Det er på tide at tage et opgør med perfekthedskulturen

Stressede studerende får hjælp hos Studenterrådgivningen (SRG) i Dronningens Tværgade 30 (og syv andre steder i landet), men hvad gør dem så stressede?

Thomas Braun har været direktør for SRG i næsten et år, og i sommer blev han også medlem af regeringens nye stresspanel, fordi han har beskæftiget sig meget med den problematik.

Han er sikker på, at stressproblemet er reelt, og at det kun bliver ved med at vokse i omfang – til stor skade for de studerendes studieindsats.

»Hvis man ringede til 10 tilfældige undervisere på et dansk universitet i dag og spurgte dem, hvordan de oplever, at det er gået med de studerendes engagement og faglige begejstring over de sidste 10 år, så tror jeg, at de alle sammen vil svare, at det er gået ned ad bakke i den periode,« siger Thomas Braun.

Indoptager omgivelsernes normer

Hvis man vil bekæmpe stressepidemien, er man ifølge Thomas Braun nødt til at se på den perfekthedskultur, der breder sig både blandt unge i Danmark og i lande udenfor. For at kunne gøre det, skal man først have en idé om, hvordan kulturen opstår.

»En undersøgelse blandt 41.000 universitetsstuderende i USA, Canada og Storbritannien viser, at de unge er udsat for et kolossalt udefra kommende pres om, at de skal være smukke, kloge, sociale og præstere perfekt på alle arenaer. Samtidig vender de blikket indad og gør det til deres eget,« siger Thomas Braun.

Han forklarer det med, at de unge studerende dermed internaliserer et ydre krav om at være perfekte og gør det til deres egen forestilling om, hvordan de skal være – uden at reflektere over, om det nu også er sundt for dem selv.

»Det er den bedste teori, der er, og der er substantielt forskningsbelæg for at sige det,« siger Thomas Braun.

Afvænning fra studiestart

På langt sigt gælder det om at indrette uddannelserne på en måde, der gør det muligt for de studerende at stille sig i en position, hvor de kan lægge deres perfektionisme fra sig.

»For langt de flestes vedkommende er deres perfektionisme en studiestrategi snarere end et personlighedstræk,« siger Thomas Braun.

Han mener, at de studerende er opflasket med perfekthedskulturen igennem deres skolegang. Derfor skal de videregående uddannelsesinstitutioner – som fx universitetet – gøre mere for at lære deres nye studerende allerede fra studiestart, hvordan de vænner sig af med perfekthedskulturen.

»De videregående uddannelser skal gøre det legitimt at tale om, at man synes, at det er svært at få alle ender til at mødes. De studerende skal lære at være tilfredse med, at det bedste forsøg er godt nok i stedet for, at det kun er det perfekte, der er godt nok. Det kan de godt lære – uden at tage modet fra dem til at yde deres bedste,« siger Thomas Braun.

Universiteterne gør for lidt

Synes du, at universiteterne generelt gør for lidt ved den problemstilling?

»Ja. Bestemt. Det gælder både for universiteterne, produktionshøjskolerne og erhvervsakademierne, at de gør for lidt for at finde ud af, hvordan de bedre kan møde deres studerende med nogle studievilkår, hvor karakterræset ikke er i højsædet, ligesom det var det på ungdomsuddannelserne.«

Københavns Universitet er faktisk, ifølge Thomas Braun, i gang med at gøre noget rigtigt.

»KU har jo lavet en strategi, der netop inviterer til at støtte den gode uddannelse, hvor de studerende lærer ud fra deres interesse om at nå i dybden med deres fag snarere end ud fra et ønske om at foretage ’strategisk-instrumentelle uddannelsesvalg’, der hurtigst muligt skal føre dem til karakteren 12,« siger Thomas Braun.

Ifølge ham burde uddannelsessystemet fungere sådan, at de studerende, der fik 12, også var dem, der søgte efter nuancerne i deres fag, søgte dybde og udfordrede faget ved at turde at stille alle de skæve spørgsmål.

»Men sådan er det jo ikke i dag,« siger Thomas Braun, som mener, at perfekthedskulturen i virkeligheden begrænser den gode uddannelse og virker nedbrydende for de studerendes lyst til at udfolde sig fagligt.

Gælder om at give plads til den indre styring

Når studerende kommer til Studenterrådgivningen med stressproblemer, prøver rådgiverne at hjælpe dem med, hvordan de selv kan skabe en større grad af indre styring og en mindre grad af ydre styring.

Ifølge Thomas Braun sker der nemlig det, når de studerende internaliserer nogle idealer, som andre har sat op (ydre styring), at det skaber en enormt snæver normalitetsforståelse.

»Det medfører igen en meget snæver handlefrihed i forhold til, hvad den studerende selv oplever, de kan gøre. For mange af dem kommer det helt ud af trit med det, de egentlig har lyst til at gøre, hvis de får chancen for at sætte sig ned og tænke det igennem,« siger Thomas Braun – og at det kan vokse til et uløseligt problem for nogle studerende.

Mødt med et massivt ydre pres oplever de unge en fare, som fører til en af to reaktioner: Enten at flygte eller tage kampen op.

»Når der opstår en for stor afstand imellem, hvem man oplever, man er, og hvem man oplever, man burde være, så opstår der angst – og når et menneske møder en angstproblematik, så er det system, der bliver aktiveret sådan ‘kamp-flugt’,« siger Thomas Braun.

Problemet for de studerende er, at her er det dem selv, de enten flygter fra eller kæmper med.

Flugtreaktionen er overset i debatten

Dem, der vælger kampen, er dem, der tager perfektionismerollen på sig.

»Det er dem, der giver den ’én over nakken’. De tænker: ’Jeg kan godt lukke hullet imellem den, jeg oplever, jeg er og den, jeg burde være. Det kan jeg godt – og hvis jeg ikke kan, så kan jeg i hvert fald få det til at se ud, som jeg kan!’« siger Thomas Braun.

Ifølge ham er det disse kæmpende studerende, vi oftest tænker på, når vi hører om overdreven perfektionisme. Et tidstypisk eksempel på det er mediernes ofte karikerende – og dermed nedladende – omtale af de såkaldte 12-talspiger.

De studerende, der vælger flugten, taler vi til gengæld ikke så meget om – selv om de i lige så høj grad reagerer på perfekthedskulturen.

»Det er dem, der i stedet siger: ’Jeg ved godt, jeg ikke kan lukke hullet imellem den, jeg er og den, jeg burde være, så det flygter jeg i stedet fra’. Hvordan gør de så det? Det gør de ved at ’sætte sig på kanten’ og sige, at okay, jeg kommer ikke til undervisningen, for så er det stadig en vild succes, hvis jeg får karakteren 2 eller 4 til mine eksamener,« siger Thomas Braun.

De, der trækker sig, kan desuden have valgt at udbasunere på forhånd, at studiet er sådan en venstrehåndsting i forhold til deres vigtige erhvervsarbejde. Men det er heller ikke er konstruktivt, mener Thomas Braun, for de risikerer ikke at komme igennem studiet.

Brug kun krudtet på de mest spændende fag

Thomas Braun ønsker for de unge, at de i højere grad ville følge deres interesse og fordybe sig, rulle sig i, dyrke og gøde de fag eller faglige elementer, der især fænger dem, og at de vil give de fag eller uddannelseselementer, der ikke optager dem, en mere stedmoderlig behandling.

På den måde bliver det deres faglige optagethed, der får overtaget, når de skal administrere deres begrænsede ressourcer.

Thomas Braun håber desuden, at universiteterne vil gøre mere – på en meget gennemtænkt måde – for at hjælpe de studerende af med perfekthedsidealet.

Han tror, at det bliver noget, som studienævnene på hver enkelt uddannelse skal tage stilling til, fordi de kender deres studerende og ved, hvor ressourcerne er, og hvad det er realistisk at foretage sig.

»Jeg siger ikke, at det bliver simpelt. Det bliver ikke noget med, at prorektor kan sætte sig ned og formulere fire fixes, som alle uddannelser skal implementere, og så kører den. Det bliver i stedet noget med, at universiteterne skal gennemføre nogle bevidste, udvalgte tiltag, som vil være forskellige på hver enkelt uddannelse,« siger Thomas Braun.