Det danske spørgsmål

Kan den danske sangskat give os svaret på, hvad det der med danskhed nu er for noget?

I den retorikstuderende Marie Kilsgaard Møllers teaterkoncert Den Danske Sang forsøger den lille teatergruppe Quasi Teater ved hjælp af omkring 20 nyfortolkninger af gamle og nyere danske sange at stille nogle af de spørgsmål, som inden for de sidste fem-ti år har fyldt så meget i den offentlige debat:

Hvad er danske værdier, hvem har patent på dem, og er de værd at holde fast i?

Stykket opføres på Lades Kælder, hvor sæderækkerne er skiftet ud med små borde, og stemningen er en blanding af fransk kabaret og dansk camping med flæskesværd på de rød-hvid-ternede duge.

Rigtig dansk er det også, at baren er åben under forestillingen, hvad der bliver gjort opmærksom på fra en af stykkets tre kvinde-lige skuespillere: »Vi drikker også selv. Skål!«

I den gode time teaterkoncerten varer, bliver publikum taget med gennem en række mere eller mindre velkendte danske sange. En ensom cello danner baggrund for en udgave af H.C. Andersens ’Hist, hvor vejen slår en bugt’, og derefter følger en perlerække af nyfortolkninger i heftigt tempo

Vi synger, derfor er vi danske

De tre kvinder på scenen imponerer med musikalitet og sang, og instrumenter fra guitar og harmonika til redekam og jødeharpe hives frem og tilbage. Undervejs afbrydes sangene af korte samtaler og monologer.

Vi får blandt andet forklaret, at Grundtvig i sangen ’Velkommen i den grønne lund’ var alt andet end begejstret for de sorte, og i en dansk-svensk-engelsk udgave af ’Hvem kan sejle foruden vind’ spørges direkte, om sproget nu også er så vigtigt.

Kvinderne smider og vender deres kostumer, så de mere og mere forvandles til omvandrende Dannebrogsflag, som for at teste hvor kvalmegrænsen går for det nationale overdrev. Med så stor passion af det næsten kun kan opfattes ironisk, fortæller spillerne på scenen, hvordan den danske identitet ligger i sangene. Vi synger, derfor er vi danske!

Der drages også paralleller til nutidens politiske landskab. Krigssangene ’Den gang jeg drog af sted’ og ’Holger Danske’ efterfølges af en forklaring, at nogle politikere i dag helst så, at Danmark hold sig ude af krig og konflikter.

Her tænker man med det samme på Irak, og endnu engang ligger ironien og overdrivelsen tykt i luften. En af kvinderne svøbes desu-den ind i et tørklæde af Dannebrog til sangen ’I Danmark er jeg født’. Igen et spørgsmål: hvornår er vi danske, og hvem må være dansk?

Flere spørgsmål end svar

Det helt store spørgsmål er så, om Den Danske Sang giver os nye perspektiver på, hvor danske vi har lov til at være. Er det i orden at hylde den danske nationalsang som et uskyldigt ritual i forbindes med fodboldkampe, eller har lovprisningen af det natio-nale negative konsekvenser for – for eksempel – vores måde at opfatte fremmede på?

Stykket giver ingen entydige svar på de spørgsmål det rejser, men det er måske heller ikke meningen. Modstanden mod at vælge side og den ironiske distance gør, at problemstillingerne visse steder virker lidt banale, som noget vi har hørt før. Her savner man lidt vildskab og nogle mere markante holdninger, og en større vilje til at provokere. Er et rødt-hvidt muslimsk tørklæde provokerende?

Men det er vel nok i virkeligheden også det allermest danske: evnen til ikke lade sig provokere og betragte alt gennem et tykt lag ironi, selv når det brænder allermest på. Jovist er det ikke så ophidsende, og jovist er det mere hyggeligt end skarpt. Til gengæld er det ganske underholdende, ligesom Den Danske Sang.

Den Danske sang spiller på Lades kælder frem til den 19. september. Billetter bestilles på info@quasiteater.dk