Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Efter magten

KARRIERESKIFTE - Kjeld Møllgård, Kirsten Refsing og Nils O. Andersen nåede toppen af den akademiske rangstige som rektor og dekaner. Efter de gik af, skulle de vænne sig til et liv som menige medarbejdere. Alle genfandt glæden i forskningen og undervisningen.

Farvel til hjørnekontor, sekretariat og historisk kappe. Goddag til et lille kælderkontor, kø ved kopimaskinen og selvbetjening på KUnet.

Det klinger af karrierenedtur at gå af som rektor, dekan eller institutleder.

Ifølge universitetsloven skal ledere være anerkendte forskere, og når de siger farvel, må de pænt trisse om bag i køen og tilbage til deres gamle job som forsker og underviser, hvis de da ikke har nået pensionsalderen.

Faldet fra toppen af den akademiske kransekage til mening medarbejder er brat, så det kræver en særlig psyke at omstille sig fra at være koblets førerhund til menig arbejdshest. Men de ex-ledere, vi har mødt, er med både glæde og lettelse vendt tilbage til forskergerningen.

»Jeg har et meget afklaret forhold til magt. Jeg synes på mange måder den er afskyelig,« siger Kirsten Refsing, der søgte dekanstillingen på Humaniora, fordi hun at ønskede at reformere fakultetet, ikke for magten i sig selv.

Tilbudt debriefing

71-årige Kjeld Møllgård, der var KU’s rektor fra 1994 til 2002, husker, at det var vanskeligt at stoppe, men det lykkedes ham at få gang i forskerkarrieren igen.

Forinden havde han også været institutleder og siden dekan for Sundhedsvidenskab i de sene firsere, så han havde været ude af gamet i en lang årrække.

»Departementschefen i forskningsministeriet sagde til mig, at det var hårdt for mange at holde op, og spurgte om jeg havde behov for en debriefing. Jeg takkede nu pænt nej,« smiler han.

I dag har han et lille laboratorium på ganske få kvadratmeter, som han deler med en ph.d.-studerende, men han kunne ikke drømme om at beklage sig.

Grundig planlægning og et ledelsesmæssigt clean cut er nødvendig, hvis man vil tilbage til forskningen, mener han.

Kjeld Møllgård var fyldt 59, så det var ved at være sidste udkald, hvis han skulle tilbage til sit fag. Da han havde lagt rektorkæden, tog han direkte til Australien for at genoptage samarbejdet med sit gamle forskningsnetværk.

Siden har han ikke beskæftiget sig med ledelse.

»Når du er færdig, er du færdig, og så skal du ikke sidde på bageste række og gnække bedrevidende. Jeg besluttede, at jeg ikke ville involveres i udvalg eller udredningsarbejde, da jeg havde gjort min pligt som administrator,« siger han.

Tog en kold tyrker

Kirsten Refsing, der var dekan ved Det Humanistiske Fakultet fra 2006 til 2011 og institutleder ved The University of Hong Kong, 1995-2006, gjorde noget tilsvarende.

Hun havde længe savnet sin forskning i japanske studier og ainu-sproget, så hun tog, hvad hun kalder »en ledelsesmæssig kold tyrker«, trak stikket ud og tog tre måneder til Japan. Også hun har bevidst undgået at involvere sig i udvalgsarbejde og lignende.

»En af de få statsministre, der trak sig yndefuldt tilbage var Poul Hartling. Da han gik, forsvandt han. Mit budskab er, at der er et liv efter toppen, og det er et godt liv,« siger hun og tilføjer:

»Før havde jeg et stort kontor, og nu har jeg et lille et, så forskellen er i virkeligheden ikke så stor. Det værste ved at være dekan er, at du vænner dig til, at folk gør tingene for dig.«

Gik før tid

Nils O. Andersen overdrog dekanstafetten på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet efter seks år på posten sommeren 2012, knap to år før kontrakten udløb. De seneste to år har han stået til rådighed som kommitteret for rektor.

Han var en af hovedkræfterne bag fusionen af de ’våde’ fakulteter på KU, og da den var gennemført, følte han det naturligt at træde tilbage.

»Det vigtige er at være omhyggelig med overdragelsen, så du afleverer en organisation, der er langtidsholdbar, ikke om du er dekan i seks eller otte år,« siger han.

Men han har et hængeparti i den nye Niels Bohr Bygning til 1,4 milliarder kroner, som er hans idé og hans store hjertebarn. Han har derfor været med på sidelinjen og på møder for at sikre, at man undgår at begå de samme fejl, som da HC Ørsted Bygningen blev opført.

Nu er han tilbage på Niels Bohr Institutet, hvor han var institutleder i seks år. Han blander sig ikke i ledelsen, men stiler mod at fortsætte som emeritus, når han går af som 70-årig i 2017:

»Derefter bør jeg ikke belaste lønbudgettet. Men så længe jeg kan bidrage positivt til instituttets liv, må det være en fordel for begge parter,« siger han.

Glæden ved forskningen

Fælles for de tre ex-ledere er, at de nærmest virker lettede over at have sluppet tøjlerne.

”Jeg har et meget afklaret forhold til magt. Jeg synes på mange måder den er afskyelig.”

Tidl. dekan Kirsten Refsing

Kirsten Refsing forklarer, at trangen til at vende tilbage til forskningen efterhånden havde vokset sig større end trangen til at reformere Humaniora.

»Jeg havde aftjent min værnepligt som leder og kunne lægge det fra mig og beskæftige mig med det jeg allerhelst ville. Det er virkeligt et privilegium at være forsker og underviser,« siger hun.

Hun arbejder på et stort værk om de kristne missionærer i Japan 1869-1889 hvor kristendommen var forbudt, et arbejde der lå stille, da hun var dekan. Nu er hun ved at være i mål og forhandler med et forlag om at udgive bogen.
Oveni har Kirsten Refsing opdaget, hvor meget hun får igen ved at undervise.

»Jeg er glad for det, jeg laver. Så længe jeg kan gøre det i fred og ro, ikke skal udfylde en masse skemaer og kan arbejde om søndagen, hvis jeg har lyst. Du behøver ikke føle dig tvunget til at gå efter den næste høje stilling, for det gør dig ikke nødvendigvis lykkelig,« siger hun.

Forskningen smutter

Nils O. Andersen forsker i ultrakolde atomer og kvanteoptik. Det er helt nyt for ham at være vendt tilbage til sin forskning og undervisning i maj 2014.

»Inden for mit forskningsfelt ændrer tingene sig fantastisk hurtigt, så er du ude af gamet i ti år, er det næsten forfra igen. Jeg sagde kun ja til at blive dekan, fordi jeg vidste, at det var tidsbegrænset.«

»Nu har jeg det lidt som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld. Jeg føler, at jeg for alvor blev løsladt den 1. maj,« siger han, der leger med tanken om at skrive en lærebog i atomfysik.

Kjeld Møllgård husker det som ukompliceret at vende tilbage til undervisningen, men med forskningen var det en anden sag. Den smutter hurtigt.

Han interesserer sig blandt andet for neurale stamcellers funktion i den tidlige hjerne, og der bliver hele tiden opdaget nyt.

Kjeld Møllgård tilføjer, at det var hans omfattende netværk af forskningskolleger, der hjalp ham tilbage. Tidligere var forskningen en enmandshær, men i dag forskes der tværfagligt i teams.

Desuden har han en unik samling bestående af mere end 100.000 papirtynde snit af menneskefostre, som han har opbygget siden 1968. Den er guld værd, når forskerne skal teste eksempelvis et nyt gen, så han har aldrig problemer med at finde samarbejdspartnere.

Akademisk pedel

Magtens scepter savner Kjeld Møllgård ikke – han bestemte faktisk ikke så meget, som man måske skulle tro, siger han.

»Det var under dekanvældet, hvor pengene gik direkte fra ministeriet til fakulteterne, så rektor havde meget lidt at skulle have sagt. Tidligere rektor Ove Nathan kaldte sig selv akademisk pedel, fordi han stort set ikke havde midler at gøre godt med. Han måtte sågar ansøge om midler til at afholde årsfesten,« siger han grinende.

Kjeld Møllgård stillede op som dekan og siden rektor, fordi han oplevede, at der var opstået en prop i rekrutteringssystemet.

I starten af 70’erne blev mange forskere fastansat, og hvis nogen skulle afskediges, var det efter princippet ’sidst ind, først ud’.

Det gjorde det umuligt at ansætte unge lovende forskere.

»Jeg arbejdede sammen med nogle fantastisk dygtige unge mennesker, men de havde ikke en jordisk chance for at blive forskere. Vi kunne ikke vente 20-30 år på, at de gamle gik på pension, så jeg måtte gøre noget,« siger han.

Desuden så han et behov for, at forskningen blev tværfaglig, hvilket var en ny tankegang, så han sikrede sig som rektor en pulje til formålet og fik fx efter fem års tovtrækkerier oprettet Biocentret og BRIC (Biotech Research and Innovation Centre).

»Du er i virkeligheden mellemleder«

Nils O. Andersen nyder at kunne styre sin egen kalender igen.

»Prisen for et lederjob er den personlige frihed, så det er godt at vide, at du ikke er dekan for evigt. Magt som sådan siger mig dybest set ikke noget. Nu er jeg tilbage i verdens bedste job,« siger han.

Kirsten Refsing ser overvejende tilbage med glæde på sin tid som dekan. En af succeserne var, at hun fik sikret de små sprogfags overlevelse med en fast årlig ekstrabevilling til hver på en million kroner fra rektoratet og ministeriet.

Hun fik sammenlagt studienævnene, så forskerne brugte mindre arbejdstid på møder, men det lykkedes ikke at dreje udviklingen tilbage til de traditionelle universitetsidealer, hvor man ser arbejdet som et kald og ikke et lønarbejde.

»Du er i virkeligheden mellemleder, og det hele er en balance mellem ikke at gøre ministeriet, rektor, administrationen og fagforeningen alt for utilfredse. Du skal ikke bilde dig selv ind, at du har mere magt, end du har,« siger hun.

clba@adm.ku.dk

Seneste