Det sjette SU-år giver os rum til at fejle

Vores reformivrige regering lægger endnu en gang op til at ændre den måde, vi uddanner os på. Til februar står det sjette SU-år for skud. Så det kommer vi med sikkerhed til at høre en hel del mere om det den kommende tid.

Og lur mig, om vi ikke igen skal høre den velkendte sang om, hvor privilegerede vi studerende i forvejen er. Om, hvor heldige vi er at få en gratis uddannelse. Betalt af staten.

Men det er simpelthen for nemt at spise os af med. Vores uddannelser i forvejen ikke ligefrem velfinansierede. Selvfølgelig skal vi ikke skære yderligere ned og gøre mindre.

SU’en er grundpille i vores uddannelsessystem. Og det sjette SU-år løfter særligt to vigtige opgaver. Både for dem, der læser på professionsskolerne, erhvervsakademierne og universitetet.

Et sikkerhedsnet ved bump i livet

For det første giver det sjette SU-år den studerende mulighed for at være menneske, når livet vælter. Når det pludselig er nødvendigt at leve lidt langsommere. Og det bliver det for os alle sammen indimellem.

Ønsker vi virkelig, at folk falder fra studierne på grund af økonomi?

Det, at vi har mulighed for at udskyde vores studier, giver et frirum, hvis vi pludseligt mister en af vores nære, oplever bump i livet eller noget helt tredje. Vi kan i dag vælge at omprioritere i vores kurser og alligevel nå i mål med studiet. Det har jeg i hvert fald selv erfaret.

Uden det sjette SU-år kunne det blive en uoverskueligt dyr affære, hvis man skulle til at gældsætte sig for at gennemføre sit studie. Det kunne potentielt føre til et højere frafald for dem, der ikke stryger gennem studierne eller har penge på kistebunden.

Og ønsker vi virkelig, at folk falder fra studierne på grund af økonomi?

Kompenserer for en opvækst uden Foucault

For det andet giver muligheden for at udskyde fag en chance for at lære at begå sig i en akademisk verden. Også selv om man ikke tidligere har lært fartreglerne, fordi man ikke er vokset op med Foucault eller Darwin. At komme på universitetet fra et ikke akademisk hjem er i sig selv en opgave, og det tager tid at knække koderne.

Jeg tror på, at det sjette SU-år giver os frihed og fleksibilitet. Det gør universitetet rummeligere for alle os, der af forskellige grunde ikke færdiggør på normeret tid.

Så når nu debatten om det sjette SU-år er i gang igen igen, håber jeg, at vi alle vil slå et slag for at bevare det fleksible sjette SU-år. Vi skal være stolte af de sidste rester af frirum og tillid i vores uddannelsessystem. Det er værd at kæmpe for.