En Cand.Ubrugeligs tur i mediemøllen

Forleden vågnede jeg op til en besked fra min gode ven Jonas, som lød, at jeg nu var blevet indblandet i storpolitik.

Aftenen forinden havde jeg medvirket i et indslag på TV2 NEWS, der omhandlede et forslag om en potentiel reduktion af studiepladser for humanistiske fag for at undgå, at studerende som jeg selv blev uddannet til arbejdsløshed.

Forslaget var fremsat af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R). Indslaget bragt i 22-nyhederne tirsdag aften var klippet sammen, således at det kom til at fremstå, som om jeg absolut var enig i forslaget.

Endvidere kunne jeg på min vens opfordring forbløffet læse en kronik i Politiken fra ministeren, hvori et debatindlæg, jeg tidligere på måneden havde skrevet om arbejdsløsheden for nyuddannede humanister, blev refereret og citeret med det formål at forsvare ministerens forslag.

Eftersom jeg ikke er blevet spurgt om mit standpunkt i sagen, vil jeg gerne udtrykke en holdning eller to.

Mine medstuderende og jeg fra de humanistiske fag, hvis optag nu står til at blive beskåret, besidder kompetencer, som i høj grad ville komme samfundet til gode, hvis det offentlige og private ville investere i os.

På Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, hvor jeg selv er uddannet, og hvor ministerens forslag om begrænset optag vil ramme hårdest, beskæftiger vi os primært med sprog og kultur. Disse to emner indeholder unægtelig nøglen til både at forstå og navigere i verden. Forståelse og navigation er væsentlige for organisationer, samfund og nationer. Kompetencer inden for disse områder kan eksempelvis bruges til at skabe bedre integration, øget kommunikation mellem eller internt i virksomheder samt øget profit, uanset om man måler dette i kapital eller styrkede relationer.

Det, mine medstuderende og jeg besidder – vi der bliver færre af – er altså specifikke kompetencer inden for globalisering. Globalisering er fremtiden, og studier der styrker øget viden om det globale, burde derfor også være fremtiden.

Det kræver dog at arbejdsmarkedet for øjnene op for de kompetencer, vi besidder. Det er en samfundsmæssig udfordring, der både skal løftes af arbejdsmarkedet og universitetet. Skrønen om alle humanister er strukturalistiske kommunister, der kæmper for en samfundsrevolution, må lade livet. Vi er mange, der gerne vil ud i det private. Vi ved godt, hvordan verden hænger sammen, og vi ønsker inderligt at bruge vores viden og kompetencer, hvor vi kan.

Hvis samfundet imidlertid ikke har interesse i at investere i vores kompetencer, og ikke mener at globalisering er fremtiden, så er jeg enig i, at antallet af os skal reduceres. For ministeren har ret i en ting: ingen burde uddanne sig til arbejdsløshed. Og jeg kan personligt skrive under på, hvor frustrerende det er at sidde med så mange fine kompetencer, som ingen gider investere i. Det er træls for samfundet og det er træls for mig.

uni-avis@adm.ku.dk