er utilfreds med livet. Men de måder, man arbejder på, er ikke nødvendigvis forskellige.«

Ud af hamsterhjulet

For et par år siden rejste professor i psykologi, Svend Brinkmann, i bogen »Stå fast« en kritik af den form for »førstegenerationscoaching«, som havde til opgave til at hjælpe folk til at overleve pres eller den næste udfordring.

Stelter var enig i kritikken: Coaching skulle være mere end bare et værktøj til nå det næste mål. Den skal hjælpe os til at komme ud af hamsterhjulet.

Reinhard Stelters tilgang til coaching adskiller sig fra den form, Brinkmann har kritiseret. Han taler om »den transformative samtale«. Her er det essentielle, at coachingsamtalen har særligt fokus på at finde mening og afklare værdier.

Og det er der brug for i en verden, hvor livs- og arbejdsvilkårene har forandret sig fundamentalt i løbet af blot 30 år.

»Tidligere havde vi et liv, der stort set foregik i en kontekst. Man tog en uddannelse og var færdig senest i midten af 20’erne, og så kunne man klare sig med den uddannelse resten af sit liv. Man boede tæt på sit arbejde og så dem, der boede tæt på. I dag bevæger vi os i mange forskellige sociale og virtuelle rum. Og det stiller enorme krav til egen selvudvikling. I dag er udvikling en livslang proces. Hvis man skal kunne følge med i forandringerne i samfundet, så bliver man nødt til at kunne udvikle sig – både professionelt, privat og i sit parforhold. Det er faktisk en forudsætning for at klare sig i det moderne samfund,« forklarer Reinhard Stelter.

Præstationssubjekter

I sin nye bog kalder han det moderne menneske for præstationssubjekt, der konstant forsøger at optimere vores livsvalg og muligheder for at få et bedre liv.

»Prøv at se på Facebook. Det moderne menneske iscenesætter sig selv hver dag på sociale medier, og vi prøver hele tiden at optimere os selv i fitnesscentre eller med superfood og kosttilskud. Rigtig mange glemmer, at sociale medier har en kæmpe social kontrolfunktion. Bare prøv at se, hvor mange der poster træningsbilleder eller billeder af deres sunde mad,« siger professoren.

Men i informationsstrøm af mails, post og likes på sociale medier og den konstante jagt på at blive den bedste udgave af os selv, er det nemt at miste meningen med det, vi laver og med den, vi er, siger Stelter og giver et eksempel:

Dyr agerer efter driften, men mennesker engagerer sig i sociale processer, vi oplever som meningsfulde. Mister vi meningen med tilværelsen, så går vi ned med flaget

Reinhard Stelter, professor i idræts- og coaching-psykologi

»I går mødte jeg en tidligere kollega, som arbejder i en stor organisation og har været sygemeldt med stress siden foråret. Jeg spurgte, hvad hun troede, var hovedårsagen til, at hun var gået ned med stress. Hun svarede: »Der har været så mange forandringer i organisationen, at jeg pludselig ikke kunne se meningen med mit arbejdsliv. Jeg var blevet en arbejdshest.« Og det synes jeg, er tankevækkende,« siger Reinhard Stelter og slår ud med armene for at understrege sammenhængen:

»For det er også mit hovedfokus i coachingarbejdet – at søge meningen i det, vi laver. Det er faktisk det, der adskiller os fra dyr. Dyr agerer efter driften, men mennesker engagerer sig i sociale processer, vi oplever som meningsfulde. Mister vi meningen med tilværelsen, så går vi ned med flaget,« siger Stelter og fortsætter:

»Den østrigske psykiater Viktor Frankl overlevede tre koncentrationslejre under Anden Verdenskrig og undersøgte efterfølgende, hvad der gjorde, at nogle mennesker i lejrene døde, mens andre klarede rædslerne. Og han konkluderede, at dem, der overlevede, var dem, der var i stand til at finde en mening med det, de gennemlevede – nemlig kampen for overlevelse.«

De forandrede livsvilkår i det moderne samfund stiller andre krav til coachingarbejdet. I dag skal coaching nemlig ikke blot hjælpe os til blive en bedre version af os selv.

Den skal også klæde os på til at håndtere en verden, der er meget mere kompleks og globaliseret, end den, vores forældre var en del af.

»Derfor er det nødvendigt at se coachingsamtaler i et helt andet lys – nemlig i forhold til de sociale og samfundsmæssige forandringer. Og det betyder, at man bør have en anden rolle som coach. Man skal kigge på flere aspekter end blot, hvordan man kommer fra A til B. Fx lavede jeg et casestudie med en kvinde om hendes vægttab i løbet af et år. Og hun så sin overvægt i et helt nyt lys, fordi vi undersøgte de sammenhænge, hvor det at overspise var meningsfuldt. Det havde givet hende tryghed i stressede situationer tidligere i hendes liv. Den bevidsthed gjorde, at hun kunne forstå sine spisemønstre og dermed også kunne ændre dem fremadrettet. Når du har den erkendelse om, hvorfor du gør, som du gør, er det lettere at ændre dine mønstre.«

Tredjegenerations-coaching

Den tilgang til coaching, som Reinhard Stelter beskriver, er det, han kalder tredjegenerations-coaching. I den første generation af coaching handlede det om, hvordan coachen kunne guide en person, der ville fra A til B – f.eks. hvordan den førnævnte kvinde nemmest kunne tabe sig ved at udvikle sin motivation og ændre sin adfærd. I anden generation handlede det om at visualisere, hvordan verden ville se ud, når hun havde tabt sig og havde dermed et større fokus på nytænkning.

Tredjegeneration af coachingmetoder handler om, at coachen eller lederen skal være aktiv, lydhør og bringe sig selv og sine egne refleksioner i spil.

»Tredje generation af coaching er et slags refleksionsrum, der handler om at udvikle sin selvforståelse og identitet i forhold til de udfordringer, man har privat eller i sit arbejdsliv. Coachen er meget mere aktivt deltagende. Jeg kalder det ’transformative dialoger’ – det vil sige at klienten, der bliver coachet, stiller spørgsmål til sin egen selvforståelse,« siger Reinhard Stelter og uddyber:

»Det handler om at skabe et refleksionsrum, hvor coachen er mere aktiv i samtalen. Som coach deler jeg mine egne refleksioner over min klients erfaringer og inddrager mig selv i en vis grad. Det er det, man kan kalde en psykoedukativ funktion. Jeg stiller fx spørgsmål ikke kun til hvad, der afholder klienten fra at nå sit mål, men også hvordan hans omgivelser vil reagere på det, når han eller hun gør det. Man kan beskrive rollen som en slags spillende træner,« siger Reichard Stelter.

Hvor man inden for de tidligere coachinggenerationer taler om at blive ‘den bedste udgave af sig selv’, er målet med tredjegenerations-coaching ifølge Stelter et lidt andet.

»Mit fokus er ikke nødvendigvis, at den, jeg coacher skal blive den bedste udgave af sig selv. Det er mere, at de udvikler en form for værdimæssigt ståsted og meningsfuldhed, som ikke er styret af at sammenligne sig med andre. For når vi sammenligner os med andre, så glemmer vi tit, at vi er meget forskellige og har forskellige bevæggrunde for at handle. Jeg tror på, at lykken udvikles ved, at man lever i etisk og værdimæssig overensstemmelse med sine grundlæggende værdier. Socialkonstruktionisterne mener, at vi bliver skabt igennem de relationer, vi har. Men jeg mener også, at man skal have den eksistentielle dimension med – så man fx ser venskaber som noget, man bruger til at skabe et fællesskab, der giver livet mening.«