Ekspert: Jeg har svært ved at se, hvilket konkret formål det tjener at lukke stillerummene

»Man vil kalde mig himmelråbende naiv, men jeg er overrasket over, hvor meget den her proces har været knyttet til politiske interesser,« siger Lars Cyril Nørgaard.

Ud over at være lektor i kirkehistorie var han også forperson i den arbejdsgruppe, Københavns Universitet nedsatte for at afdække brugen af de omdiskuterede og nu lukkede stillerum på campus.

LÆS OGSÅ: Prorektor efter lukning af stillerum: Vi er ikke lykkedes med at gøre dem til et sted for alle

Nørgaard fortæller Uniavisen, at han gik ind i arbejdet med et ønske om at undersøge stillerummene så videnskabeligt som muligt. Det har været en lærerig proces, siger han, men ikke helt uden udfordringer – både fordi han oplevede, at alle holdninger ikke altid blev efterladt på dørtærsklen, ligesom debatten uden for arbejdsgruppens fire vægge længe har været betændt.

»Arbejdsgruppen blev ikke sat i verden for at beslutte, hvad KU skulle gøre. Det har aldrig været vores opgave. Opgaven var som videnskabspersoner at være nysgerrige og forsøge sagligt at afdække brugen af stillerummene, ikke at have en holdning til rummene eller deres brug,« siger han.

Og så tilføjer han , at selvom emnet viste sig svært at arbejde med, har han kun ros til overs for arbejdsgruppen og dens fælles indsats. Efter hans mening rykker store beslutninger tættere på ansatte og studerende med den type arbejdsgrupper.

En minoritet i en minoritet

Spørger man Lars Cyril Nørgaard, florerer der flere misforståelser og fejlfortolkninger i mediestormen om stillerummene. At stillerummene bliver omtalt som bederum er én af dem:

»Nogle rum har primært været brugt til at bede i. Brug er dog ét aspekt, for det har aldrig været KU’s intention at lave bederum, og det kommer det selvfølgelig heller ikke til at være,« siger han og fortsætter:

»Konsekvent at kalde alle stillerum for bederum afspejler en holdning, og det er i værste fald en politisering og i bedste fald at reducere den empiriske kompleksitet, som jeg ser den.«

LÆS OGSÅ: Stillerummene blev ryddet, før arbejdsgruppen nåede at mødes

Lars Cyril Nørgaard siger, at brugerne af stillerummene er en mere divers skare, end mediernes fremstilling ofte giver anledning til at forestille sig.

Tidligt i processen blev gruppen desuden gjort opmærksom på, at studerende med funktionsnedsættelser brugte rummene, og at deres behov bedre kunne blive mødt, hvis faciliteterne så anderledes ud.

»Inden jeg gik ind i dette arbejde, havde jeg simpelthen ikke tænkt over, at stillerummene selvfølgelig også spiller en vigtig rolle for studerende med funktionsnedsættelser. Her lærte jeg virkelig noget, jeg ikke vidste på forhånd,« siger Lars Cyril Nørgaard.

Jeg kan ikke se, hvorfor den her lille gruppes behov for at praktisere deres religion, mens de er på studiet, ikke kan tilgodeses

Lars Cyril Nørgaard

Størstedelen af brugerne af de undersøgte stillerum viste sig dog at være muslimske studerende, siger han, men arbejdsgruppen afdækkede også, at det kun er et mindretal af de muslimske studerende, der er faste brugere af rummene.

Resten beder enten andre steder eller slet ikke på campus. Derfor kalder arbejdsgruppens rapport de faste religiøse brugere for »en minoritet i en minoritet«.

»Jeg kan ikke se, hvorfor den her lille gruppes behov for at praktisere deres religion, mens de er på studiet, ikke kan tilgodeses,« siger han og understreger, at det naturligvis kun kan finde sted, hvis denne religiøse praksis sker inden for rammerne af KUs fælles ordensregler.

»Jeg formoder, at disse studerende stadig kommer til at bede, det bliver nok bare i andre lokaler. Jeg har derfor lidt svært ved at se, hvilket konkret formål det tjener at lukke stillerummene, mens de bliver gentænkt – det skulle da lige være et politisk formål.«

Normativt pres

Et andet sted, hvor debatten ifølge Lars Cyril Nørgaard fremstår unuanceret, er i diskussionen om, hvorvidt stillerummene har fremmet social kontrol over navnlig muslimske kvindelige studerende.

»Vi har hørt én beretning om et par tilfælde af social kontrol af ældre dato. Er det så fordi, det ikke findes? Eller eksisterer det i et meget lille omfang? Eller hører vi bare ikke om det? Vi ved det ikke, og jeg er selv i tvivl. Man kan have alle mulige holdninger og formodninger, men empirisk viden har vi ikke. Vi kan derfor ikke drage nogen videnskabelige slutninger.«

Jeg formoder, at disse studerende stadig kommer til at bede, det bliver nok bare i andre lokaler

Lars Cyril Nørgaard

Den endelige rapport beskriver konkret, at en ressourceperson tilknyttet arbejdsgruppen har talt med nogle studerende, som gav udtryk for, at de oplevede, at der var et normativt pres  forbundet med rummene. Episoden fandt sted mellem 2016 og 2020.

Et andet tilfælde er en tidligere omtalt story på Muslim Student Associations Instagramprofil, hvor man mindede følgerne om, at stillerummene kunne bruges til at bede tidebøn i.

Som et sidste eksempel peger rapporten på, at de undersøgte rum har været brugt til kønsadskilte aktiviteter. Her beskrives en episode, som også tidligere har fået medieomtale, hvor man lavede koder for, hvornår mænd og kvinder brugte rummene.

Desuden har Uniavisen fundet pamfletter fra Hizb ut-Tahrir i et af rummene – de var dog 10-12 år gamle.

»Når vi taler om normativt pres, er vi nødt til at prøve at dokumentere det som empirisk fænomen. Ud fra den empiri, vi har, kan vi ikke beskrive dette pres – vi kan hverken be- eller afkræfte, at det eksisterer,« siger Lars Cyril Nørgaard, som understreger, at de ovenstående eksempler er de eneste tilfælde, arbejdsgruppen er stødt på i deres undersøgelse.

Nuancerne forsvinder

Der skal være plads til nuancer i diskussionen, mener Lars Cyril Nørgaard. Han siger, at der ikke nødvendigvis er ret mange, der lytter, når man går videnskabeligt til værks for at beskrive forholdene omkring stillerummene. Diskussionen er nemlig i udgangspunktet politisk:

»Den faktiske brug af rummene betyder jo noget. Forskellen på om man bruger termerne negativ social kontrol eller normativt pres betyder også noget. Og på den anden side: Den slags hensyn betyder ikke noget som helst i en politisk diskurs, hvor nuancerne toner ud i kampen om, hvem der får deres vilje.«

Et af de steder, hvor Lars Cyril Nørgaard mener, at den politiske debat er flydt ind i rapporten, er i afsnittet om, hvorvidt stillerummene kunne påvirke den akademiske frihed på universitetet.

Man må jo tro og mene, hvad man vil, så længe man parkerer sine trosforestillinger og meninger, inden man deltager i universitetsundervisning

Lars Cyril Nørgaard

»Jeg har personligt svært ved at forstå, hvordan et lille mindretal af studerende, som vælger at bruge deres frokostpause på at bede, skulle påvirke den akademiske frihed,« siger han.

Som med alt andet arbejde i forbindelse med rapporten har arbejdsgruppen ledt efter belæg for, at det skulle være tilfældet, men uden at finde det

»Jeg er med på, at visse forskere, heriblandt nogle af mine kollegaer, som helt legitimt deltager i debatter, der angår islam eller politiske emner, oplever et helt og aldeles illegitimt pres, særligt på sociale medier men også igennem andre kanaler. Men ingen af disse sager kan mig bekendt knyttes til stillerummene,« siger han og tilføjer:

»Man må jo tro og mene, hvad man vil, så længe man parkerer sine trosforestillinger og meninger, inden man deltager for eksempel i universitetsundervisning. Og det lader til, vores studerende godt kan finde ud af det.«

En pragmatisk beslutning

Rapporten munder ud i en beskrivelse af tre forskellige scenarier, hvor gruppen afdækker fordele og ulemper ved at have stillerum på campus.

I første scenarie ville rummene fortsætte uden ændringer. I andet scenarie ville de forblive åbne, men med mulighed for at ændre retningslinjer og indretning. Ledelsen valgte dog scenarie tre, hvor rummene lukkes.

Det mest udbyggede scenarie i rapporten er det andet scenarie, hvor arbejdsgruppen både kommer med bud på, hvordan rummene enten kunne overgå til en mere individuel brug med forhåndsbooking eller få en ny indretning og nye retningslinjer.

LÆS OGSÅ: KU burde beskytte sit muslimske mindretal

»Jeg havde måske forventet, at man ville gå med det andet scenarie. Det var klart det mest oplagte og udbyggede, og det er jo i en vis forstand så også det, man nu gør,« siger Lars Cyril Nørgaard om beslutningen og tilføjer, at man kunne have ladet rummene fortsætte frem til 1. januar 2026 for derefter at gentænke dem inden for nye rammer.

»Ledelsen kunne have meldt præcis det samme ud, som de gør nu, uden at lukke rummene.«

Oplever du, at ledelsen har lyttet til jer?

»Jeg tror, de har lyttet. Jeg tror også, de har skullet træffe en pragmatisk beslutning ud fra forskellige hensyn og altså ikke kun ud fra, hvad gruppen har fremlagt. Det har hele tiden været min forventning; alt andet ville også være forkert.«

Hvorfor tror du, man valgte at lukke rummene?

»Jeg tror, det er et politisk budskab, man kommunikerer til omverdenen. Og så er den historik, der knytter sig til nogle af rummene, nok også blevet for tung at danse med.«

Brugerne skal inddrages

Ad to omgange har ledelsen i år truffet store beslutninger om stillerummene, som brugerne har kritiseret for ikke at være inddraget i. Også Lars Cyril Nørgaard efterlyser, at ledelsen bliver bedre til at kommunikere om stillerummene:

Jeg håber, brugerne af rummene vil indgå i en konstruktiv dialog med ledelsen om, hvordan fremtidens stillerum skal se ud.

Lars Cyril Nørgaard

»Jeg synes i udgangspunktet, ledelsen skal stå ved, hvad de mener og dermed holde fast i universitetets autonomi. Hvis man for eksempel fandt det problematisk, at der foregår kønsadskillelse i forbindelse med brugen af rummene til den muslimske tidebøn, og man med denne for øvrigt legitime bekymring ikke ønskede at have sådanne rum på KU, så var det, hvad man burde kommunikere,« siger han og fortsætter:

»Jeg ved jo ikke, om ledelsen mener noget sådant – jeg har ikke været med til at træffe beslutningen, og derfor stoler jeg på, hvad nu meldes ud.«

Den seneste udmelding betyder ifølge Lars Cyril Nørgaard, at de studerende og ansatte må tage ledelsen på ordet og antage, at rummene lukkes, fordi man ønsker at skabe noget nyt og bedre:

»Jeg håber, brugerne af rummene vil indgå i en konstruktiv dialog med ledelsen om, hvordan fremtidens stillerum skal se ud.«

LÆS OGSÅ: KU må ikke falde for konservativ propaganda om stillerum

Han forventer, at ledelsen planlægger at holde et brugermøde eller lignende, hvor der er plads til frit at diskutere, hvilke behov og ønsker brugerne har til fremtidens stillerum:

»Hvis ikke det er tilfældet, er jeg bange for, at ledelsen svækker den beslutning, der nu er truffet. På bagkant kan jeg bevidne, at der er mange, der har holdninger til rummene – hvorfor ikke invitere dem indenfor og høre dem?«