Dette fag former magthavernes værdier – og drejer dem til venstre

Efter sommerferien begynder jeg på kandidaten i statskundskab. En spændende, privilegeret og – lad os være ærlige – elitær rejse ind i magtens maskinrum.

Som studerende med en brændende interesse for politisk teori burde jeg være begejstret. Her står jeg ved porten til det kandidatniveau, hvor teoriens dybder endelig burde åbne sig for alvor. Men jeg må indrømme, at begejstringen står i skyggen af en voksende frustration.

Frustrationen skyldes ikke manglende kvalitet, for underviserne er kompetente og teorierne komplekse. Nej, problemet er af mere diversitetsmæssig karakter. For når jeg kigger på den kernefaglige linje i politisk teori, jeg har i sinde at vælge, opdager jeg noget opsigtsvækkende: Et fravær. En ensretning. En tavshed.

Ikke én konservativ på pensum

Linjens hovedfag, Nutidig Politisk Teori, fokuserer udelukkende på en snæver kreds af moderne tænkere fra det, man kan beskrive som venstreliberalismens brede spektrum.

Vi skal læse fem teoretikere: Rawls, Habermas, Young, Foucault og Gordon (en Foucaultekspert). Alle har de sat et vigtigt præg på nutidig politisk teori, og jeg anfægter ikke, at vi skal læse dem. Men jeg anfægter det faktum, at de står alene. Det er fraværet af konservativ tænkning, der bekymrer mig. Og det burde bekymre enhver, der tager universitetets ideal om kritisk refleksion alvorligt.

LÆS OGSÅ: Jeg savner også diversitet på pensum. Ideologisk diversitet

Hvordan kan det egentlig forsvares, at et fag som politisk teori – det mest værdiladede område indenfor statskundskaben – konsekvent udelader hele den konservative tradition? Hvorfor er der ingen plads til for eksempel det politisk-teoretiske fyrtårn Sir Roger Scruton, eller den konservative Patrick Deneen; en af tidens mest udfordrende og indflydelsesrige politiske tænkere?

Sætter ord på det, unge oplever

Deneen er professor i statskundskab ved University of Notre Dame og har med sin bog Why Liberalism Failed og senere Regime Change leveret to af de mest markante intellektuelle bidrag til den moderne politiske debat. Hans kritik er klassisk, tung og moralsk funderet.

Liberalismen, argumenterer han, har undermineret de sociale strukturer, den selv er afhængig af: Familie, tro, fællesskab – alt det, der ikke kan måles i individets rettigheder eller markedets logik, men som udgør selve fundamentet for det gode samfund.

Deneen taler om en virkelighed, som mange unge oplever, men ikke får sat ord på: En opløsning af sociale bånd, en ensomhed forklædt som frihed, en kulturel rodløshed kamufleret som globalt udsyn. Han kritiserer både venstrefløjen og den liberale orden.

Dét gør ham ubelejlig. Og måske er det netop derfor, han ikke figurerer på pensum. For han passer ikke ind i skabelonen. Han skærer på tværs af de trygge dikotomier.

Men et universitet, der ikke vil give plads til det ubelejlige, er ikke et universitet. Det er et ekkokammer.

Diversitet i krop, ikke i ånd

Vi taler ofte om mangfoldighed på universiteterne. Men det gælder kun identitet og krop, aldrig idé og ånd. Vi taler om at udfordre magtstrukturer, men aldrig universitetets egen magt som normproducerende institution. Mens vi diskuterer intersektionalitet og anerkendelse og åbner tekster om diskurser og postkolonialisme, forbliver vi blindt loyale over for en ideologisk grundstruktur, der aldrig selv udsættes for kritisk granskning.

Hvor er det konservative blik, der insisterer på orden, tradition og menneskets begrænsning?

I stedet får vi prædiken forklædt som pensum. Rawls’ retfærdighedsteori er blevet den moralske standard, som alt andet skal måles op imod. Foucault leverer den strukturelle analyse, mens Iris Young sikrer, at minoriteterne aldrig glemmes.

Men hvor er den intellektuelle konfrontation? Hvor er det egentlige møde mellem modstridende verdenssyn? Hvor er det konservative blik, der insisterer på orden, tradition og menneskets begrænsning?

En bunke ensrettede embedsmænd

Der findes som bekendt ikke neutral viden. Hver pensumliste er resultatet af valg og fravalg. Og når man i et fag med navnet Nutidig Politisk Teori kun beskæftiger sig med socialliberalister, kritiske teoretikere og socialistiske feminister, har man truffet et aktivt valg: Man har valgt, hvad de studerende skal finde legitimt at tænke. Man har defineret viden om politisk teori som venstreorienteret.

Det er ikke kun intellektuelt utilstrækkeligt. Det er farligt. For et demokrati, der ikke opdrager sine kommende embedsmænd, analytikere og politikere til at forstå hele det idépolitiske spektrum, risikerer at miste forbindelsen til dem, der tænker anderledes. Man risikerer at uddanne teknokrater uden fantasi og forståelse for de bevægelser, der vokser frem fra folkedybet.

LÆS OGSÅ: Statskundskab forsvarer sig mod beskyldning om »woke indoktrinering«

Det burde være universitetets fineste opgave at danne til uenighed. Ikke til enighed. Det burde være stedet, hvor man møder sine intellektuelle modstandere i deres bedste form, ikke hvor man reducerer dem til karikaturer.

Derfor burde konservative tænkere også figurere på pensum. Ikke fordi alle skal være enige med dem. Men fordi ingen burde have lov at være uenige uden at have læst dem.