Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
PRAKTIKPENGE - Virksomheder vil gerne honorere praktikanter, og det er positivt, at regeringen vil ændre de regler, der forhindrer det, siger formand for Djøf Studerende Ela Acar.
Regeringens forslag om, at det igen skal være muligt for studerende at få penge for deres arbejde, når de er i praktik, bliver positivt modtaget af fagforeningen Djøf.
»Det er på sin plads, at studerende får anerkendelse for det arbejde, de leverer på deres praktiksted. De skaber stor værdi for virksomhederne, udover at de selv får et stort fagligt udbytte,« siger formand for Djøf Studerende Ela Acar.
En studielivsundersøgelse foretaget af Djøf i 2013 viste, at 56 procent af de studerende, som var i praktik, modtog løn. Det måtte de ikke længere få, da en ankenævnsafgørelse i starten af 2015 fastslog, at studerende ikke må modtage SU og praktikløn samtidig.
»Forbuddet mod lønnet praktik har især ramt dem, der ikke har en økonomisk stærk baggrund. Og SU rækker ikke langt, så det er rimeligt, at de studerende får mulighed for en supplerende indtægt,« siger Ela Acar.
Regeringens forslag om ’erkendtlighed’ lægger op til, at virksomhederne ikke må skrive i stillingsopslaget, hvor meget de vil betale, fordi der ikke er tale om løn. Pengene skal komme, når arbejdet er udført, som en form for bonus.
Adspurgt om det et problem set fra en fagforenings synspunkt, svarer Ela Acar, at det er overraskende, hvis der lovgives om, hvad der må stå i et konkret stillingsopslag.
»Den konkrete honorering er et indbyrdes forhold mellem praktikant og virksomhed, men det er et stort skridt i den rigtige retning, at virksomheder gerne må erkende, at studerende har lavet et arbejde, som skal lønnes. Vi ved fra vores undersøgelser, at virksomhederne er villige til at betale. Udfordringen har været, at selv den mindste honorering gjorde, at den studerende ikke samtidigt kunne få SU. At honoreringen først må komme efterfølgende som en bonus gør dog, at studerende, som skal i praktik, stadig har en udfordring med at få økonomien til at hænge sammen under praktikken. Men der er selvfølgelig et skridt i den rigtige retning, at løn ikke er udelukket på forhånd,« svarer Ela Acar.
Er det så stort et skridt? Har regeringen ikke bare omgået spørgsmålet om praktikløn ved at indføre (ret dårligt betalt) ’erkendtlighed’?
»Jeg vil sidestille det med løn – så må politikerne kalde det, hvad de vil. Når politikerne siger, at det ikke skal hedde løn, fordi det, praktikanterne laver, ikke kan sidestilles med arbejde, så passer det ikke. Praktik er mere end studie, og derfor er de studerende berettiget til en honorering. Det er jo fx også svært at have et studiejob, samtidig med man er i praktik,« siger Ela Acar.
uni-avis@adm.ku.dk