Det er grotesk, at mit gamle institut har forbudt de studerende at lege, at de er fra forskellige lande

Du kan være racist med sombrero – eller uden sombrero. Det kan Institut for Statskundskab på Københavns Universitet ikke regulere sig ud af. Men man har tilsyneladende igen-igen gjort forsøget på at tvinge ‘tolerancen’ igennem ved at forbyde symboler.

Nu vil man forbyde landenavnene og festlighederne – Tanzania, Sverige, Ungarn – som de forskellige hold tager til sig på Statskundskab særligt i introugerne for nye studerende. Trenden med forbudstyranni er gået over gevind på hele Københavns Universitet, og desværre har mit gamle, elskede studie nu nået et nyt lavpunkt.

Traditionen, ledelsen nu forbyder, går på, at hvert hold, som typisk rummer 30-40 personer, får et landenavn. I vores tilfælde blev det til Sverige. I introugen klæder man sig ud med artefakter (Pippi-fletninger og grantræ-kostume) fra landet, laver kampråb, og så ser man, hvem der ‘omfavner’ kulturen med største iver. Efter introugerne kalder man sig typisk ‘Sverige’ i stedet for ‘hold 6’. Så er man på Sverige resten af sin bachelortid. Og man henviser til andre hold som Tanzania, Ungarn osv. Mere ligger der ikke i det. Større betydning har det ikke.

Jeg startede som sagt selv på holdet ‘Sverige’ på Statskundskab i 2014. Vi spiste Wasa-knækbrød til morgenmad, hyldede Zlatan og malede os gule og blå. De hyggelige, farverige lege – der også blev krydret med politisk ukorrekt MGP – skreg af fællesskab og inklusion og tradition, som bandt årgange sammen.

Det var netop med til at binde os sammen

De kulturelle festligheder var ellers for mig antitesen til det ansigtsløse universitet, hvor studenterbefolkningen er splittet i atomer, hvor man ikke engang kender navnet på sin rektor (let’s be honest), og hvor mange klassekammerater aldrig taler sammen. Dér kan man tale om eksklusion, der fører til frafald, stress og angst!

Det er sjovt nok denne form for eksklusion, som organisationen Ventilen, organisationen Tabu og Dansk Psykologforening taler om, når de problematiserer den ensomhed, som studielivet i dag fører til for mange unge.

Du kan gå i tylskørt, western-hat eller sombrero. Det er bare ikke de klæder, men den moral du bærer, der definerer det rum, du er med til at skabe.

Du kan gå i tylskørt, western-hat eller sombrero. Det er bare ikke de klæder, men den moral du bærer, der definerer det rum, du er med til at skabe.

Det er intentionen, som en gruppe har, der altid vil gøre udfaldet for et mindretal, hvad enten det er en nydansker, en homoseksuel person, en kvinde på et mandsdomineret studie eller Anders, der stadig spiller World of Warcraft. Følelsen af eksklusion har ingen farve, køn eller seksualitet.

KU kunne med langt større effekt kaste sine kræfter i at fremme en generelt accepterende ånd mellem studerende. Institut for Statskundskab foretog sig ikke alverden, da jeg gik der. Vi fik ikke en tale om tolerance og inklusion. Vi fik ikke en folder om, hvordan man fik bugt med ensomhed. Vi fik ikke ræk-ud-til-din-kammerat-råd i mail-indbakken. Intet.

Men jeg husker de store identitetspolitiske og symbolpolitiske kampe, der skulle beskytte et absolut mindretal, hvis klager, vi aldrig har fået lov at se – og som måske, måske ikke, i sin essens også handlede meget lidt om de klæder, folk bærer, men mere om den moral, der bor i dem.

I begrundelsen for at afskaffe traditionen med landenavne til holdene af studiestartere henviser ledelsen til et debatindlæg bragt i Information i 2018, hvori statskundskabsstuderende fra et etnisk mindretal har klaget over udklædningerne på studiet. Men jeg læser egentlig netop dette famøse debatindlæg i den ånd. Skribenten ønskede først og fremmest accept, forståelse og fordomsfri nysgerrighed.

Og der har han måske fat i noget.

Statskundskab er – som så mange andre studier på KU – et ganske intellektuelt miljø, hvor Judith Butler, feminisme, skjulte magtstrukturer og den hvide mands privilegier i den grad er under forstørrelsesglas.

Men der kan måske være en tendens til at glemme de tavse personer lige ved siden af os, der føler sig udenfor. Hvad enten det er LGBT-personer, muslimer, jøder eller Anders med den ordinære frisure. Det er i hvert fald det, organisationerne, der står med de ensomme unge, taler om. Og det er dér, problemet ligger!

Det er det, der bidrager til eksklusionen. Følelsen af eksklusion har ingen farve, køn eller seksualitet! Og følelsen af eksklusion kan ikke fjernes ved at slå ned på landenavne, herunder Sverige, som jeg til enhver tid vil høre til!

Lad os droppe det groteske forbuds-tyranni og fremme den generelle accept i stedet!