Dorte Brix: Loyaliteten på Københavns Universitet er ved at smuldre

Som laborant er Dorte Brix ‘en sjov blanding mellem VIP og TAP‘, eller det kalder hun i hvert fald sig selv.

Hun hører formelt til det administrative personale, men hun arbejder tæt sammen med universitetets forskere og deltager også selv i øvelsesundervisning.

Men modsat det videnskabelige personale føler hun sig ofte glemt, siger hun.

Der har været ret meget TAP-bashing i de seneste mange år

»Der er ikke nogen, der nævner, at vi har x antal laboranter, der laver det og det og det.«

Det er ikke bare en følelse, der plager hende, siger Dorte Brix. Faktisk tror hun, at mange af de medarbejdere, der ikke dagligt samarbejder med det videnskabelige personale, føler sig endnu mere usynlige, end hun selv gør.

»Der har været ret meget TAP-bashing i de seneste mange år, og det synes jeg er synd, for det skaber en a- og b-holdsstemning. Pengene må endelig ikke må bruges på administration.«

TAP kun med nød og næppe nævnt i universitetets strategi

Ifølge Brix har TAP-ansatte for eksempel haft »store problemer« med at blive nævnt i universitetets strategi.

Hvis hun bliver valgt til bestyrelsen, vil hun forsøge at ændre opfattelsen af de ansatte, som hun mener har mistet deres stemme, måske fordi de ikke direkte leverer universitetets kerneydelse, uddannelse og forskning

Selvfølgelig, indskyder hun, bør meget handle om de forskere, der skaber viden, og de undervisere, der deler den med de studerende – foruden de studerende selv.

Jeg er ikke bange for at sige til de høje herrer og damer, når jeg synes, noget er problematisk

Men hun kalder det »bekymrende«, at det administrative personale ikke fylder mere i universitetets fælles bevidsthed.

»Jeg tror, der er mange, der går rundt og har det skidt. De synes ikke, Københavns Universitet er lige så fed en arbejdsplads, som det var engang.«

Hvad gør dig den rigtige til at give den her gruppe en stemme i bestyrelsen?

»Det er, at jeg vil det. Jeg er ikke bange for at sige til de høje herrer og damer, når jeg synes, noget er problematisk,« siger Dorte Brix.

»Jeg er også klar over, at det ikke altid er nok at brøle noget ud med en megafon, nogle gange er der behov for det lange, seje træk. Men der skal nok noget til at slå mig ud.«

»Folk siger op, fordi de ikke kan holde ud at være her«

Hendes kritik af retningen på Københavns Universitet rækker længere end til forholdene for TAP-ansatte. Faktisk kan hun slet ikke nævne én større strategisk beslutning i den seneste årrække, der har gjort universitetet til en bedre arbejdsplads. Tværtimod.

»Det er lidt forstemmende, men jeg synes virkelig ikke, der har været noget. Jeg spurgte faktisk mine kollegaer her for nylig, og de kunne heller ikke nævne noget specielt godt,« siger Dorte Brix.

Hvad er så det værste, der er sket?

»Det er, at de fjerner 1. maj med et pennestrøg,« siger hun uden tøven.

Et eller andet sted skal man starte, når man skal råbe folk op

»Og så er der en detailstyring af alle processer, som jeg ikke kan se er til gavn for nogen som helst, hverken os som almindelige ansatte eller for den sags skyld universitetet generelt.«

Som eksempel nævner hun det nye KU-IT, som de ansatte på Københavns Universitet med Brix’ ord får »trukket ned over ørerne«.

»Der er ikke nogen, der har spurgt os, hvad vi synes. Så sidder der nogle, der trækker i trådene og beslutter nogle ting, som kan gøre hverdagen ekstremt sur for os. Det synes jeg er frustrerende.«

Hvad kan man stille op mod det fra bestyrelsens side?

»Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er ting, bestyrelsen har noget at gøre med, men et eller andet sted skal man starte, når man skal råbe folk op,« siger Dorte Brix.

»Jeg synes jo, at det er bestyrelsen, der skal varetage universitetets gode ry og rygte, og der kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også er intakt. Vi kan jo se, at folk siger op, fordi de ikke kan holde ud at være her.«

Der er slet ikke noget, der har trukket op, mens den negative udvikling, du beskriver, er foregået?

»Nej, det synes jeg ikke. På mit eget institut går det godt, men den fornemmelse, man har haft af, at det er fint at være ansat på Københavns Universitet, et af de gode universiteter i Europa, synes jeg, det kniber lidt med. Det kniber med gejsten.«

Dorte Brix holder en kort pause, mens hun tænker over, hvilke ord der skal være hendes sidste:

»Jeg kunne godt tænke mig at sige, at jeg generelt oplever, at Københavns Universitet har højt dedikerede medarbejdere, der er super loyale, men den loyalitet er måske ved at smuldre en lille smule. Det tror jeg ikke, vi kan holde til i længden.«

LÆS MERE OM UNIVALGET på uniavisen.dk/univalg2019