Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Efter blokadetrussel: Ledelsen lover nye tiltag på Psykologi

På nyt stormøde roste prodekan de psykologistuderende, der har fremsat 11 krav og truet med en blokade. Hun mener dog ikke, at fagmiljøet er ensporet.

Sara Hagemann, prodekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, roder lidt med teknikken, dem på Zoom kan ikke høre, hvad hun siger. Imens skuer de sidste studerende forgæves efter en plads på de tætpakkede stolerækker og sætter sig til rette på trapperne i stedet.

Et par studerende på sidste række mumler noget om, at de er spændte på, hvad ledelsen vil sige. Det er trods alt første gang, de forholder sig til de 11 krav, som de psykologistuderende vedtog på et stormøde tidligere i november.

LÆS OGSÅ: Psykologistuderende truer med blokade

Det første, de studerende får, er ros:

»Jeg er imponeret over at se så mange engagerede studerende. Det her er et bevis på, at I er interesserede i jeres uddannelse,« siger Sara Hagemann.

Sidst der var stormøde på Psykologi, var luften tæt af oprør: Jubelbrølene og klapsalverne steg i styrke med talernes indignation, og aftenen sluttede med, at de studerende vedtog en trussel om blokade: Hvis ikke ledelsen imødekommer deres 11 krav, vil de blokere instituttet.

Stemningen er anderledes tøvende mandag eftermiddag den 29. november, hvor ledelsen har inviteret de kritiske psykologistuderende til dialog. De studerende hvisker med hinanden, knipser i stedet for at klappe, tøver lidt længere med at stikke labberne i vejret end ved det seneste stormøde.

Sara Hagemann siger, at hun er her for at lytte. Og for at nå i mål med »vigtige, konstruktive tiltag«. Uden at det for alvor bliver konkret.

Hun vil høre, hvad de studerende tænker, alle input er velkomne. Hun har kun en bøn: At de husker på, at instituttet er økonomisk trængt, og at de ikke bare kan ansætte ti nye professorer, hvor meget de end ønsker det.

Hans-Jørgen Hersoug, der studerer Psykologi på niende semester, rækker hånden i vejret og tager fat om mikrofonen, der bliver sendt hans vej:

»Vores kritik retter sig ikke mod, at der bliver sparet på instituttet, men hvor der bliver sparet henne. Vi føler – eller ved – at den humanistiske afdeling er skrumpet utrolig meget over den seneste tid, og at pensum er gået i en meget naturvidenskabelig retning,« siger han.

»Det er vigtigt at have mange og brede perspektiver. Hvis vi bliver ensrettede psykologer, så bliver psykologien ensrettet og derfor dårligere.«

Der knipses i lokalet.

»Vi har fandeme prøvet«

Det er essensen af de psykologistuderendes kritik. De savner humanistiske og samfundsvidenskabelige teorier, kvalitative metoder og tekster fra den skandinaviske forskningstradition. Faglig bredde under ét.

Sara Hagemann, der ellers bestræber sig på at holde stridsøksen i jorden, forholder sig kritisk til et af de ord, de bruger: »ensporet«.

»Jeg har kigget på, hvad der bliver undervist og forsket i, og jeg synes ikke, det er ensporet,« siger hun.

Vi havde en oplevelse af ikke at blive taget alvorligt, og den oplevelse må I tage alvorligt

Sandra la Cour, psykologistuderende

De studerende mumler lidt på rækkerne. En fyr på syvende semester udfordrer prodekanens pointe nogle minutter senere:

»Jeg ved godt, du siger, vi ikke skal sige ensretning, men hvis man kigger på den konkrete udvikling i konkrete fag, så er det tydeligt, og det er også dokumenteret,« siger han med henvisning til en undersøgelse af pensum, som en flok psykologistuderende stod bag tidligere i år.

»For eksempel havde jeg selv Socialpsykologi i efteråret ’18, og der er nu sket en markant ændring, der betyder, at de sociokulturelle tekster er blevet elimineret fra pensum.«

Sara Hagemann siger, at problemerne, som den studerende fremhæver, kan løses i studienævnet, hvor de studerende er repræsenteret.

Det får Maria Johansson, psykologistuderende på kandidaten, til at sende hånden i vejret på bagerste række.

Hun har siddet i studienævnet i tre år, uden at det har været muligt at løse problemerne, siger hun. Hun nævner, at de studerende har haft svært ved at få indflydelse på, hvem instituttet ansætter:

»Vi har prøvet rigtig, rigtig mange gange. Vi har lavet lister over, hvilke fagområder der mangler folk, hvad for nogle kompetencer de skal have, og så har vi sendt det videre til institutledelsen. Man har så alligevel ansat nogen, der ikke har dækket vores behov.«

»Så det er for nemt at sige, at vi skal løse det i studienævnet, for det har vi fandeme prøvet.«

»Jeg ved godt, det ikke er det, du prøver på, men nogle gange kommer det til at virke, som om du affejer problemerne lidt. Jeg tror, det er rigtigt vigtigt, at man viser de studerende, at man tager det her sindssygt alvorligt.«

»Det er derfor, vi er her, Maria,« svarer Sara Hagemann. »Jeg tager de her problemer alvorligt. Studienævnet skal løse de ting, som det har mandat og kompetencer til, og når der opstår sådan nogle udfordringer, som vi har nu, så tager vi et stormøde, vi snakker om det i Psykrådet, og vi kører det videre ad alle de trin, der er nødvendige.«

»Og,« fortsætter hun, »der kommer også nogle tiltag, både på bachelor- og kandidatdelen.«

»Vi er ikke farlige«

Vibeke Koushede, institutlederen på Psykologi, der får en afgørende rolle i den dialog med de studerende, som indledes fredag den 3. december, tager kun ordet en enkelt gang i løbet af stormødet.

Og det er med en opfordring om at læse instituttets nye strategi, der træder i kraft næste år:

»Hvis I læser strategien, vil I kunne se, at der er lagt op til, at vi vil sikre jer en bred uddannelse, der er fagligt velfunderet.«

Vibeke Koushede mener selv, at ledelsen har været åben for dialog. Holdningen blandt de studerende er ikke helt den samme:

Det er for nemt at sige, at vi skal løse det i studienævnet, for det har vi fandeme prøvet

Maria Johansson, psykologistuderende

»Hvis vi havde en oplevelse af, at vi bare kunne gå op på kontoret og snakke med jer om, hvordan vi kunne tænke os, at uddannelsen bliver indrettet, så havde vi nok ikke lavet et stormøde. Vi havde en oplevelse af ikke at blive taget alvorligt, og den oplevelse må I tage alvorligt,« siger Sandra la Cour, en af arrangørerne bag det seneste stormøde.

Sara Hagemann forsikrer igen, at ledelsen lytter: De studerende hvisker lidt skeptisk med hinanden, mens hun taler.

»Det kan godt være, at I har haft oplevelsen af, at det ikke har været tilfældet, og det vil jeg gerne anerkende. Og så vil jeg sige, at I skal bare komme. Vi vil gerne lytte. Okay?«

De fremmødte undervisere har samme budskab.

»Det fedeste er da, når studerende siger hey, hvorfor har du ikke det her på pensum?« siger en af underviserne.

»Jeg vil ikke altid være enig, men jeg vil altid tage det alvorligt. Så husk altid som det første at tale med jeres undervisere, hvis I er utilfredse med pensum eller undervisningen. Vi er faktisk ikke så farlige.«

Et sidste svirp

Klokken har passeret 16, og Sara Hagemann lukker ned for stormødet, selv om flere studerende stadig har hænderne i vejret. Blandt andet Lasse Pedersen, næstforpersonen i studienævnet, der åbnede det seneste stormøde.

»Lasse og I andre, der har hånden oppe, jeg er ked af det, vi er nødt til at smutte nu.«

Hænderne sænker sig langsomt i lokalet.

Sara Hagemann fortsætter lidt endnu, takker de studerende for at være engagerede, opfordrer til fortsat dialog og lover dem »at gøre en indsats«.

Hun kaster sig ud i det, der lyder som eftermiddagens sidste sætning, da Lasse Pedersen alligevel afbryder hende og tager det sidste ord.

»Må jeg ikke godt bare lige sige én ting,« siger han

»Det er superdejligt, at I siger, der er en åben dør-politik, men der er lige blevet stemt 11 krav igennem fra 245 studerende, så jeg vil bare lige sige, at dem kan I godt lytte til allerede nu.«

Den her gang bliver der ikke bare knipset. Stormødet slutter med eftermiddagens eneste larmende klapsalve.

Annonce

Seneste