Efter Penkowa: Forskningens grå får skal indfanges

Hvis et enkelt sort får blandt forskerne virkelig vil snyde og har evnerne til det, kan hverken ledelsen, strenge regler, mere undervisning i videnskabelig etik eller en omfattende kontrol forhindre det.

Det interessante er derfor ikke at diskutere, hvordan Københavns Universitet (KU) undgår en ny sag i stil med den om hjerneforskeren Milena Penkowa, men hvad man gør ved de grå får blandt forskerne, der har rod i deres data, skriver af hist og pist, er lidt for kreative med deres konklusioner og ikke mindst får deres navn på publikationer, som de kun har ydet et meget begrænset bidrag til.

De er med andre ord lidt uldne i kanten, men ikke direkte uredelige.

Debatmødet med titlen »Efter Penkowa – hvordan sikrer Københavns Universitet god videnskabelig praksis« arrangeret af Praksisudvalget kom derfor til at handle overraskende lidt om den skandaleombruste hjerneforsker.

Udvalget, som behandler sager om god videnskabelig praksis på KU, fik i forbindelse med rektors handleplan efter Penkowa-skandalen, til opgave at finde ud af, hvordan reglerne kan ændres.

Udvalget arbejder ifølge formanden Jens Schovsbo på den endelige rapport, og debatmødet den 26. november skulle tjene som sidste input.

Kulturændring er nødvendig

De særligt indbudte debattører var enige om, at en kulturændring ude i forskningsmiljøerne er vejen frem, hvis man skal undgå at flere forskere ender med at komme på kant med de skrevne og uskrevne regler for god praksis.

Tidens trend udfordrer nemlig de klassiske videnskabelige dyder, og flere føler et pres for at virke smartere og klogere, end de måske er, sagde Jens Schovsbo i sin velkomsttale.

Klemens Kappel, medlem af Praksisudvalget og lektor i filosofi ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, foretrak at tale om behovet for selvbesindelse i forskerkredse.

Der er brug for en større villighed til at konfrontere og dele viden om brud på god videnskabelig praksis, og det gælder også for ham selv, understregede han.

»Hvis du spørger, om jeg selv ville konfrontere en kollega, som jeg mistænkte, er svaret, at jeg ville være noget tilbageholdende. Omkostningerne er meget store; det ville koste 30 års uvenskab,« sagde han.

Klemens Kappel mener, at problemet er, at de interne belønningsmekanismer, socialiseringen og den faglige anerkendelse blandt forskerne er under pres og har brug for at blive styrket.

»Forskere er ikke helgener, og der er isoleret set stærke incitamenter til at snyde, da karriere og økonomi afhænger af, om de gør nogle opdagelser. En væsentlig grund til at brud er forholdsvis sjældne, er de interne mekanismer i form af belønning til de, der lever op til normerne, og sanktioner mod de, der bryder normerne. Ledelsen ved ikke, hvem der laver god og dårlig forskning, og stærk kontrol kan virke demotiverende, så der er kun de lokale forskningsmiljøer til at opretholde en transparent og kritisk kultur,« sagde Klemens Kappel.

Skru ned for krigsretorikken

Han frikendte dog ikke fuldstændig ledelsen for at bære et medansvar, da den kan medvirke til at underminere det interne belønningssystem og selvkontrollen blandt forskerne.

Han nævnte som et eksempel, at man bruger antallet af artikler, som forskerne publicerer som kvalitetsstempel.

Uddelingen af priser til eliteforskere af institutioner fjernt fra de faglige miljøer og ud fra kriterier, der dybest set ikke har noget med forskning at gøre, så som hvor eksponeret forskerne er i medierne, virker også underminerende.

Desuden bør ledelsen også distancere sig fra for eksempel en retorik med metaforer hentet fra krig og konkurrencesport, når den taler om forskning. Det risikerer at fremme en kultur, hvor forskerne ser hinanden som fjender. I konkurrencesport er der kun en vinder, mens forskning kræver et samarbejde for at få gode resultater, påpegede Klemens Kappel.

»Ledelsen kunne godt beslutte at sætte et værn op, der beskytter de ansatte mod verden udenfor. Jeg taler ikke om, at universitetet skal være et beskyttet værksted, men man kunne tilstræbe, at der eksisterede nogle andre logikker end for eksempel i et multinationalt selskab,« sagde han.

Ledelsens dilemma

Peter Harder, professor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, der har været indkaldt som medlem af det udvidede Praksisudvalg i forbindelse med arbejdet med at sikre god praksis efter Penkowa-skandalen, mente derimod, at ledelsen står i et dilemma, da den ikke blot kan vælge at ignorere det ydre pres på forskerkulturen.

Den bliver nødt til at forholde sig til den øgede konkurrence om forskningsmidlerne, og samtidig betyder ledelsens ansvar, at den har vanskeligt ved at reagere på mistanker om videnskabelig uredelighed, før beviserne er uomstødelige.

Lederne vil forsøge også undgå en skandale, da det kan ødelægge universitetets og deres eget ry og rygte, og de føler også en pligt til at bakke den anklagede medarbejder op, da sager om uredelighed kan ødelægge vedkommendes liv og karriere.

Det er derfor ikke realistisk at tro, at ledelsen kan løse problemerne, det er op til forskerne selv, mener Peter Harder.

»Det er ikke velanset at snakke om sit beskidte undertøj med kollegerne, men der er brug for mindre privatlivets fred i forskningen. Så snart det diskuteres, om noget er holdbar praksis, skal det frem i lyset, for ellers risikerer tingene at skride,« sagde Peter Harder, der foreslog, at universitetet fremover offentliggør en årlig redegørelse over, hvilke praksisproblemer, der er blevet diskuteret på KU det forgangene år.

Forskerspirer mangler viden

Peter Sandøe, som er professor ved Institut for Produktionsdyr og Heste og ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, og som er sektionsleder det sidstnævnte sted, har siden årsskiftet været ansvarlig for den obligatoriske undervisning i god videnskabelig praksis af alle nye ph.d.-studerende på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (Science).

De studerende lærer blandt andet at kende forskel på brud på god praksis og decideret uredelighed, de får kendskab til reglerne omkring forfatterskab, datahåndtering, og hvordan man håndterer eventuelle interessekonflikter. Endvidere hører de om normer for god kommunikationen med offentligheden.

»Kurset kan ikke i sig selv ændre en dårlig kultur, og der er ikke bevis for at sige, at det vil forebygge sager om grov uredelighed i stil med Penkowa, bortset fra at større viden om reglerne måske vil gøre det nemmere for omgivelserne at gribe ind, når de ser problematisk adfærd. Kurset skal ses i sammenhæng med andre initiativer, og i alle tilfælde er det først og fremmest adfærden hos de grå får, som vi er ude efter at påvirke,« sagde han.

Datarod er udbredt

Lars Holm Rasmussen, der er specialkonsulent på Science og blandt andet underviser ph.d.-studerende i opbevaring af forskningsdata og kvalitetssikring, kunne fortælle, at det er et område, hvor mange kommer i konflikt med god videnskabelig praksis. Man burde derfor internt på KU få diskuteret igennem, hvad politikken på området skal være, og hvem der har ansvaret for, at data opbevares forsvarligt, mente han.

En undersøgelse lavet af Nature i 2005 viste, at en ud af tre forskere ikke opbevarede deres data ordentligt.

Det er ellers god skik at opbevare data i 10-15 år. Ifølge den såkaldte Singapore-erklæring bør forskeren også føre en logbog, så andre kan tjekke, hvad de har lavet, og man bør ligeledes dele sine data med andre forskere.

»Lemfældig omgang med data skyldes oftest mangel på viden, nedprioritering og almindelig rod. Selvom det ikke er af ond vilje, er det stadig meget problematisk. Universitetet må også afgøre, hvilke faciliteter i form af for eksempel server- og fryserplads, der skal stilles til rådighed. Er det for eksempel rimeligt, at ph.d.-studerende oplever at måtte gemme deres data på deres egen eksterne harddisc? Jeg synes det ikke,« sagde Lars Holm Rasmussen.

Rektor Ralf Hemmningsen svarede, at det er en central diskussion, hvordan man sikrer, at data kan findes selv efter forskeren har forladt institutionen, men han advarede mod at lægge ansvaret over på universitetet. Det vil medføre et utåleligt bureaukrati.

»Den rigtige tilgang må være, at den enkelte forsker bærer ansvaret, og institutionen stiller de nødvendige faciliteter til rådighed,« sagde han.

Fløjteblæser eller guru

Et andet forslag lyder, at KU enten skal indføre en såkaldt whistleblower- eller ’named person’-ordning.

En whistleblower eller fløjteblæser-ordning, som det kunne kaldes på dansk, indebærer, at man udpeger en person, som de ansatte kan gå til uden om ledelsen, hvis de har kendskab til kritisable eller direkte ulovlige forhold i organisationen.

En ’named person’, eller en særligt udpeget person, er en mere uformel ordning, hvor en forsker udpeges særligt til at varetage spørgsmål om god videnskabelig praksis. Det skal være en samvittighedsperson, de andre ansatte har tillid til, som de kan søge råd og vejledning hos i forbindelse med tvister eller mistanker om dårlig praksis eller uredelighed.

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har allerede indført ordningen som forsøg i to år.

Henrik Udsen, professor ved Det Juridiske Fakultet, oplyste, at en whistleblower-ordning skal godkendes af Datatilsynet, da det indebærer, at man registrerer og håndterer personlige oplysninger.

Ifølge Henrik Udsen er der en række spørgsmål, som man skal tage stilling til, inden man opretter en sådan ordning.

Hvilke oplysninger skal kunne indberettes? Kun strafbare eller skal det være bredere?

Hvad skal formålet være? Går man kun efter videnskabelige uredelighed eller også andre forhold?

Hvem må indberette? Ansatte og bestyrelsesmedlemmer kan indberette, mens det er mere tvivlsomt, om det også vil være gældende for de studerende?

Skal man have lov til at anmelde anonymt, hvem kan der indberettes om, og hvem skal modtage og behandle oplysningerne, er også alle spørgsmål, der skal afklares.

»Der er fordele og ulemper, uanset hvordan man udformer ordningen. Hvis adgangen begrænses, og man ikke tillader anonymitet, undgår man måske, at det bruges til hævn og repressalier, men til gengæld risikerer man, at ingen vil bruge den. Hvis man derimod gør den for åben, bliver konsekvensen måske et stikkersystem med et overflod af indberetninger,« sagde Henrik Udsen.

Peter Sandøe mente, at en ’named person’ må være velegnet til at håndtere de grå får, og Peter Harder påpegede, at formålet med en whistleblower-ordning må være at få ram på storsvindlerne, så det er spørgsmålet, hvad man vil.

Nils Strandberg Pedersen, formand for KU’s bestyrelse, erklærede, at han umiddelbart er mest tilhænger af en ’named person’-ordning.

»En ’named person’-ordning er god, fordi den nedskalerer problemerne i stedet for at opskalere dem. For eksempel ved mange ikke, hvordan de skal håndtere forfatterskabsuenigheder. Jeg er derimod betænkelig ved en whistleblower-ordning i et universitetsmiljø, da alt mulig gammel nag kan komme ind, og desuden har man i Danmark mulighed for at indberette sin mistanke om uredelighed direkte til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, sagde bestyrelsesformanden.

clba@adm.ku.dk