»Skal jeg tænde den,« spørger Anna Cornelia Ploug og peger på sin pibe, som jeg har bedt hende tage i hånden under vores fotoseance.

»Gerne,« svarer jeg, det ville da egentlig se fedest ud.

»Jeg har ikke noget almindelig tobak,« konkluderer hun kort efter, og uden at gå nærmere ind i betydningen af dét udsagn bliver vi enige om, at piben hellere må forblive slukket.

Anna Cornelia Ploug er postdoc ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, hvor hun forsker i, hvordan humanistisk forskning kan adressere samfundets store udfordringer.

Det er dog ikke det, jeg er kommet for at høre om i dag. Vi er mødtes for at tale om, hvad man fornemmer, er en faglig ledestjerne for den unge forsker: den franske forfatter, feminist og filosof Simone de Beauvoir, hvis hovedværk Det andet køn fylder 75 år i år.

En misforstået ’oneliner’

Idéen til værket var slet ikke Beauvoirs egen, viser det sig:

»Det var hendes veninde Colette Audry, som i mange år havde talt om at skrive et stort værk om kvinden,« fortæller Anna Cornelia Ploug.

»Men Colette havde ikke tid, fordi hun var så politisk aktiv i kvindesagen,« griner hun.

Det var Beauvoir ikke.

»Beauvoir skrev det her mastodontværk om spørgsmålet om at være kvinde, men hun havde aldrig selv følt sig diskrimineret på baggrund af sit køn, eller oplevet det som et problem på nogen måde,« siger Anna Cornelia Ploug.

»Hun ville faktisk helst undgå at tale om det. Men det lykkedes jo så ikke helt.«

Feminismen er blevet så bred og mainstream, at alle snart sagt er feminister

Anna Cornelia Ploug, postdoc ved NorS

Det andet køn er et værk, som der knytter sig mange historier, myter og meninger til. Paven fordømte den, Franco forbød den, og den vakte røre og forargelse, hvor end den blev tilgængelig.

Selv i dag kan den hidse folk op, siger Anna Cornelia Ploug, og nævner som eksempel de to borgerlige meningsdannere Eva og Rune Selsing, som i deres bog Den borgerlige orden fra 2022 kalder Det andet køn »et flammeskrift mod det borgerlige samfund«.

Anna Cornelia Ploug kalder den lidt ironisk for ’bibelen for den moderne feminisme’.

»Ja, og det er en frygtelig kliché. En kæmpe floskel.«

Men hun står ved sin floskel, siger hun:

»Det er jo også sådan med Bibelen, at mange har den stående derhjemme, men hvor mange har egentlig læst den? Folk tror, de ved, hvad der står i den, og der går mange rygter om, hvad der står. Der bliver udkæmpet store konflikter, krige og slag over den. Men på mange måder er den også bare et symbol.«

På samme måde er det på med Det andet køn. Der er uenighed om fortolkningen af bogen, og dens pointer bliver ofte forsimplet.

LÆS OGSÅ: Filosofi mangler kvinder – i toppen og på pensum

For eksempel kender de fleste nok sætningen »Man fødes ikke som kvinde, man bliver det«. Den bliver gerne citeret som bogens vigtigste sætning og som en oneliner om kønnet som et resultat af en række performative handlinger.

Men ifølge Anna Cornelia Ploug er det både en misforståelse af selve sætningen og desuden slet ikke bogens hovedpointe.

»Jeg mener ikke, sætningen bare handler om den enkeltes gradvise kønnelsesproces, sådan som den ofte tolkes,« siger hun.

»Det, den udtrykker, er snarere, at det at blive ’kvinde’ indebærer med ét at træde ind i en særlig logisk position, hvor ens autonomi som frit menneske står i modstrid med at være til som kønsvæsen.«

Den levede erfaring

Som bogens titel også indikerer, er Beauvoirs analyse, at mens manden er standarden, er kvinden det andet. Kvinden bliver det objekt, der tjener til, at manden kan skabe sig selv som subjekt.

På den måde er kvinden aldrig noget i egen ret, men kun i kraft af sin relation til manden. Og netop denne idé om ’andethed’ får stor betydning for senere tænkere.

»Bogen giver anledning til etableringen af det, vi i dag kender som Women’s Studies, der bliver til Gender Studies, og beslægtede fag som Critical Race Studies og senere Queer Studies og Disability Studies. Den lægger på en måde fundamentet for en helt ny måde at tænke på,« siger Ploug.

Beauvoir når sine konklusioner ved at gennemgå synet på kvinden i både biologien, religionen, filosofien, psykoanalysen og litteraturen. Men noget af det, hun også gør, er at inddrage kvinders levede erfaring i sin analyse.

På den måde er bogen medvirkende til en ’konkret vending’ – en udvikling, hvor filosofien begynder at interessere sig for netop den levede erfaring hos mennesker.

»Sammen med en anden vigtig bog, som faktisk er skrevet af Beauvoirs private ven, Frantz Fanon,« siger Ploug.

Den bog, hun taler om her, er den postkoloniale tænker og revolutionære Frantz Fanons Sort hud, hvide masker, som netop er udkommet for første gang på dansk – selvom den er skrevet i 1952 og altså samtidig med Det andet køn.

Den handler om den levede erfaring med at være racegjort i Paris, som Fanon oplevede efter at være rejst til Frankrig fra den franske koloni Martinique.

»I stedet for kvinden er ’den anden’ hos Fanon den sorte, det er den koloniserede og den racegjortes andethed, han kaster lys over. Men den dialektiske tankegang er den samme, og de danner begge grundsten for de kritiske discipliner,« siger Ploug.

»Det er stort, at den bog endelig er kommet på dansk,« tilføjer hun.

Det handler om kritik

Et centralt spørgsmål i kønsstudier og lignende teoretiske retninger i dag er, hvilken metodisk tilgang, der er mest politisk brugbar. Skal man kæmpe for ligestilling eller frigørelse, inklusion eller omvæltning af selve systemet?

Og her er det netop kritikken som metode, Beauvoirs værk kan være med til at minde os om, mener Anna Cornelia Ploug.

»Feminismen er blevet så bred og mainstream, at alle snart sagt er feminister,« siger Anna Cornelia Ploug.

Feministisk tænkning er i sin essens kritik, ikke at kvinder skal have flere bestyrelsesposter

Anna Cornelia Ploug, postdoc ved NorS

»Og det er vi glade for – det er det, vi arbejder for – men selvfølgelig kommer det med en bagside.«

Bagsiden er, at begrebet risikerer at blive udvandet, og vi glemmer, hvad den feministiske praksis egentlig består i: Nemlig at analysere og nedbryde de strukturer i samfundet, som holder mennesker fast i ufrihed.

»Det er vigtigt at huske: Feministisk tænkning er i sin essens kritik, ikke at kvinder skal have flere bestyrelsesposter.«

Det andet køn er ikke et politisk manifest, mener Anna Cornelia Ploug, for et manifest er et positivt program, der fremstiller en vision om, hvordan noget skal være – for eksempel, at kvinder skal have det samme i løn som mænd.

»I stedet for at spørge, hvordan kvinder kan få adgang til bestemte midler i det økonomiske system, skal man kritisere økonomien ved roden. Altså radikalt, grundlæggende.«

Emma Holten er et godt nutidigt eksempel, siger Ploug. Hun udkom i maj med bogen Underskud, der netop kritiserer det nuværende økonomiske system for ikke at tage højde for værdien af omsorg.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: »Litteraturvidenskab var en kæmpe redningsplanke«

Et andet eksempel kunne være diskussionen om kanoner inden for forskellige discipliner. Altså, om der burde være flere kvinder eller andre underrepræsenterede grupper i litteratur- og kulturkanonen, for eksempel.

»Men hvorfor har vi overhovedet en kanon? Er den mejslet i sten, eller hvad foregår der? Den orden skal vi jo bryde,« siger Ploug.

Beauvoir siger ikke noget konkret om, hvordan tingene burde være. Hun leverer et redskab til at analysere og foretage en ideologikritik af samfundet, som det faktisk tager sig ud. Det handler ikke om at give anvisninger, men om at komme med en korrekt beskrivelse af det nuværende system.

»Og så må det være op til det handlende politiske subjekt at gøre op med det.«

Kønnet er og bliver et problem

Det er altså ikke de svar, Beauvoir giver i sit værk, men snarere den metode, hun når frem til dem med, som fortsat gør værket relevant i dag.

»Det handler ikke så meget om kvinden i sig selv. Det handler om kvinden som prisme til at udpege kønnet som problem.«

Er der ikke nogen, der kan blive provokeret af det i dag, hvor mange beskæftiger sig med langt flere køn – at lige kvinden skal være prismen?

»Jo, jo. Og det er hun nok heller ikke i dag. Men det var hun – det var dér, tidsånden var på det tidspunkt. Og det bidrag kunne vi ikke have været foruden.«

Man skal ikke slå op i Det andet køn, snuppe bogens kvindebegreb og så gå ud og lave en kvindebevægelse anno 2024 på den baggrund, siger Ploug. I stedet skal man bruge bogen som en filosofisk-kritisk værktøjskasse.

At være et kønnet væsen – uanset om man kalder sig kvinde, nonbinær eller noget tredje – rummer fortsat iboende konflikter, som vi vil blive ved med at skulle forholde os til. Og det hjælper Beauvoir os med at se.

»Vi skal netop insistere på det uafsluttede. I stedet for at tro, at problemet er løst, hvis bare vi indtager en liberal holdning om, at enhver frit kan vælge sin egen identitet. Det er ikke at tage køn alvorligt som problem.«

Og derfor skal vi læse Det andet køn i dag?

»Ja. Eller altså, blandt andet. Der er mange grunde til at læse den,« griner den store Beauvoir-fan.

»Men man skal huske, at det, vi kan bruge bogen til i dag, ikke er dens ’resultater’, hvis man kan sige det sådan. Det er dens metode.«