En dybfølt tak til afgående dekan Steffen Kjeldgaard-Pedersen

Dekanen på Det Teologiske Fakultet, Steffen Kjeldgaard-Pedersen, har valgt at opsige sin dekanstilling for at hellige sig professorgerningen i kirke- og teologihistorie, og som hans mangeårige samarbejdspartnere vil vi naturligvis give ham et par ord med på vejen.

I Det Teologiske Fagråd kæmper vi for, at vores medbestemmelse bliver så stor som muligt, og heldigvis er vi, i modsætning til andre fakulteter, utrolig langt på Det Teologiske Fakultet. Vi er imidlertid ikke sikre på denne medbestemmelse.

De studerende kan være nok så dedikerede og politisk dygtige, men uden en åben og samarbejdsvillig ledelse bliver det aldrig til andet end bannere og besættelser. Lykkeligvis er de studerende på Det Teologiske Fakultet velsignet med en sådan ledelse.

Steffen har altid opereret med den åbne dør og den uformelle samtale, og han har med sin store selvironi skabt et forum, hvor studerende og dekanat kan mødes, for derefter at tage beslutninger i fællesskab. Et forum som tager hensyn til os studerende ved fakultetet, og hvor det hele bunder i en tillid og respekt, som går begge veje; fra dekan til studerende/fagråd og fra studerende/fagråd til dekan.

Forskellen på en dekan og en studerende kan ellers forekomme stor. For udefrakommende ligner det givetvis forskellen på en daglejer og en direktør – en forskel der desværre sommetider er virkelighed.

Men sådan er det ikke på Det Teologiske Fakultet. For selvom Steffen og vi studerende er på forskellige steder i både det akademiske og det jordiske liv, så har vi én ting til fælles: Et studium.

Dekanen er også studerende

For blot få dage siden nævnte Steffen netop selv, at han jo også er studerende. Selvom han længe har haft doktorgrad og professorat, er han ikke færdig med sin akademiske udvikling; han lærer stadig nyt og er derfor naturligvis stadig studerende.

Det er en bemærkelsesværdig holdning, og som Steffens medstuderende kan vi kun give ham ret og glæde os over, at mere end elleve år som leder hverken har slukket hans tørst efter viden eller afskrækket ham fra at vende tilbage til professorgerningen. Dog er det med nogen frygt og bæven, at vi ser frem til at møde Steffen ved eksamensbordet efter at have oplevet hans tæft ved forhandlingsbordet.

Skal man forstå Steffens store betydning for Det Teologiske Fakultet, skal man imidlertid tage et kig på hele Københavns Universitet. Her går det okay. Medbestemmelse og medinddragelse er kommet højere på dagsordenen, men der er lang vej igen. Især fra vore studenterpolitiske kolleger på andre fakulteter hører vi om ukonstruktiv dialog med dekaner, prodekaner og studieledere, og på de store fakulteter kan afstanden fra dekan til studerende synes uendeligt stor.

Medbestemmelsens mand

Tidligere videnskabsminister Helge Sander roste for nyligt sit arbejde med Universitetsloven. En succes, kaldte han den. Her kan man være uenig.
Universitetsloven gjorde op med det selvbestemmende universitet. Nu styres universitetets borgere af en professionel bestyrelse med eksternt flertal, samt af en ansat ledelse i modsætning til tidligere valgte ledelser. Vi opererer altså med en “top-down”-styring, hvor dekanen, rektor, og i sidste ende bestyrelsen, beslutter retningen og udstikker retningslinjerne for universitetet.

Steffen er en del af denne styrelse, men han har samtidig haft fokus på medbestemmelse og medinddragelse i vores samarbejde. Vi har haft indflydelse på centrale, tematiske og strategiske drøftelser og beslutninger lige fra fakultetets udviklingsplan til studieordningen. Ofte har det ført til glædelig overraskelse, når Steffen har udbedt sig vores holdning til emner, hvor de studerende traditionelt bliver ignoreret.

Indflydelse, medbestemmelse og medinddragelse kommer ikke af sig selv. Det kræver god forberedelse og studerende, som vil kæmpe for den, og det kræver en dialog, hvor der er fokus på den førnævnte gensidige tillid og respekt. Det Teologiske Fakultets fordelagtige størrelse gør naturligvis dialogen nemmere, men der er også længere mellem studerende, der vil bidrage med det store arbejde, som det er at være aktiv samarbejdspartner på fakultetet.

Ikke desto mindre har Det Teologiske Fakultet en lang studenterpolitisk tradition, som vores hundredårs-jubilæum i 2012 kan bevidne. En festivitas, som Steffen bidrog til med både tale og et indlæg i vores festskrift: ’Hvad er imod Studentens Kaar’, hvor Steffen skrev: ’”Sammen” er bedre end ”over for”. Det vil enhver fornuftig ledelse skrive under på. Den ved nemlig, at det i sidste ende er studenterne, der har magten.’ Dette har Steffen som leder udlevet til fulde.

Bolværk mod taltyranniet

Der hersker alligevel ikke tvivl om, at drivkraften for Steffen er teologien og ønsket om at bibeholde studiets høje akademiske niveau. Han har i mere end elleve år fungeret som fakultetets bolværk mod taltyranniets trusler om ensretning, sammenlægning og forringelse.

Dette bør vi som studerende være ham taknemmelig for. Det er takket være kræfter som Steffen, men også rektor Ralf Hemmingsen, at Danmark i hvert fald stadig huser ét Teologisk Fakultet. Dette bør universitetet, hvis ikke hele kongeriget, være ham taknemmelig for.

Så når en god leder og samarbejdspartner takker af, og overlader roret til en ny kaptajn, må det klart være på sin plads at sige tak.

Tak for et godt samarbejde til vores afgående dekan, Steffen Kjeldgaard-Pedersen. Tak for de mange samtaler, møder, samt udfordrende og spændende dialoger og held og lykke med professorgerningen (og studielivet!).

Uni-avis@adm.ku.dk