Dyrk løbeterapi til lyden af Oppenheimer

Der er vrede overalt: vrede over den grønne omstilling, vrede over krigene i verden, vrede over ligestillingen, vrede på ens familie, vred på én selv. Men hvor går vi hen med al vores vrede? For et eller andet sted skal den jo udtrykkes. Og selvfølgelig kan man udtrykke sin vrede på mange forskellige måder – deltage i demonstrationer, skabe kunst, gå til kick-boksning.

Alligevel vil jeg slå et slag for løbeturen, denne tavse samtalepartner.

Selv forbrænder jeg vrede på løbebåndet i det lokale fitnesscenter, hvor båndene står på rad og række, militante og strikse. Når jeg er ved at koge over, når kæberne spændes og næverne knyttes, kan løbeturen sætte tingene i perspektiv. Den er et lille pusterum, hvorfra jeg genfinder fokus. På de tunge pensumtekster, på engagement i undervisningen, og på tilværelsen og livet i almindelighed. Man træder en smule ud af sit liv, så man kan vende tilbage, med større overblik og med tankerne samlet.

Musikalsk løbemakker

Men skal jeg løbe, skal der musik til. Der er tale om et samarbejde, hvor musikken åbner for refleksion, mens kroppen sveder vreden ud.

Dog er det ikke al slags musik, der egner sig lige godt til at løbe og reflektere. Men frygt ej, for her mener jeg, at Ludwig Göranssons mastodontiske værk, soundtracket til Oscar-vinderen Oppenheimer, er verdens bedste løbemusik til netop dette formål.

Allerede på nummeret Can You Hear The Music? mærker man albummets evne til at løfte én op i luftlagene: En flok violiner basker med vingerne og sætter tempoet, indtil musikkens vingefang til sidst løfter dig op over hverdagen.

LÆS OGSÅ: Morgenmad er for de uambitiøse

Det er musik, som tør åbne døre til uudforskede afkroge i én selv. På Meeting Kitty løber man for eksempel både ind i alt det, man ønskede at være, og den man blev til. Den fremtrædende stryger leder tankerne hen på alle de nederlag, man selv har erfaret – i kærlighed, i skolen, på arbejdet.

På den måde er det et nummer til tiden: Krigene, som udspiller sig i verden, og al deres smerte, står ekstra klart i skæret af strygerne, der langsomt fortoner sig, og som til sidst bliver til et boblende mørke. I et par lange, udstrakte sekunder er harpen så blid, at man kan høre sit åndedræt arbejde og smage sveden, der løber ned over læberne. Og lige dér, hvor man tror, at nu giver musklerne efter sindets afmagt, genopliver Göransson håbet med elektroniske slag, der lyder som et stroboskoplys blinker.

En lindrende effekt

Jeg indrømmer, at jeg ikke helt har videnskaben på min side. I Weekendavisen skriver Louise Fogh Hansen i artiklen Hids dig ned (kræver abonnement) om to forskere, som gennem en metaanalyse af 154 studier er kommet frem til, at »en løbetur forstærker (…) aggressionsniveauet, fordi pulsen kommer op, og musklerne spændes.«

Og efter genkendelsen glemmer du din krop

Men forskerne har tydeligvis ikke undersøgt, hvordan numre som Manhattan Project og American Prometheus kan have en lindrende effekt på et løbebånd. For det kan godt være pulsen stiger, men at mærke hornene på numrene brøle mod himlen som sårede dyr har en værdi, der er svær at måle. Genkendelse.

Og efter genkendelsen glemmer du din krop. Efter at passere numrene Los Alamos og Fusion, der begge lyder som en oprustning, når du til The Trial.  Et lille mesterværk, som forener moderne elektroniske lyde med klassiske toner fra violinen. Du er nu forbi det punkt, hvor du tænker over, at du løber – det sker bare.

Til sidst afsluttes løbeterapien med et brag: Destroyer of Worlds er tidspunktet, hvor du sætter i slutspurt, hvor horn og violin får hjertet til at hamre i halsen.

Du er færdig, måske ikke opløftet, men i hvert fald forstået og træt.