Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Efter fyringen

Jobtrivsel — Han var én af de 209, der blev fyret fra Københavns Universitet i februar sidste år. Men Johan Olsen arbejder her stadig – nu for eksterne midler. Her fortæller han om at være bitter og taknemmelig på samme tid, og om det, der mangler i hans liv efter fyringen.

Det er torsdag formiddag, og Johan Olsen sidder i en kantine på Nørre Campus midt i en ivrig samtale med en kollega. Med sin kasket, sorte læderstøvler og blå denimjakke med påsyede mærker (Rubber Soul står der på ét af dem med skrifttypen fra det klassiske Beatles-album) skiller han sig ud fra mængden af forskere, man ellers møder på campus,

Han blev fyret for lidt over et år siden, men han er her stadig – på Det Biologiske Institut ved Københavns Universitet, hvor han, ved siden af sin karriere som forsanger i bandet Magtens Korridorer, har tilbragt de seneste 10 år som proteinforsker.

Hans laboratorie, SBiN-lab, ligger lige inde bag kantinekøkkenet. Vi sætter os ind i et lille kontor for ikke at forstyrre de arbejdende studerende og kollegaer, der pukler i det tilhørende åbne kontormiljø. Johan Olsen selv har gang i flere projekter lige præcis hér, fortæller han. Projekter, han ikke kan leve uden – og derfor ramte det ham hårdt, da han i midten af februar 2016 blev kaldt til samtale med ledelsen. Regeringens besparelser betød, at 209 KU-ansatte skulle afskediges i den største fyringsrunde i nyere tid – og han var én af dem.

Når man får sådan et kæmpe spark i røven – ja, i livet – så tumler der en masse tanker rundt.

»Når man får sådan et kæmpe spark i røven – ja, i livet – så tumler der en masse tanker rundt. Jeg tænkte, jeg er 47, jeg har så og så mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Nu skal jeg virkelig tænke over, hvad jeg bruger mit liv på. Når jeg går i graven en dag, skal det, jeg har gjort, mens jeg levede, give mening for mig. Det skal ikke være noget, jeg bare gør automatisk, eller fordi nogen synes, jeg skal. Det var virkelig en eksistentiel overvejelse: Hvad er mit liv værd? Hvad fa’en skal jeg gøre med det?«

Fyret og hyret

Johan Olsen har i løbet af de seneste mange år skabt sig en alsidig karriere ved siden af forskningen – og det ikke bare som musiker. Senest har han været vært for DR2-programmet Store danske videnskabsfolk, og til sommer udkommer han med en bog rettet mod børn og unge, som handler om »hvordan hele verden er indrettet«.

Johan Olsen

Født 25. marts 1969

Blev kandidat i biologi ved Københavns
Universitet i 1996 og tog efterfølgende en ph.d. i proteinkrystallografi.

Siden 2005 ansat ved SBiN-lab på Det
Biologiste Institut.

Siden 1995 forsanger i bandet Magtens Korridorer

Med et sådant CV fristes man til at tænke, om tilværelsen ikke havde været lettere ved blot at vende ryggen til forskningen og den evige konkurrence om fondsmidler. Og netop denne tanke strejfede ham da også midt i de eksistentielle overvejelser, indrømmer han.

»Men efter et stykke tid fandt jeg ud af, at jeg ville være hér. Det er det, der giver mening for mig, når jeg står op om morgenen, og når jeg vågner om natten og tænker på mine projekter. Jeg lever og ånder her.«

Sammen med hans chef, Birthe Kragelund, lykkedes det at finde nogle »akutte midler«, der kunne betale noget af hans løn. Og så blev Johan Olsen genansat, nu udelukkende for eksterne midler. Heldigvis for ham og hans velbefindende.

»For mig er forskningen lidt ligesom at trække vejret. Det er så vigtigt for mig at gøre. Jeg er lavet til det, og jeg har haft det sådan lige siden, jeg var barn.«

Det ene, han savner

På trods af glæden ved at kunne blive som forsker i SBiN-lab, har hverdagen i arbejdslivet ændret sig

Fyringen betød, at Johan mistede to af de ting, han holdt mest af ved sit arbejde. Det ene var hans undervisningsforpligtigelse og dermed muligheden for at kunne stå ansigt til ansigt med de studerende. Noget han i den grad savner.

»Jeg ved ikke, hvor god jeg er til at undervise, men jeg elsker at gøre det. Det er enormt fedt at stå ansigt til ansigt med de studerende. Når du sidder og modtager undervisning, lægger dine undervisere mere mærke til dig, end du tror. Som underviser får man virkelig indtryk af, hvad de studerendes forskellige interesser er, og hvem af dem, der særligt udmærker sig ved at være kreative eller behagelige.«

Flere af de kreative studerende, Johan har undervist, sidder lige nu i SBiN-lab og arbejder. Og netop kreative studerende kan noget særligt i laboratoriet, mener han:

»Det kan være, at 80 % af deres ideer er helt håbløse, men så er der så de resterende 20 %! Det er sjovt at arbejde med de studerende, fordi du hele tiden har en faglig diskussion. Man kan ikke lave forskning uden. Den faglige samtale har jeg heldigvis med en masse studerende og de voksne her på laboratoriet. Men man har den altså også i undervisningssituationen. De studerende stiller de helt basale spørgsmål, som man har glemt at stille i l al den tid, man har været voksen.«

Diskussionen går tabt

Og lige præcis denne diskussion med de studerende går tabt, når forskere fyres fra universiteterne, mener Johan Olsen.

Da fyringsrunden blev varslet tilbage i efteråret 2015, gjorde KU’s ledelse meget ud af at fortælle, at man så vidt muligt ville friholde forskningen og undervisningen for besparelserne. Det var administrationen, der skulle holde for. Umiddelbart godt nyt for Johan Olsen. Men der var et lille men.

Fyringsrunden på KU

Finansloven for 2016 resulterede i den største fyringsrunde i nyere tid på Københavns Universitet. I februar 2016 blev 209 ansatte fyret, 255 sagde ja til en frivillig fratrædelsesordning og 68 ubesatte stillinger blev nedlagt.

Nye besparelser venter i 2019. Københavns Universitet har ikke afvist, at det kan komme til yderligere fyringer.

Langt de fleste forskere og undervisere på KU er ansat i såkaldte VIP-stillinger – det vil sige som videnskabeligt personale. Men Johan var ansat som TAP-FU’er, altså som teknisk administrativ medarbejder, der forsker og underviser.

Da røgen fra fyringssalven havde lagt sig, blev det klart, at netop TAP-FU’erne var blevet hårdt ramt. Selv om de kun udgør omkring 15 procent af medarbejderne på Københavns Universitet, var næsten 30 procent af de fyrede eller dem, der tog imod en frivillig fratrædelse, TAP-FU’ere.

»Det var jo fantastisk, at KU’s ledelse mente, at det ikke ville gå ud over undervisningen, altså, at det ‘bare’ var noget teknisk administrativt personale. Det er bare en stillingsbetegnelse, og der sidder masser af mennesker og forsker i TAP-stillinger. Det var mange undervisere, der røg på det dér, og det er et kæmpestort problem for KU. Hvis man prioriterer de høje uddannelser så lavt, så synes jeg, man er snæversynet,« siger Johan Olsen.

Jeg har aldrig været særlig god til at tilgive, hvis der er nogen, der træder på mig
Johan Olsen

Det andet, han savner

Det andet, han savner – ud over undervisningen – handler også om at formidle.

»Før jeg blev fyret, havde jeg også nogle timer om ugen til ekstern kommunikation, hvor jeg tog rundt på gymnasier, tekniske skoler og i et eller anden omfang også folkeskoler for at holde foredrag. Jeg brugte også tid på at lave tv og radio, som havde med naturvidenskab at gøre, og det er det også slut med nu.«

Hvordan har du det med det?

»Det har jeg det forfærdeligt med. Altså, jeg synes det er virkelige sjovt at undervise, men jeg kan godt undvære det. Men det andet, synes jeg virkelig er nederen, at jeg ikke kan få lov til at gøre.«

Må du slet ikke?

»Jo, jeg må godt ved siden af arbejdet. Men jeg var ansat til det før. Man har ikke sat pris på den indsats ved at fyre mig. Så er incitamentet for at gøre det ikke særlig stort.«

Er du bitter over fyringen?

»Nu? Efter et år?… Ja,« svarer han og holder en lille tænkepause.

»Jeg har aldrig været særlig god til at tilgive, hvis der er nogen, der træder på mig. Min kone prøver at opdrage på mig med nogen succes,« siger han og griner.

Luksusproblemet

Johan Olsen virker på en måde lidt overrasket over, at fyringen stadig sidder i kroppen.

»Jeg er jo virkelig glad for at arbejde her. Jeg er meget glad for Københavns Universitet som arbejdsplads. Men det er rigtig nok, at der er en bitterhed i hælene på at blive fyret. Der er to basale instinkter, der går i gang, når man bliver fyret. Den ene er sådan en instinktiv grund-angst for at blive smidt ud af flokken. Og det er ikke rart. Den anden er en følelse af uretfærdighed. Man føler sig uretfærdigt behandlet. Man synes ikke, at man bliver sat pris på. Og de følelser – uretfærdigheden og følelsen af at blive ekskommunikeret – er meget voldsommere, end jeg havde regnet med. Når de bliver blandet, så får du en ret bitter cocktail.«

Når det er så sagt, så er der grænser for, hvor synd, Johan Olsen synes, det er for ham selv. For det første lykkedes det ham jo at fortsætte med sin forskning. For det andet er han i kraft af sine andre projekter ikke lige så udsat, som mange andre, der bliver fyret.

»Man skal huske på, at i min situation er det jo ikke sådan, at jeg ville skulle gå fra hus og hjem, hvis jeg bliver fyret herfra. Alvorligere er det ikke. Vi er altså er ude i et luksusproblem, hvis man zoomer bare en lille bitte smule ud. Det er meget vigtigt for mig, at det står klart. Ellers så sidder man her som privilegeret og veluddannet og piver, og det er ikke særlig klædeligt.«

Nyt magasin ude på campus nu

Læs hele magasinet her

Købmændene forstår det ikke

Men situationen er der nu alligevel, påpeger han. Og den situation var næsten 500 andre ansatte også i. Hele 330 af de fyrede og frivilligt fratrådte var ansat på fakulteterne for Natur- og Sundhedsvidenskab. Og særligt regeringens nedprioritering af grundforskningen forstår Johan ikke.

»Civilisationen dør, hvis det kun er købmændene, der er der. Det bliver Atlantis, synker til bunds, og så er der ingenting. Det eneste, der adskiller mennesket fra de andre dyr er, at vi har en bevidsthed og en viden om, at vi skal dø – og det ér jo forskningen: At finde ud af, hvordan hele universet hænger sammen. Og jeg synes, det er så fantastisk, at vi får en masse erkendelse omkring verden, om det så er relativitetsteori, kvantefysik, exo-planeter, eller hvordan en virus ser ud. Og det starter ved grundforskningen «

Hans kritik er dog ikke kun rettet mod politikerne på Christiansborg. Da vi spørger yderligere ind til konsekvenserne af fyringerne, siger han, at det egentlig ikke er noget, man som sådan taler om på universitetet. Det gør man bare ikke. En kende besynderligt måske. Burde man som forsker ikke kæmpe for grundforskningen?

»Akademikere dukker bare nakken i skam, fordi vi ikke har den dér fagforeningstanke. Hvis du gik hen på en fabrik og fyrede nogle medarbejdere, så snakker de om det og laver en masse larm. Fagforeningen kommer ind, og der bliver skrevet om det i aviserne, sådan er det ikke her. Her bliver man bitter og tavs og skammer sig. Og der er ikke nogen, der taler om det.  Jeg tror det er en kulturel ting, men jeg kan ikke lige sige, hvorfor det er sådan.«

Han tænker lidt og siger så »nu kan jeg jo ikke blive fyret igen, så jeg behøver ikke at bekymre mig« med et let smil.

Men er du lidt bekymret alligevel?

»Jamen, jeg er sindssygt bekymret for mine kollegaer, og jeg er bekymret for nationens tilstand.«

»Det er ikke en følelse, jeg er specielt stolt af«

Utilfredsheden er til at føle på. Selv efter et år.

Johan Olsen har stadig sin daglige gang på biocenteret, i SBiN-lab, inde bag kantinen. Han går glad på arbejde hver dag, fortæller han. Men Københavns Universitets beslutning om at fyre ham nager stadig.

»Jeg kan mærke det indeni, og det er ikke en følelse, jeg er specielt stolt af. Men jeg synes, det er meget vigtigt at være ærlig og sige, at det er sådan, jeg har det. Der er ikke nogen grund til at fremstille sig som én, der bare børster det af sig, for sådan er det ikke. Det er ret instinktive følelser, som jeg ikke vidste jeg havde, før jeg blev fyret. Jeg har simpelthen ikke anet, hvordan det var – så privilegeret er jeg.«

Seneste