Skal Chicago-principperne til Danmark? I USA diskuterer de stadig, om de er en succes

Bål, barrikader og stenkast mod politiet. Det var, hvad University of California Berkeley blev mødt med, da foreningen for konservative studerende i 2017 inviterede den kontroversielle højreorienterede debattør Milo Yiannopoulos.

Dagen var ellers begyndt fredeligt med 1.500 demonstranter, der protesterede imod debattørens tilstedeværelse med skilte, hvor der blandet andet stod »No safe spaces for racists« og »This is war«. Men pludselig dukkede omkring 150 sortklædte og maskerede demonstranter op, der viste deres utilfredshed med mere radikale midler: Uromagerne smadrede vinduer, kastede røgbomber ind i bygninger og startede brande med molotovcocktails.

Universitetet, der i dagene op til havde modstået presset, så sig nu nødsaget til at aflyse begivenheden, og den daværende præsident, Donald J. Trump, tweetede senere på dagen en trussel om at fjerne universitetets offentlige støtte.

Sagen er en af de vildere af sin slags, men konfliktens tema – mulighederne for de kontroversielle perspektiver stemmer på campusser – var hverken nyt eller unikt. Allerede i 2013, da studerende fra Brown University overdøvede en tale fra New Yorks politikommissær som protest mod racisme fra New Yorks politi, kom emnet om ytringsfrihed på amerikanske universiteter på tale.

Det var den slags scener, der i 2014 fik University of Chicago til at nedsætte et udvalg for ytringsfrihed på universitetet. Udvalget fik til opgave at nedskrive et kodeks for ytringsfrihed – en række principper, der sidenhen er blevet adopteret af over 80 andre universiteter, blandt andre Stanford og Columbia.

Og nu er diskussionen nået til Danmark. I 2021 rejste Liberal Alliance et forslag om at indføre principperne i den danske universitetslov. Dengang afviste blandt andre uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) forslaget og opfordrede i stedet universiteterne til at formulere deres egne principper.  Men diskussionen om ytringsfrihed lever videre.

Så sent som i maj inviterede Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg til åben høring om Chicago-principperne. Her lød det fra Socialdemokratiets Kasper Sand Kjær, der er formand for udvalget, at »selv om vi ikke var enige (i LA’s forslag red.), var vi enige om, at der er noget inspiration at hente«.

Spørgsmålet er så, hvilke erfaringer man har fra USA, hvor Chicago-principperne har eksisteret i snart syv år. For hvorfor mener nogle, at principperne, der lægger op til flere stemmer i debatten, fører til det modsatte? Og har de egentlig en effekt i den virkelige verden, eller er de bare ord på et stykke på papir? Gennem tre centrale skikkelser i den amerikanske debat forsøger Uniavisen at give svar.

Vær forsigtig med universelle regler

Man skulle tro, at ophavsmanden bag Chicago-principperne er stor fortaler for at udbrede dem ved at optage dem i den danske lovgivning. Men Geoffrey R. Stone er tilbageholdende over for idéen, da Uniavisen fanger ham over en netforbindelse.

»Det bør man grundigt overveje først,« advarer han.

Som juraprofessor ved University of Chicago stod han i sin tid i spidsen for arbejdet med at formulere principperne, men hans begejstring for at kopiere dem ind i en dansk kontekst begrænset. At universiteter i Danmark er offentlige institutioner, gør det mere legitimt, end hvis det skete med USA’s private universiteter, mener han. Men ikke desto mindre kan det at indføre principperne ved lov paradoksalt nok være med at give køb på den akademiske frihed, principperne forsøger at beskytte.

»En del af akademisk frihed er, at man selv vælger, hvordan man driver et universitet. Så jeg vil sige, at man som stat skal være forsigtig med at vedtage universelle regler, der har at gøre med akademisk kultur.«

Geoffrey R. Stone er dog også hurtig til at slå fast, at der er undtagelser. At en stat vedtager, at man for eksempel ikke må diskriminere på baggrund af race, er i orden, fordi statens interesse i at forhindre racisme er stor nok til at trumfe institutionernes uafhængighed, mener han.

»Men lige her kan jeg godt forstå, at folk protesterer og insisterer på, at hvert universitet skal have uafhængigheden til selv at bestemme.«

Den vurdering er professor ved University of Pennsylvania Sigal Ben-Porath enig i. Hun har specialiseret sig i ytringsfrihed på universiteter og har ofte stillet sig i opposition til Geoffrey R. Stone og Chicago-principperne. Men selvom de to er uenige om det meste, er de enige om, at Danmark bør være tilbageholdende med at indføre dem ved lov. Sigal Ben-Porath peger på, at ytringsfriheden allerede er sikret i vores danske grundlov. Dertil kommer, at universiteter i Danmark og andre demokratier lige nu selv er ved finde deres tilgange til udfordringerne, og at muligheden for at udtrykke sig i forvejen er en grundlæggende værdi i universitetet som institution.

»Så hvad er tanken egentlig bag at indføre principperne fra central hånd?« spørger hun.

Sigal Ben-Porath har selv et bud: At begrænse universiteternes autonomi.

»Med andre ord siger man, at magten til at bestemme grænserne for, hvad der må siges, tilhører staten og ikke klasseværelset, studenteravisen, foreningen eller universitetet som helhed.«

En del af akademisk frihed er, at man selv vælger, hvordan man driver et universitet. Så jeg vil sige, at man som stat skal være forsigtig med at vedtage universelle regler, der har at gøre med akademisk kultur

Geoffrey R. Stone, ophavsmanden til Chicago-principperne

Hun holder en pause, og finder noget frem på sin skærm. Der er en del af de Chicago-principper, hun ellers er kritiker af, hun gerne vil læse højt. For hun mener, at der i principperne står noget, der går imod tanken om at vedtage dem med lov.

»Det er op til de enkelte medlemmer af universitetssamfundet, ikke til universitetet som institution, at træffe disse domme selv (om hvorvidt man bryder sig om en idé eller person red.),« står der hen mod slutningen af principperne.

»De enkelte medlemmer,« gentager hun.

»Og når det ikke engang er universitetet, der skal bestemme, så skal man selvfølgelig ikke tage det et niveau længere og sige, at det er op til staten at beslutte, hvad man kan sige på universitetet.«

Ytringsfrihed hindrer ytringer

Det var egentlig lidt af en tilfældighed, at Sigal Ben-Porath blev så indblandet i debatten. Som en del af sine administrative opgaver blev hun i 2015 bedt om at sidde for bordenden i University of Pennsylvanias ytringsfrihedsudvalg – et organ, hvor studerende, forskere og administration fastlægger universitetets linje på området.

»Min forskning har handlet om demokratisk teori, så det virkede som en interessant opgave. Men jeg havde aldrig forudset, at det, der var en lille udvalgsopgave, skulle blive et decideret fuldtidsjob.«

Omkring samtidig med, at hun påtog sig opgaven, tog diskussionerne om, hvorvidt ekstremistiske oplægsholdere var velkomne på universiteterne, for alvor fart. Også på hendes eget universitetet, hvor valget af Donald J. Trump – en alumne fra universitetet – året efter også satte ild i debatten. For var han overhovedet velkommen på sit eget universitet?

Er man uenig, bør man stille kritiske spørgsmål og modargumentere i stedet for at udelukke nogle

Geoffrey R. Stone

I debatten bliver særligt to sider ofte repræsenteret. På den ene side står dem, der ønsker at forhindre, at man giver en platform til alt det, de betragter som ekstreme og skadelige synspunkter. På den anden side står dem, der mener, at universitetet som institution bør kunne rumme en forskellighed af idéer – også dem, der anses som anstødelige – for at løse sin opgave med at producere og sprede viden bedst muligt. Geoffrey R. Stone tilhører den sidste gruppe.

»Er man uenig, bør man stille kritiske spørgsmål og modargumentere i stedet for at udelukke nogle,« mener han og peger på, at alternativet er boble, der får sværere ved at forstå verden.

Sigal Ben-Porath, der nu har skrevet to bøger om emnet, ser derimod sig selv et sted mellem de to konkurrerende synspunkter. Grundlæggende mener hun, at der skal der være meget vide grænser for ytringsfrihed, fordi det er en del af universitetet, at studerende og ansatte skal diskutere forskellige perspektiver.

»Men jeg mener også, at hvis man giver frit slag – for eksempel lader undervisere tale nedladende om indvandrere – så kan det give bagslag i forhold til idealet om, at der udveksles en diversitet af meninger.«

Den nedladende tale, der kommer plads til med Chigaco-principperne, får ifølge hende minoriteter til at trække sig, og så bliver resultatet også en debat, hvor visse perspektiver udelukkes.

»Principperne om lade alle komme til orde kan på den måde paradoksalt nok forhindre folk i at komme til orde – og det er jo ikke målet,« argumenterer hun.

Den bekymring er reel, erkender Geoffrey R. Stone, men for ham er løsningen ikke at begrænse retten til tale. I stedet bør man uddanne dem, der trækker sig, til at turde udtrykke sig – en udvikling, han allerede mener, er godt i gang.

»Når jeg taler med de sorte studerende, jeg underviste for 30 år siden og spørger, hvad de tænker om, at jeg brugte bestemte nedladende ord eller diskuterede bestemte emner, så forklarer de, at det faktisk stødte dem. Men det sagde de aldrig, for de frygtede at blive set som idioter, hvis de talte højt om det. I dag kan jeg se, at studerende er langt mere villige til at udtrykke det perspektiv.«

Sigal Ben-Porath erkender, at hendes modstand mod at tillade alt inden for lovens rammer, gør det mere komplekst at diskutere, hvor man så i stedet skal lægge snittet.

»Der er ikke noget klart svar. Det er noget, jeg mener, der løbende skal diskuteres på universiteter. Og de få tilfælde, hvor det bliver nødvendigt, kan man så have et udvalg af studerende, forskere og ledelse, der endegyldigt beslutter, hvad der konkret skal tillades.«

Har ikke stoppet alle kontroverser

En ting er at diskutere principperne – ordene på papiret. Men en lige stor diskussion er, hvorvidt de har en virkning i samfundet. Løser de det problem, de blev sat i verden for at løse?

Mary Griffin er blandt dem, der mener, at principperne har gjort en forskel. Hun er Senior Program Officer i NGO’en Foundation for Individual Rights in Education (FIRE), der er sat i verden for at kæmpe for ytringsfrihed på amerikanske universiteter. Det var FIRE, der førte kampagnen, som løftede Chicago-principperne fra at være et lokalt fænomen til at blive optaget på tværs af landets universiteter. Og det har bestemt haft en effekt, hvis man spørger Mary Griffin.

»Hvis du har en kontroversiel taler, der kommer til universitetet og folk kræver, at de ikke får lov til at tale, så er det langt lettere for universitetsledelsen at pege på, at man for nogle år siden vedtog, at man er forpligtet til de her principper, og at det noget, man vil fastholde. På den måde hjælper det til at undgå kontroverser, for du behøver ikke at tage stilling i den enkelte situation.«

Før i tiden ville jeg uden tøven have sagt bestemte nedladende ord i en kontekst af, at jeg for eksempel i underviste i, at grundloven gør, at man ikke kan straffes for at sige et bestemt ord.

Geoffrey R. Stone

Men det er netop ulempen ved principperne, argumenterer Sigal Ben-Porath.

»Så kan man få stemmer på universitetet, der hindrer folks villighed til at deltage i debatten. Og når man så vil diskutere, om grænserne ikke skal ligge et andet sted end absolut frihed inden for loven, så kan der blot blive peget på Chicago-principperne og diskussionen kan lukkes ned.«

Men selvom der på begge sider er enighed om, at Chicago-principperne har haft en effekt, har deres udbredelse ikke stoppet alle kontroverser. På sin hjemmeside opdaterer FIRE en liste over oplægsholdere, der har fået trukket deres invitation eller er blev overdøvet af demonstranter. I år er der indtil videre 13 tilfælde – men det vidner ikke om problemets fulde omfang, understreger Geoffrey R. Stone.

»På grund af stemningen er der mange, der ikke bliver inviteret i første omgang. Og så er der alle de begrænsninger, man ser i det daglige,« siger han.

»Før i tiden ville jeg uden tøven have sagt bestemte nedladende ord i en kontekst af, at jeg for eksempel i underviste i, at grundloven gør, at man ikke kan straffes for at sige et bestemt ord. Men den ekstra følsomhed, der er kommet de seneste syv års tid, betyder, at folk ikke vil høre de ord, uanset konteksten.«

En begrænsning, han ikke kun oplever omkring ord, men også omkring bestemte synspunkter. Han peger som eksempel på spørgsmålet om affirmativ handlen – at man tilgodeser grupper, der traditionelt er blevet diskrimineret.

»Et af modargumenterne mod affirmativ handlen er, at studerende der kommer ind på universiteterne på grund af den, er mindre kvalificerede og derfor har en tendens til at klare sig ringere end andre. Men hvis nogle sagde det i et klasseværelse i dag, ville det blive set som komplet upassende. Og det er klart, at det hindrer vores mulighed for at diskutere vigtige emner på en ligefrem og ærlig måde.«

En universel debat

Spørgsmålet er fortsat, hvordan man vil bruge de amerikanske erfaringer i Danmark. Mens både Aarhus Universitet, Copenhagen Business School og Syddansk Universitet enten har publiceret ytringsfrihedserklæringer, der deler tankegods med Chicago-principperne, eller nedsat udvalg, der skal arbejde på sagen, har ledelsen på Københavns Universitet været mere tilbageholdende.

Prorektor for forskning, David Dreyer Lassen, fortalte til høringen i Folketinget, at han ikke tror på, at det giver mening at lave regler eller love.

»Vi skal som universitet selv formidle og opdrage til en akademisk kultur og etik, hvor man kan være enige om at være uenige. Det kan vi, tror jeg, blive bedre til,« konkluderede han.

Når Geoffrey R. Stone ser tilbage er han overrasket over, at hans arbejde med principperne har haft så stor effekt, at de også diskuteres i Danmark. Da de skrev dem, var det slet ikke tanken, at de skulle adopteres på andre universitetet – eller i andre landes lovgivning for den sags skyld.

»På den måde er det overraskende. Men omvendt giver det god mening, for det er på mange måder en universel debat,« konstaterer han.