Diversitetskurser, pronomen-runder og racefilosofi: Sådan er hverdagen på et ‘woke’ amerikansk universitet

Hvordan siger man fra, hvis en medstuderende siger noget racistisk? Hvad er forskellen på biologisk og socialt køn? Hvad skal man gøre i situationer, hvor en mand forsøger at få en fuld og modvillig ung kvinde til at gå med ham hjem?

Spørgsmålene her er en del af de fire obligatoriske online-kurser om alkoholkultur, mental sundhed, diversitet, retfærdighed, inklusion og forebyggelse af seksuelle overgreb, som du skal gennemføre for at kunne blive studerende på University of California, Santa Cruz (UCSC).

Hvis du er lidt hurtig på tasterne, kan du klare kurserne på fem timer. Selvom spørgsmålene er komplicerede og ikke indbyder til ja/nej-svar, får du alligevel en advarsel, hvis du har svaret ’forkert’ ifølge testproducenten. Den advarsel sender dig tilbage til de spørgsmål eller situationer, som du skal tage om.

Til slut ender du med en procentangivelse for, hvor woke, du er. Jeg har selv været på kurset, fordi jeg sidste år tog et semester på universitetet. Det var tydeligt, at kurserne er en del af en større inklusions- og mangfoldighedsstrategi på UCSC. En strategi, der skal understøtte de studerendes »mange intersektionelle identiteter og dermed deres udvikling som studerende og som engagerede kritiske tænkere«, som universitet skriver på dets hjemmeside.

Kurserne på UCSC er et eksempel på, hvordan det står til på de amerikanske universiteter med det, som nogle kalder identitetspolitik – og som andre betegner diversitet og mangfoldighed.

I løbet af de seneste år er amerikanske universiteter blevet skræmmeeksempler i den danske debat. Ifølge politikere som Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) er woke-heden på den anden side af Atlanten løbet løbsk og er nu i gang med at udradere al akademisk frihed og ytringsfrihed på sin vej.  En strømning, politikerne frygter vil ramme Danmark, og som de allerede ser tegn på er ved at tage overhånd i den akademiske verden herhjemme.

Men hvad er det, de danske politikere er så bange for? Er forsknings- og ytringsfriheden virkelig blevet ofret på det identitetspolitiske bål på de amerikanske universiteter?

To modsatrettede hensyn?

På UCSC vil man gerne være woke samtidig med, at man sikrer den akademiske frihed. I hvert fald har man, ligesom de fleste andre amerikanske universiteter, en klar strategi om at være mangfoldige og inkluderende.

Det betyder, at man lægger vægt på at optage studerende med minoritetsbaggrunde og med forældre uden lange universitetsuddannelser. Man har også ansat verdenskendte forskere inden for feminisme og kritiske kulturstudier såsom Donna Haraway, Anna Tsing og Karen Barad. Og en gang imellem kommer hensynet til mangfoldigheden og inklusion i direkte konflikt med ytringsfriheden, hvis konkrete ytringer bliver vurderet til at være hadefulde, sexistiske og racistiske.

Eksempelvis blev der i maj 2021 afholdt et åbent studentermøde om Israel-Palæstina-konflikten, som gik skævt. En række deltagere, som ikke var tilknyttet UCSC, havde fået adgang til mødet på Zoom, og de ytrede sig hadefuldt om jødiske og palæstinensiske folk.

Det kom der en sag ud af. I en mail til alle ansatte og studerende, understregede rektor Cynthia K. Larive, at selvom det er en kernemission for universitetet at sikre ytringsfriheden, så går der en grænse. Hun skrev:

»Der er forskel mellem ytringsfrihed, der giver medlemmer af vores samfund mulighed for at høre, udtrykke og debattere forskellige ideer og synspunkter, og hadefulde ytringer, der har som primært mål at være sårende, stødende eller nedværdigende.«

Cynthia K. Larive opfordrede i samme mail de studerende til at rapportere det til universitetets såkaldte ‘Hate/Bias Response Program’, hvis de fremover oplever eller bliver vidne til såkaldt ‘bias’. Hate/Bias Response Programmet er en enhed, der giver studerende og ansatte nem adgang til at indgive klager blandt andet gennem online-formularer.

Den feministiske højborg

Californien bliver ofte beskrevet som et særskilt land, når det kommer til progressiv politik i USA. Staten er notorisk demokratisk og har de højeste indkomstskatter i landet. UCSC skulle være ekstra ‘slem’ og bliver ofte portrætteret som et universitet fyldt med potrygende hippier og venstreradikale. Her har man både et institut for feminisme og et institut for kritiske race- og etnicitetstudier.

Hvis der er ét sted, hvor woke-heden er løbet løbsk, må det altså være i Santa Cruz. Og man kan ikke komme udenom, at folk er ret progressive på universitetet, erfarede jeg under mit ottemåneders lange ophold, hvor jeg tog kurser i statskundskab, antropologi og filosofi. Det betyder helt konkret, at man gør nogle ting, som er uvante for de fleste i Danmark.

For eksempel præsenterer man sig altid med sine pronominer i en navnerunde. Det skyldes blandt andet, at en del af de studerende identificerer sig som queerpersoner, og ikke nødvendigvis ønsker at blive tiltalt som enten ’han’ eller ’hun’.

Man går op i, om andengenerationsindvandrere fra Latinamerika hedder Latino eller Latinx, eller om det hedder slaver ellers slavegjorte (det rigtige svar er det sidste).

Man begynder mange lektioner med, at professoren læser en ‘land acknowledgement’ højt. Det er en erklæring, der anerkender det oprindelige folk, der engang boede i den store fyrreskov, som omgiver campus.

Idéen er, at tiltagene skal få flere af de studerende til at føle sig inkluderede og lære dem at bruge kritiske begreber i undervisningen. Ifølge fortalerne er woke-heden et forsøg på at skabe en respektfuld dialog, som ikke koster den akademiske frihed, men som koster at gøre sig umage.

Svære samtaler

Men sådan er det ikke alle, der ser på det. I USA har oplevelsen af, at woke-heden giver køb på ytringsfriheden, ført til de såkaldte Chicago-principper, som næsten 80 universiteter har tilsluttet sig. Her står der, at universiteterne ikke må begrænse diskussionen af idéer, selvom et flertal af ansatte og studerende anser de idéer for at være ubehagelige, stødende, ukloge, umoralske eller forkerte.

LÆS OGSÅ: Skal Chicago-principperne til Danmark? I USA diskuterer de stadig, om de er en succes

På UCSC har man sine egne retningslinjer, der ligner principperne til forveksling. De fremgår på en særskilt hjemmeside for ytringsfrihed på campus. I en personalemanual står der blandt andet, at studerende og ansatte skal være frie i klasseværelset til at udtrykke »det bredeste spektrum af synspunkter i overensstemmelse med standarderne for videnskabelig undersøgelse og professionel etik«. Der står også klart og tydeligt, at studerende eller ansatte ikke må stoppe oplægsholdere på campus, selvom de siger noget, der bliver opfattet som hadefuldt eller krænkende, så længe det sagte er inden for lovens rammer.

De fleste amerikanske universiteter har for længst sikret deres forsknings- og ytringsfrihed retligt, enten i form af Chicago-principper eller lignende retningslinjer. Alligevel går kritikken fra højrefløjen på, at campusserne er så gennemsyrede af såkaldt ‘cancel culture’. At man i praksis ikke kan sige højt, hvad man mener, fordi undervisere og studerende bliver ‘aflyst’ på stribe og klaget over, hvis de har upopulære holdninger eller kommer til at bruge det forkerte pronomen.

Angsten for at komme til at dumme sig i den debatkultur kan man godt spore på UCSC. Eksempelvis understreger mange professorer til første undervisningstime i et kursus, at vi skal være imødekommende og tilgivende overfor hinandens holdninger og argumenter.

Det står også direkte i læseplanen til et af mine kurser, som hedder ’Blue Humanities’. Under punktet »Svære samtaler« kan man læse følgende:

»Nogle gange begår vi fejl i vores tale og vores lytning. Nogle gange har vi brug for tålmodighed eller mod eller fantasi eller en række kvaliteter i kombination for at engagere vores tekster, vores klassekammerater og vores egne ideer og erfaringer. Vi vil altid have brug for respekt for andre«.

Min professor på det fag hedder Rasmus Grønfeldt Winther. I næsten femten år har han arbejdet som filosof og videnskabsteoretiker på UCSC og været tilknyttet det verdenskendte ‘History of Consciousness’-institut, som Donna Haraway, Angela Davis, Hayden White og James Clifford var med til at stifte. Tilfældigvis er han dansker, bor i København og livestreamer for tiden sin undervisning fra Zoom, men han har for det meste undervist ’in person’ på UCSC.

Da jeg ringer til Rasmus Grønfeldt Winther, sidder han på en altan på Nørrebro. Han er overbevist om, at hverken forskningsfriheden eller ytringsfriheden er truet i USA, siger han. Men han har oplevet, at studerende er blevet meget vrede på hinanden i hans fag om racefilosofi. Det er ikke, fordi de er uenige i pensum, også selvom det fx handler om mere upopulære forståelser af race. Men nogle gange bliver de studerende simpelthen irriterede på hinanden, siger han:

»Det er sket mere end én gang, at to meget dygtige elever har skrevet til mig hver for sig og sagt, at de synes, den anden ikke er følsom nok eller har sagt nogle irriterende og ‘småracistiske’ ting osv. Jeg besvarer alle sådanne mails, eller beder de studerende dukke op til kontortid. Der lytter jeg. For det er umådeligt vigtigt at lytte. Og tit kan man finde en løsning.«

Udover at lytte, vælger Rasmus Grønfeldt Winther også altid at kommentere debatkulturen, når et nyt kursus går i gang, fortæller han.

»Det har hjulpet at skrive det ind i kursusbeskrivelsen og faktisk bruge lidt krudt på at forklare det og sige: Hey, her skal vi være lidt mere opmærksomme på, hvordan vi taler med hinanden, og hvad vi mener. Det kan godt være, at det virker lidt klichéramt, men jeg tror, det har en effekt«, siger han.

På den måde kan man ifølge Rasmus Grønfeldt Winther godt løse de konflikter, som nogle danske politikere er bange for. Selv i de mest woke fag på ét af de mest progressive universiteter i USA.

Udbredt selvcensur

Langt væk fra vestkysten, nærmere bestemt på University of Virginia i Sydstaterne, finder man en meget aktuel debat om ‘cancel culture’.

Studerende Emma Camp gik i marts i år viralt med et indlæg i New York Times om, at debatmiljøet på universitetet var amputeret af omfattende selvcensur. Hun oplevede, at medstuderende var bange for hård kritik eller repressalier, hvis de sagde en upopulær holdning højt.

Emma Camp opfordrede universiteterne til at modstå studerendes krav om at aflyse kontroversielle oplægsholdere. Hun skrev også, at de burde fjerne de ‘Bias Response Teams’, som man finder overalt i USA.

Rasmus Grønfeldt Winther mener ikke, at han censurerer sig selv hverken som forsker eller som underviser. Faktisk er det alfa og omega for ham at præsentere et bredt udsnit af fortolkninger og argumenter om eksempelvis raceforskning, siger han. At han ikke censurerer sig selv, skyldes måske også, at han som forsker har brugt oceaner af tid og krudt på at tænke over, hvordan han kommunikerer.

Men han kan godt forstå, at det nuværende akademiske miljø er sværere at navigere i som ung studerende:

»Jeg kan godt forstå den studerende fra University of Virginia. Når man er 20 år gammel, kan man nå at sige alt muligt. Og i en kultur, hvor alting skal være politisk korrekt, kan det ikke altid være nemt, også selvom man er velmenende,« siger Rasmus Grønfeldt Winther.

Kan man aflyse ‘cancel culture’?

Interessant nok har University of Virginia allerede tilsluttet sig Chicago-principperne.

Emma Camps oplevelser rejser derfor spørgsmål om, hvorvidt erklæringer og regler som dem overhovedet gør en forskel for de studerende i hverdagen. Med andre ord: Kan man lovgive sig ud af ‘wokeness’ og ‘cancel culture’?

En del politikere ønsker da også at gå videre end blot at nedskrive erklæringer. En anden løsning, som bliver foreslået af højrefløjspolitikere både i Danmark og USA, er helt at bandlyse forskning og undervisning i køn og race.

I USA er det nogle steder allerede en realitet. I flere amerikanske stater må folkeskoler ikke undervise i homoseksualitet eller LGBTQ-relaterede emner. Andre steder sletter man kritisk raceteori fra pensumlisten, fordi man ikke mener, at den form for videnskab er valid. Det betyder i praksis, at man i flere stater slet ikke må diskutere bias, privilegier eller diskrimination i undervisningen.

Herhjemme har Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) kritiseret danske køns- og migrationsforskere for at bedrive aktivistisk og pseudovidenskabelig forskning.

Rasmus Grønfeldt Winther forsker selv i racespørgsmål fra et filosofisk udgangspunkt. Han er uenig i den kritik, som de to danske politikere har rejst:

»Henrik Dahl og Morten Messerschmidt er forfejlede i deres påstand om, at der ikke er ytringsfrihed og forskningsfrihed på de amerikanske universiteter. Det er der altså,« siger Rasmus Grønfeldt Winther.

Forskning i fundamentale kategorier som køn, race og klasse kan sagtens eksistere, uden at man gør køb på forskningsfriheden, mener han. Inden for hans eget felt betyder det, at der også gives taletid til det mindretal af forskere, der mener, at race – i det mindste delvis – kan begrundes biologisk og genetisk, og altså ikke er en ren social konstruktion.

Men selvom universitetet sikrer underviserne og deres forskningsfrihed, kan man godt opleve et socialt pres fra kollegaer og studerende, oplever Rasmus Grønfeldt Winther. For eksempel modtager en del forskere klager fra studerende, og det kan have alvorlige konsekvenser.

Alligevel holder Rasmus Grønfeldt Winther fast i, at der har været behov for at gå op imod det, han kalder en »white cis male dominated«-kultur på universiteterne. Woke-heden har med andre ord været vigtig for at få et bedre universitet, mener han.

»Det er en lidt smertefuld proces, vi skal igennem nogle gange. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi gør det. Det kan tage overhånd, og så må man bare håbe på, at de bedste argumenter vinder i sidste ende. Det synes jeg, at de plejer at gøre.«