Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NEDSKÆRINGER? - Dansk Folkeparti vil ikke være med til at gennemføre en ændring af SU-systemet, der forringer ydelsen for de studerende. Og da DF er et af forligspartierne, hænger SU-reformen nu i en tynd tråd.
Det er nok ikke helt skævt at konstatere, at Dansk Folkeparti (DF) næppe har sin kernevælgerskare på Københavns Universitet. Men ifølge Ugebrevet Mandag Morgen tyder det på, at mange studerende vil kunne sende varme tanker i retning af Kristian Thulesen Dahl & co.
For DF melder nu ud, at de ikke vil være med til at gennemføre forslag, der betyder nedskæringer i ydelsen for den enkelte studerende. Det betyder, at partiet hverken vil støtte en reform, der baserer sig på fjernelsen af det sjette SU-år eller en reduktion af det månedlige beløb.
Til Mandag Morgen siger DF’s uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl:
»Vi tror grundlæggende ikke på, at man får de studerende hurtigere igennem ved at skære i deres SU. Derfor vil vi heller ikke støtte en reform, der forringer et SU-system, som efter vores mening er godt, som det fungerer i dag.«
Med den udmelding er den varslede – og heftigt debatterede – SU-reform nu i fare. For en SU-reform kræver DF’s støtte, da de er forligsparti. De øvrige forligspartnere – S, SF, R, V og K – har allerede tilkendegivet, at de er villige til at skære i SU’en. Men det afviser DF nu. Og dermed kan de blokere for en SU-reform. På denne side af et Folketingsvalg.
Således tyder det på, at uddannelsesminister Morten Østergaard (R), der i næste uge tager på SU-debatturne på landets universiteter, kommer ud i hårde forhandlinger, når han fremlægger sit SU-udspil i løbet af de kommende uger.
Ifølge Mandag Morgen er DF enige med resten af forligspartierne om, at der skal gøres en politisk indsats for at få de studerende hurtigere igennem deres uddannelser. Men DF mener ikke, at SU-nedskæringer er den rigtige løsning, da det øger risikoen for både fravalg af og frafald fra uddannelser.
»Erfaringen viser, at det har en negativ effekt at skære i SU’en, fordi nogle af de mere udsatte grupper risikerer at falde fra, « siger Jens Henrik Thulesen Dahl.
Her henviser uddannelsesordføreren til Norge, hvor man i 2003 valgte at ændre uddannelses-stipendiesystemet, sådan at den økonomiske støtte afhænger af hvor lang tid den enkelte studerende bruger på at gennemføre sin uddannelse.
Nye undersøgelser viser dog, at den norske reform ikke har fået landets studerende hurtigere igennem. Tværtimod er flere studerende blevet økonomisk afhængige af studiejobs, hvorfor de faktisk bruger længere tid på at færdiggøre deres studier. Endvidere viser tallene, at reformen har afskrækket unge fra ikke-akademiske hjem fra at tage en uddannelse.
På denne baggrund har SU-rådet også frarådet uddannelsesministeren at skære i SU’en. Et råd som Morten Østergaard ikke har taget til efterretning. Og det undrer DF’s uddannelsesordfører:
»Når SU-rådet ligefrem fraråder, at man ændrer i studiestøtten, har jeg svært ved at forstå, at man som ansvarlig minister alligevel holder fast i, at det er det, man vil,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.
»Når der er resultater, der viser, at det ikke virker andre steder, eller ligefrem virker negativt, er der ingen grund til, at vi bilder os ind, at det bliver godt herhjemme.«
Læs hele Mandag Morgens artikel og analyse her.
Nicklas.lund@adm.ku.dk