Topdiplomat: »Du mister din identitet, hvis du ikke udnytter dit talent«

Jeg har en sjov historie fra en af mine første dage på universitetet. Da jeg flyttede til København, boede jeg det første år hos en ældre dame i en lejlighed i Hellerup. Og en af mine gymnasiekammerater, som skulle starte på økonomistudiet, boede i Gentofte. Long story short: Der var immatrikulation, og vi skulle med. Men da vi skulle med hver sit S-tog, jeg fra Hellerup og han fra Gentofte, aftalte vi at mødes på Politikens hjørne på Rådhuspladsen. Det havde vi hørt, der var noget der hed. Men eftersom vi begge kom fra bøhlandet på Falster, havde vi bare ikke helt den samme fornemmelse af, hvilket af hjørnerne på Rådhuspladsen, der var Politikens. Vi styrtede rundt for at finde hinanden, og da det lykkedes, var det blevet for sent at nå ind til immatrikulationen.

Egentlig ville jeg gerne have læst statskundskab. Men da jeg blev student fra Nykøbing Katedralskole i 1967, kunne man kun læse statskundskab i Århus. Studiet var relativt nyt dengang. Og at tage fra Gedser til Århus, det var altså for langt, syntes jeg, så jeg med at læse økonomi på KU. Det er lidt sjovt at tænke på, at der var for langt til Århus, nu hvor jeg har rejst så meget siden. Hvis du spurgte mig, da jeg blev cand.polit. i 1973, om jeg havde regnet med at blive højtstående ambassadør, havde jeg sagt, jeg ved ikke, hvad du snakker om. Hvis jeg havde vidst, hvad der lå i kortene, var jeg nok blevet lidt forpustet.

Jeg håber, jeg har lært af det, der ikke er gået godt, men jeg bruger ikke tid på at tænke tilbage

Diplomat Ellen Margrethe Løj

Dengang skulle vi rejse os op, når underviserne kom ind i lokalet. Jeg havde en rigtig dygtig professor, Mogens Boserup, som var udviklingsøkonom og Danidas første chef. Undervisningen handlede om udviklingsbistand og økonomien i den tredje verden. Det var enormt spændende, så jeg tog så mange tilvalgsfag om udviklingspolitik, jeg kunne komme til. Jeg har haft mange megagode og spændende undervisere. Blandt andet den berømte professor Poul Christian Matthiessen, som var ekspert i demografi, og Claus Vastrup, som siden blev overvismand. Alt det, jeg lærte på universitetet, gav mig motivation til at søge job i Udenrigsministeriet.

Det er ikke tosset at tage på udveksling eller få et studiejob, selvom studerende i dag skal koncentrere sig om deres studier og overholde tidsfristerne. I gymnasiet arbejdede jeg på det, der dengang hed Moltzau Line, færgen mellem Gedser og Travemünde. Og mens jeg gik på universitetet, arbejdede jeg først på hovedpostkontoret ved Hovedbanegården, og senere som studentermedhjælper i den økonomiske afdeling i Landmandsbanken. Da jeg var færdiguddannet, fik jeg arbejde i Udenrigsministeriet, og i den forbindelse kom jeg faktisk i bestyrelsen for rederiet Scandlines, der havde overtaget Moltzau Line. En ung medarbejderrepræsentant i Færgeselskabet troede, at jeg var endnu et bestyrelsesmedlem, der ikke anede en disse om færger. Men så kunne jeg jo meddele ham, at jeg altså havde arbejdet på færgeruten, længe før han blev født. Det havde vi meget sjov ud af. Det er ikke dumt at få erfaring fra erhvervslivet, mens man studerer.

Det var ikke sjovt at sidde som ambassadør i Israel under Golfkrigen. I 1990 gik Iraks Saddam Hussein ind i Kuwait, og de allierede med USA i spidsen begyndte at bombe i Baghdad. Der var alle mulige spekulationer om kemiske våben. Og i januar 1990 begyndte Saddam Hussein at bombe Israel. Vi skulle have gasmasker på og i beskyttelsesrum og sådan noget. Det var ikke morsomt, selvom skaderne mest var materielle. Det var første gang, jeg oplevede krig. Man ved ikke, hvordan man reagerer i sådan en situation, og jeg tog det nok køligere, end jeg havde forventet. Men det er godt at vide, hvordan man reagerer. Da jeg senere kom til Liberia, var der ikke egentlige kamphandlinger. Det var der til gengæld i Sydsudan. Der havde vi sikkerhedsvagter med masser af geværer, og vi måtte ned og ligge på gulvet, når huset blev ramt af skud.

Som chef for en FN-mission i et konfliktland var mit job blandt andet at få alle til at arbejde sammen. FN’s medarbejdere kommer fra 100 forskellige nationer, nogle har uniformer på, andre er civile, og jeg skulle få dem til at samarbejde. Man skal ikke se multikulturen som et problem, men udnytte fordelene ved forskellighederne. Jeg kan give et eksempel: I 2011, op til præsidentvalget i Liberia, blev der talt lidt højt. Så min politiske souschef og jeg besluttede, at vi måtte tale med alle de omkring 18 præsidentkandidater, der var. Min souschef på daværende tidspunkt var fra Mali, og vi overvejede, hvem der skulle have ’the tough talk from the white woman from Europe’, og hvem der skulle have ’the African brother to African brother talk’, og hvem vi skulle møde sammen. Sådan fordelte vi kandidaterne mellem os. Det var en måde at drage fordel af den enorme diversitet, der er i FN.

Det er jo nemt nok at skrive ned på papir, at du skal beskytte civile liv og tage hensyn til kvinder. Men du skal også vise det i dit konkrete arbejde. Jeg har undervist meget på kurser om fredsbevarende operationer, og her plejer jeg at sige, at basalt set er fred og sikkerhed både for mænd og kvinder. Helt naivt. I FN søger vi at skabe fred og sikkerhed for både mænd og kvinder, og det gør man jo ikke, hvis det kun er mænd, der diskuterer det hele. Her taler jeg ikke kun om cheferne, men også om militærfolk, politifolk, osv. I mange af de konfliktlande, jeg har været i, specielt Liberia, var der rigtig mange seksuelle overgreb på små piger. Derfor er det vigtigt, at den nationale politistyrke består af både mænd og kvinder. En pige der er blevet voldtaget, vil tale om det på en anden måde til en kvindelig politibetjent end til en mandlig. Derfor skal vi i FN sørge for, at vi også har kvindelige politifolk. Pointen er, at fred og sikkerhed er lige vigtig for kvinder og for mænd, og at der skal være både kvinder og mænd på alle niveauer i sådan en FN-mission.

Jeg havde sikkerhedsvagter med masser af geværer, og vi måtte ned og ligge på gulvet, når huset blev ramt af skud

Diplomat Ellen Margrethe Løj

Min karriere er kommet med en pris. Jeg siger ikke, at jeg skulle have gjort det anderledes. Men jeg har været mere rodløs end andre. Efter mange år i udlandet har jeg mistet kontakt med nogle af mine gamle venner. Vi er stadig nogle stykker fra studietiden, der ses, men vi bliver færre og færre, fordi vi bliver ældre, og nogle går bort. Jeg har heller ikke min egen familie med børn og børnebørn, som mange af mine jævnaldrende bruger meget tid på. Men sådan er det. Det er prisen, jeg har betalt. Jeg fortryder det ikke, for jeg har haft en spændende karriere, og jeg har oplevet meget, både dårligt og godt. Verden er en anden i dag, end den det var dengang. Der var ikke mange kvinder i Udenrigsministeriet, da jeg startede. Til en af mine første ansættelsessamtaler, sagde en overordnet: »Det er ligegyldigt, at vi ansætter flere kvinder nu, for de forsvinder alligevel længere oppe ad karrierestigen.« Heldigvis er der en langt bedre kønsbalance i Udenrigsministeriet i dag.

Du mister din identitet, hvis du ikke udnytter det talent, Vorherre har givet dig. Det har jeg altid sagt. Tag et skridt ad gangen og gør det så godt, du kan, så må det briste eller bære. Man skal ikke tænke for strategisk og fedte for chefen, »hvis jeg gør sådan, så bliver han nok gladere for mig«. Nej, hvis man tænker sådan, er man ikke sig selv. Jeg har været heldig at have et spændende job, hvor jeg hele tiden har lært noget nyt. Nogle ting er gået godt, andre er ikke. Jeg håber, jeg har lært af det, der ikke er gået godt, men jeg bruger ikke tid på at tænke tilbage. Jeg har aldrig har sat en model op for, hvor min karriere skulle ende. Min tilgang har altid været, at uanset hvad, skulle jeg gøre tingene så godt, jeg kunne og ikke prøve at springe over, hvor gærdet er lavest.

LÆS OGSÅ: Pia Fris Laneth var nøgenmodel, da hun begyndte på Københavns Universitet: »Jeg fik et visuelt chok«