En inder kom forbi

På en manér atypisk for universitetsfolk sidder alle tilhørere lydigt bænket allerede ti minutter før foredragets start. En næsten ærbødig stilhed hersker i salen, som huser en blanding af studerende, et lidt ældre publikum og fire tv-kameraer.

Præcis klokken halv otte kommer Dr. Pachauri ind ad døren. Han er i jakkesæt, og med et strålende grønt slips. På en sær måde passer det perfekt til hans lille smil og den lyse stribe midt i gedebukkeskægget.

Tunge ord i et væld af stemmer

Den indiske professor og nobelprismodtager i fred begynder sit foredrag med en lille joke, som det sig hør og bør hvis man er en erfaren taler. Og så kaster han sig ud i tre kvarters opridsning af resultaterne af tusindvis af forskeres resultater gennem mange år.

Hvis man havde forventet at den venlige ældre mand på talerstolen ville afsløre noget nyt og sensationelt, er man gået forgæves. Men som en slags fader for al klimaforskning har hans ord en speciel vægt. Bag ham står 2500 forskere – Pachauri er deres mikrofon, og han er olien der skal mindske gnidningerne mellem videnskaben og politikken.

»Et emne, der ikke får den opmærksomhed det fortjener, er lighed. Det er en faktor, der bør lede vores handlinger i fremtiden,« lægger Pachauri ud, og da han går videre, er der ingen tvivl om, hvad han mener.

Store problemer, men også løsninger

Efter på kort og basal vis at have redegjort for de massive videnskabelige beviser for menneskeskabte klimaforandringer, gør han det klart, hvem der bliver hårdest ramt: I 2020 vil mellem 75 og 259 millioner mennesker i Afrika lide under øget vandmangel, og mange steder på kontinentet vil høstudbyttet falde med op til 50 procent.

Sådan fortsætter han med at fastslå, at menneskeheden er ude på alvorlig slingrekurs. Men der findes løsninger, forsikrer Pachauri tilhørerne om.

Grøn teknologi findes allerede inden for transport- og bygningssektorerne. Og der er lovende nye former for vedvarende energi, blandt andet solenergi.

Investeringer i disse mulige måder at standse udledningen af drivhusgasser til atmosfæren vil endda kun koste nogle få måneders forsinkelse af niveauet af velstand i 2030, slutter Pachauri, og spiller til sidst en to minutters film om indiske bønder der har fået soldrevne lamper.

Er sol den nye olie?

Den opløftede stemning blandt publikum efter Pachauris præsentation ender brat. En hærdebred mand rejser sig som den første i debatrunden og spørger, næsten råbende, Pachauri på tykt amerikansk engelsk, hvordan han »som verdensleder kan synes, at det er en tilstrækkelig løsning for fattige mennesker i en lerhytte, at de får en soldreven lampe.«

Er Pachauri måske ikke enig i, at »fossile brændstoffer har fungeret som den største menneskelige befrier i historien?«

Smilende svarer Pachauri, at bønderne fra filmen skam havde et valg, men at olielamperne kradsede i halsen og gav mindre lys end de soldrevne. Så lige i dette tilfælde – og som i så mange andre, fastslår han – er grøn energi en mindst lige så effektiv hjælp til at komme ud af fattigdommen som fossile brændstoffer har været i mange år.

Fusk med resultaterne

Amerikaneren sætter sig ned, tydeligvis ikke tilfreds med svaret, men deltagerne må kun få mikrofonen én gang.

Med det samme rejser en ældre, rank mand med skarp profil og nålestribet jakkesæt sig op. På klingende britisk og uden et eneste ’eh’ anklager han IPCC for at fuske med resultaterne.

Han er dybt bekymret, siger han, over at IPCC i så mange år nu, har brugt en graf, som for længst er bevist statistisk forkert. »Du og IPCC er direkte uærlige med den kurve« siger den nålestribede herre, som sidder i Overhuset i hjemlandet og tiltales ’his lordship.’

Københavns Universitets Katherine Richardson, som styrer debatten, spørger Pachauri, om de skal tage et spørgsmål mere før han svarer, men Pachauri har allerede åbnet munden for at svare den kritiske engelske herre, der sidder fremadlænet på første række.

Kontrolleret indisk vrede

»Disse grafer og modeller er udarbejdet og gennemset gang på gang af flere tusinde forskere, hentet fra alle dele af verden på grund af deres særlige kundskaber inden for feltet. Skulle de alle sammen lyve så? Det er en beskyldning, jeg simpelthen ikke kan acceptere.«

Den engelske lord rejser sig hidsigt op og afbryder Pachauri midt i dennes svar. Men den indiske vegetar og Hindu skifter pludselig ansigtsudtryk, og hans stemme runger gennem salen: »Vil De være så venlig at lade mig tale ud!«

Englænderen tier, og sekundet efter skifter Pachauris udtryk tilbage til det milde smil og den rolige stemme.

Billeder af kritikerne

En lille kvinde klædt i rødt rejser sig op bagerst i salen. Hun vil bare lige sige, at hun er »en kæmpe fan af Pachauri.«

Men det er ikke så spændende at høre om, og mens kvinden fortæller, hvad hun er enig i, breder mumlende stemmer sig i salen, og folk begynder at tage billeder af den kritiske brite, som stirrer stift ud i luften med lidt udstående øjne.

Kort efter forlader Pachauri salen, og folk begynder at bryde op. Omkring amerikaneren og englænderen der kom med kommentarer, stimler folk sammen og diskuterer højlydt med dem.

Og Universitetsavisens udsendte har allerede brugt halvdelen af spaltepladsen på at fortælle om to menneskers kritiske holdninger til klimaforandringernes sammenhæng med menneskelig aktivitet, og kun ti linjer på at fortælle om, hvad flere tusinde forskere er sikre på, at der vil ske med Verden om 20 år.