Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Emil har startet en sorggruppe for studerende: »Hvis jeg kunne, ville jeg give min tvillingebror en lussing og så en krammer«

Sorg — For et år siden droppede Emil Bülow Petersen ud af sit studie, fordi tabet af hans bror plagede ham for voldsomt. Nu, efter en ny studiestart, har han lavet et fællesskab for studerende, der også har mistet.

Den første samtale, Emil Bülow Petersen og jeg havde, handlede om sorg. Det var i slutningen af august sidste år, og vi gik fra immatrikulationen på Vor Frue Plads hen til Studenterhuset for at mødes med vores nye studiekammerater på Europæisk Etnologi. På gåturen fortalte Emil mig, at hans tvillingebror begik selvmord i 2018.

Emil havde kun lige mødt mig og de andre studerende på uddannelsen, men for ham var det naturligt at dele sine tanker og følelser.

Sorg er ikke noget, man skal kureres for. Sorg er noget, man skal lære at have i sig.

Emil Bülow Petersen

»Folk har taget godt imod, at jeg har åbnet op på de sociale medier. Jeg begyndte at skrive meget om, hvad jeg gik igennem, hvordan jeg havde det og om, hvad sorg er. Det var nærmest en form for selvterapi,« siger Emil Bülow Petersen.

Et par måneder efter brorens død oprettede han Facebook-gruppen Sorg Godt København, en sorggruppe, der har 120 medlemmer med vidt forskellige liv og typer af sorg, men med én ting til fælles: Alle ønsker at dele deres følelser og tanker om sorgen med andre, der selv har mistet.

Da Emil startede på Europæisk Etnologi i sommer, undersøgte han, om der var et sted, man kunne gå hen som studerende og møde andre i sorg. Det var der ikke. Derfor har han nu lavet en sorggruppe på universitetet, inspireret af Facebook-fællesskabet: Sorg Godt Københavns Universitet, hedder den.

»Grunden til, at jeg tænkte på det navn, er, at jeg meget hurtigt lærte, at sorg ikke er noget, man skal kureres for. Sorg er noget, man skal lære at have i sig, fordi man kan ikke kan komme af med den. Sorg kan kun opstå, hvis du har elsket nogen, som du har mistet. Det er den kærlighed, der bliver lavet om til sorg, når du mister dem,« siger Emil.

Man må sgu godt være sur

Efter brorens død læste Emil meget om sorg, og langsomt begyndte han at bearbejde sorgen ved selv at skrive om den.

»Da min bror døde, tænkte jeg, hvad gør jeg nu? Min første reaktion var en følelse af panik. Jeg gik helt i chok. Jeg kunne jo ikke fatte det, og det er stadigvæk ret surrealistisk, selvom det er noget tid siden,« siger Emil.

Han fortæller, at han efter brorens død var et sted, hvor sorgen enten kunne udvikle sig til noget brugbart og motiverende, eller omvendt til vrede eller depression, skabt af den følelse af meningsløshed og magtesløshed, der kan overmande den sørgende.

Ikke at vreden altid er skidt, tilføjer Emil, for man skal give sig selv plads til at være sur over, at tingene er, som de er, efter et dødsfald.

»Jeg har tit sagt, at hvis jeg kunne, så ville jeg give min tvillingebror en lussing og så en krammer bagefter. Og det synes jeg egentlig er en god måde at tænke på. Man må sgu gerne være sur på nogle, der er døde, over det valg, de har taget, men man skal heller ikke bebrejde dem.«

Emil fortæller, at han og broren havde en skøn barndom, fyldt med kærlighed og omsorg og med to forældre, der altid har været sammen og støttet deres børn.

Da de var små, gik drengene ture i Moesgård Skov, hvor de fangede haletudser, plukkede hyldeblomst og legede i græsset.

»Min storebror er den bedste storebror i verden. Vi har generelt haft det godt.«.

»Vi delte næsten et sprog, da vi var babyer. Vores eget sprog. Når vi legede, kommunikerede vi nemt, men de voksne forstod aldrig et pip af det, vi sagde. Vi er, højst sandsynligt, enæggede, og på den måde er vi også meget tætte,« siger Emil.

»Eller vi var. Nu er han død, og jeg er blevet ældre end min egen tvillingebror. Sådan skal det ikke være, men sådan er det.«

Droppede ud på grund af sorgen

I september 2018, altså året før han startede på Europæisk Etnologi, begyndte Emil på Mellemøstens sprog og samfund, også på Københavns Universitet, hvor han ville specialisere sig i arabisk. En uge eller to inde i semestret indså han dog, at brorens død var for tæt på, så han valgte at droppe ud.

»Det hele var for uoverskueligt, og sorgen havde ikke fået lov til at være i mig særligt længe.«

Det drejer sig om at finde en måde at leve med sorgen på, og det tager akkurat lige så lang tid, som det nu tager.

Studenterpræst Inger Lundager

I dag siger Emil, at han er glad for den beslutning, for han brugte året, der gik, inden han startede på Europæisk Etnologi, på at lære at være i sorgen.

Emil og jeg er nu snart færdige med vores første semester. Han siger, at studiet er interessant, han læser pensum og møder forberedt op til sine forelæsninger, bortset fra hvis han har en af de dage, hvor sorgen har brug for hans opmærksomhed.

»Sorgen er pisseegoistisk, det er sådan en lille gnom, der bor inden i dig, som både kan være sød og irriterende,« siger Emil og griner.

»De dage, hvor det er svært, kan jeg godt finde på at sige: Okay, så læser jeg ikke til den her time – men så kommer jeg og tager noter. Så er jeg sikkert glad igen og kan læse op på et andet tidspunkt.«

Et netværk med mange muligheder

Alle de tanker kan studerende dele i Sorg Godt Københavns Universitet, sorggruppen, som Emil nu har skabt på universitetet, hvor alle studerende fra alle fakulteter på Københavns Universitet er velkomne.

Emil fortæller, at sorggruppen blandt andet har en facebookgruppe, man kan melde sig ind i og skrive om, hvem man er, og hvordan man har det. Man har også mulighed for at skrive et opslag i gruppen, hvor man kan aftale møder med andre af gruppens medlemmer.

»Når man bliver medlem, så er man ikke tvunget til at åbne op og skrive om sig selv. Det eneste, man skal, er at bruge gruppen, som man selv har lyst til. I sit eget tempo. Om man vil vente et år med at skrive om sig selv, eller man slet ikke vil, det er op til en selv. Men der er i hvert fald en mulighed for, at man kan bruge det her netværk og få kontakt til andre studerende i sorg,« siger Emil.

Han planlægger at lave nogle arrangementer for medlemmerne af sorggruppen, det kunne blandt andet være forelæsninger eller bare arrangementer, hvor man mødes helt uformelt ved en sø, på en café, en bodega, eller hvor end medlemmerne har lyst til at mødes. Emil tilbyder også studerende i sorg, at de kan tage kontakt til ham privat på hans mail, hvis man bare har brug for at mødes helt uformelt med en anden studerende og tale om, hvordan man har det, og hvad man har brug for.

Sorggruppen er allerede gået ind i sit første samarbejde, nemlig et med Studenterpræsterne, der fra foråret 2020 vil stå for samtalegrupper med sorggruppens medlemmer. Samtalerne er for alle studerende i sorg, uanset deres religiøse overbevisning. Samtalerne kommer til at være eksistentielle, siger studenterpræst Inger Lundager:

»Det, at indfaldsvinklen er eksistentiel, angiver, at ensomhed, angst, skyld, skam, sorg, identitetskriser med videre ikke ses som problemer, der skal løses og gå væk, men derimod som eksistentielle livsvilkår. Sorg er mere end følelsen af sorg. Det er den selvfølgelig også, men ikke kun. Den er først og fremmest et grundvilkår, som vi alle er underlagt. Den er mere en byrde end et problem, som skal løses. Derfor drejer det sig om at finde en måde at leve med sorgen på, og det tager akkurat lige så lang tid, som det nu tager.«

Ud over samarbejdet med studenterpræsterne håber Emil også at få aftaler med andre initiativer, der arbejder med sorg i København og omegn, så han kan hjælpe medlemmerne af gruppen videre, hvis de får brug for mere end en uformel samtale med andre studerende.

Det er nemlig målet med gruppen. At det skal være et netværk med en bred vifte af aktiviteter og muligheder for de studerende på Københavns Universitet, der er i sorg.

»Det er meget uformelt. Sorggruppen er lavet af studerende for studerende. Det handler egentlig bare om at tage skridtet. Tage kontakt, åbne dig op – og så tager vi den derfra,« siger Emil.

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker, er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende til en, der har taget sit liv.

Få telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage klokken 11-04 eller rådgivning via en chat med Livslinien mandag og torsdag klokken 17-21 og lørdag klokken 13-17.

Seneste