»Der er immervæk et spring fra at analysere kunsthistoriske kilder til at gøre sig klog på 155 mm selvkørende haubits«

Der var 40 personer i lokalet og 39 par øjne rettet imod mig til mit første møde i NATO. Det var min første diplomatiske post, og jeg var den første kvinde i forsvarsplanlægningskomitéen, der var fyldt med generaler og repræsentanter fra de europæiske forsvarsministerier. Mange i komitéen skulle lige sluge, at ikke blot kom jeg ikke fra et forsvarsministerium – jeg var også kvinde. Det eneste jeg kunne gøre var at lade som om, det var det mest naturlige i hele verden. Men selvfølgelig har et par stykker i komitéen tænkt, at det var en usædvanlig tåbelig udnævnelse af et land, der endda på det tidspunkt kæmpede med sikkerhedspolitiske fodnoter.  Det endte sødt, omend ikke særlig feministisk:  først blev jeg mødt med enorm skepsis, siden blev jeg komiteens maskot. Lidt uden for nummer var det hele tiden.

Folk var ved at besvime, da jeg blev gravid med vores første barn under udsendelsen til NATO. Det var meget usædvanligt. Min chef på det tidspunkt var en ældre herre. Otto Borch blev både NATO-ambassadør og ambassadør i Washington og New York. Han var et af de fineste og mest generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt, og en af dem jeg kom til at holde allermest af i den danske udenrigstjeneste. Det er mit indtryk, at han havde trukket lidt i trådene for at undgå at få mig i første omgang. Men da han opdagede, at jeg kunne stå distancen, vendte han på en tallerken og brugte mig til alt. At have en gravid medarbejder i den maskuline forsvarsplanlægningskomite skete mildt sagt heller ikke hver dag. Men Borch håndterede det med varme og velvilje. Han trak mig ofte til side for at høre, hvordan det gik, og tog mig med på råd i forhold til, hvordan jeg skulle arbejde under graviditeten.

Som diplomat skal man gennemskue, hvad der lyder fornuftigt, og hvad der må være noget vrøvl. Det var jeg vant til fra mine studier i slavistik og kunsthistorie, hvor man skal behandle store tekstmængder og kunne foretage en kritisk analyse af kilderne. Hele det instrumentarium, jeg havde med mig, blev hurtigt en kæmpe fordel. Jeg elsker mit fag. Men det var enormt sjovt at få tentaklerne ud i den virkelige verden og have en bred kontaktflade med en masse mennesker, hele tiden at skulle forholde sig til nye spørgsmål, nye problematikker. Det stod i stærk kontrast til den indadvendte tilværelse på det Kongelige Bibliotek, hvor jeg skrev mine store opgaver på universitetet.

Det er for dårligt, nu må du altså tage dig sammen. Sådan sagde min yndlingsprofessor, Carl Stief, efter jeg havde været oppe i en novelle af den russiske forfatter Turgenev til en årsprøve på slavistik. Det var gået middelmådigt. Ikke dårligt, men heller ikke så fremragende, som Carl Stief mente, at det burde. Bagefter sad vi længe og diskuterede, hvad jeg nu skulle. Han mente, at jeg burde skrive en guldmedaljeopgave om perioden, der kom lige efter Turgenev. Altså den russiske modernisme efter 1890. Det var virkeligt godt set. Ikke bare havde han ambitioner på mine vegne. Han vidste også, hvad der kunne løfte dem.

Det var kun en håndfuld i denne jordiske verden, der interesserede sig for mit stofområde. Jeg koncentrerede mig om en bestemt kunstnergruppe i Sankt Petersborg, der var meget præget af det wagnerianske koncept om gesamtkunstwerk, hvor alle kunstformer griber ind i hinanden – især i teatret. De udgav et avantgardistisk kunst- og kulturtidsskrift Mir Istkusstva – Kunstens Verden. Det kom selve bevægelsen også til at hedde. De skabte blandt andet Ballets Russes, et legendarisk balletkompagni, hvis indflydelse blev enorm.  Store samtidskomponister som Stravinsky skrev musikken og en række af de største samtidskunstnere stod for kostumer og kulisser. Det blev spydspidsen for epokens eksport af russisk kultur til vesten. Det bragte også mig selv vidt omkring. Finland havde været et storfyrstedømme i det russiske imperium, så der var fremragende primærkilder at finde der. Derudover havde jeg kontakt til russiske immigrantgrupper i Paris og London og besøgte dokumentsamlinger der. Det var et ret esoterisk, men fantastisk spændende område. Nu er det et temmelig velbelyst, men dengang var der stort set kun mig og en håndfuld eksperter i USA. Så selvfølgelig skulle jeg med min guldmedalje i hånden fortsætte med forskningen, det syntes både jeg og de fleste andre. Men i 1980 var arbejdsløsheden også blandt akademikere til at tage at føle på, så man var idiot hvis ikke man kastede nettet så bredt som muligt og søgte alt, hvad der bevægede sig.

Udenrigsministeriet er traditionelt det ministerium, der har ansat flest med humanistisk baggrund. Men man kan ikke forvente, at det man skal beskæftige sig med, er det samme som det, man er specialiseret i. Diplomater skal i udgangspunktet kunne beskæftige sig med hvadsomhelst. Der er immervæk også et spring fra at analysere kunsthistoriske kilder til at gøre sig klog på 155 mm selvkørende haubits. Det vigtigste, jeg har taget med mig fra universitetet, er intellektuel nysgerrighed. Man skal være lidt vild med udfordringen af nye sammenhænge både for at komme igennem et studium og for at arbejde i Udenrigsministeriet.

Jeg stoppede som ambassadør i Paris i 2019 med planen om at gå på pension. Alligevel sagde jeg ja, da jeg blev inviteret til at være ass. seniorrådgiver hos DIIS.  Jeg har 40 års erfaring med praktisk udfoldelse af udenrigspolitik, og det har været virkeligt sjovt at vende tilbage til en mere akademisk tilgang til emner som udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg skriver selv artikler og gerne i dybden om emner som f.eks. traditioner inden for moderne fransk udenrigspolitik. Men jeg skal nok vogte mig for at gøre de fremragende DIIS-forskere rangen stridig. Det ville være voldsomt prætentiøst.