Det makabre institut

Hans Peter Hougen er leder af retspatologisk afdeling på Retsmedicinsk Institut. Han er en venlig mand med et busket overskæg og et gammelt kranie ved døren til sit kontor på første sal i Teilum bygningen.

For nyligt blev Hans Petter Hougen udnævnt til professor i retsmedicin ved Københavns Universitet. Han har flere gange været udsendt som retspatolog, både til Kosovo i 1998 og i januar til Thailand som del af et 13 mands team fra Retsmedicinsk Institut. Begge var voldsomme oplevelser med store menneskelige udfordringer.

Voldsom hverdag
De fleste mennesker vil nok rynke på næsen over de opgaver som Hans Petter Hougen og hans kolleger påtager sig.
Som statsobducent skal Hans Petter Hougen obducere lig for Københavns politi og undersøge voldtægtsofre.
Retsmedicin er en paraply der dækker over mange områder.

Foruden retspatologi er der afdelinger som retsgenetik der beskæftiger sig med dna-prøver, retskemi som undersøger for alkohol i blodprøver, retsantropologi der undersøger gamle knogler og gakkede gangarter, og retsodontologi der består af tandlæger med speciale i at identificere lig ud fra tandsættet.

»Det vi ser er jo livets skyggesider. Vi ser mange døde narkomaner og alkoholikere – folk som er blevet fundet døde fordi naboen har klaget over lugten. Vi ser resultatet af social elendighed og ensomhed,« fortæller Hans Petter Hougen.

Ofre uden identitet
I Thailand var Hans Petter Hougen en af retspatologerne i den store gruppe internationale retsmedicinere der samarbejdede om at identificere tsunamiens ofre.

Hverdagen i Thailand bestod for Hougen i at undersøge ligene udvendigt og indvendigt for at finde tegn på hvem den savnede var.

»Vores opgave var kun en lille del af processen. Efter der var taget fingeraftryk, undersøgte vi kroppene for særlige kendetegn, såsom ar eller manglende blindtarm,« fortæller Hans Peter Hougen.

Han arbejdede med ligene i 30 graders varme fra tidlig morgen til sen aften hver eneste dag. »Det eneste man havde lyst til om aftenen, var at komme i bad og så få sig en øl,« fortæller han.

Dødstallet på det tidspunkt var i Thailand over 5.000 mennesker, hvoraf halvdelen forventedes at være turister.

Katastrofe uden skyld
»Det har aldrig været sådan at jeg tænkte: Nu er det for meget. Men på Balkan var det meget voldsomt og overvældende. Der var enorme mængder døde der alle var dræbt af andre mennesker. Der får man vold og grusomhed meget tæt på. Det er klart at man ikke ville kunne arbejde sådan år ud og år ind. Det kan man i korte, intense perioder, og så skal man ud af det igen,« fortæller han.

»Ingen skal være alene når man arbejder sådan her. Mange har behov for at snakke om det skete eller grine og pjatte. Udenforstående kan ikke sætte sig ind i det på samme måde som dem der er i det,« siger han. Men det er også vigtigt at kunne snakke med familien.

»Når jeg kommer hjem og ikke er omgivet af død og vold, så er jeg i den rigtige verden. Det er utrolig vigtigt at man kan snakke godt med sine kolleger om det man oplever og at man har et liv udenfor,« forklarer han.

Hans Petter Hougen har tavshedspligt og må ikke videregive detaljer om sit arbejde, men det har han heller ikke lyst til.

»Min familie er helt klar over hvad det er jeg laver, men vi sidder ikke derhjemme ved middagsbordet og snakker om voldsom død. Det er almindelige samtaler der føres rundt om bordet ligesom i ethvert andet hjem,« siger han.