En glidebane mod besparelser på Sociologi

Klokken er lidt i 12 på en grå, kold og våd forårsdag. På det gamle Kommunehospital, bag en irret kobberbuste af tidligere overkirurg Valdemar Holmer, står tre sociologistuderende i hvide overtræksdragter og varmer hænderne på kopper med kaffe. Bevæbnet med brun sæbe og grønne presenninger har de netop transformeret en af skråningerne på deres campus (CSS) til en rutsjebane.

Rutsjebanen, eller glidebanen, som de studerende konsekvent kalder den, er en del af en demonstration, der skal sætte fokus på, hvad de seneste års besparelser på uddannelsesområdet har betydet for de studerende på KU’s Institut for Sociologi.

Vi har desværre et rekordstort niveau af stress og ensomhed

Nis Hejlskov, kandidatstuderende

De studerende frygter nemlig, at de seneste års nedskæringer er begyndelsen på en glidebane, hvor uddannelseskvaliteten på deres studie gradvist forringes. Helt konkret har de studerende måttet vinke farvel til en stor del af den feedback og individuelle vejledning, der før var tilgængeligtfor dem, og de har også set deres øvelsestimer blive sparet væk.

Da klokken slår 12, vælter det frem med studerende fra de gamle bygninger. Mange skæver til glidebanen, men fortsætter målrettet mod kantinen eller kaffekøen. Enkelte studerende løsriver sig og finder hen til Cecilie, Nanna og Nis, tre af de studerende, der har forberedt happeningen, og som står klar med kram, kaffe og kage. Nogen tænder for en højttaler, og gården fyldes af temasangen fra børne-gameshowet ‘Rutsj’ der blev sendt på DR1 tilbage i 2002.

Glidetur ved godt mod

»Hey, det regner i det mindste ikke længere,« siger Nis, mens han rækker nogle førsteårsstuderende en bunke overtræksdragter. Et kort øjeblik senere falder det første dryp, og snart derefter blander musikken sig med lyden af små regndråber, der rammer de tre store presenninger. Nis skruer op for musikken og den et minut lange temasang, der kører på repeat.

Næsten 40 sociologistuderende har fundet sammen foran glidebanen, men det er langtfra alle, der tør hoppe i en af de hvide overtræksdragter og tage en sæbeindsmurt tur ned ad skråningen. Til at starte med havde de håbet, at overtræksdragterne kunne holde sæben fra livet, men Nanna fortæller mig, at hun ikke længere er så sikker. Derefter traver hun stålsat op på toppen af højdedraget.

Tre studerende står og diskuterer glideteknik, mens de første repræsentanter fra Sociologisk Fagråd kaster sig ud på presenningerne. De kommer kun halvvejs – der skal mere sæbe på. Anden gang går det betydeligt bedre, og på trods af vejret er stemningen høj. Demonstrationen føles som en vellykket spejderøvelse i sammenhold. Og det er der flere af de sociologistuderende, der godt kunne trænge til, fortæller Nis.

»Vi har desværre et rekordstort niveau af stress og ensomhed og i studiemiljøundersøgelserne bliver det værre og værre og værre. Det har faktisk nærmest fulgt den der nedskærings – kan man sige – glidebane,«  siger han.

»Det er forfærdeligt. Sociologi boner ud, både i forhold til de andre studier på SAMF, men også på KU generelt, som et af de studier, der har dårligst trivsel. Det er noget, vi som sociologer selv synes er interessant, og derfor har vi undersøgt det. Det har helt sikkert noget at gøre med, at man er meget mindre på studiet. Man går mere alene og har slet ikke det her faglige studiefællesskab. Og det har store konsekvenser – fagligt, men også personligt.«

Brandtale i regnvejr

Der er ikke mange tilskuere til de kommende sociologers manifestation. Kun nogle få ensommere rygere har trodset det kedelige vejr og står og glaner ud under deres hætter, mens de skynder sig at pulse færdig. Efter at have hørt introsangen til Rutsj omkring 60 gange, afløses lydsporet af noget generisk upbeat dansemusik.

»Med den her happening sætter vi også spørgsmålstegn ved hvor glidebanen ender. Hvis de bliver ved med at skære, er der en faglig integritet, der bliver kompromitteret, og en generation af sociologer, der vil komme ud med dårligere redskaber, både sådan metodisk og teoretisk. Det vil betyde, at man har dårligere analyseegenskaber og at man, som sociolog, vil stå svagere på et arbejdsmarked,« fortæller Nis om den glidebane-metafor, som de studerende har bygget deres demonstration op omkring.

Hvis vi bliver ved med at skære, er der en faglig integritet der bliver kompromitteret

Nis Hejlskov, kandidatstuderende

Efter næsten 20 minutters rutsjen og glideri, kalder demonstrationens initiativtagerne til samling blandt de næsten 40 fremmødte studerende. Nis begynder at tale. På vegne af Sociologisk Fagråd takker han de fremmødte, lovpriser de studerende, der frivilligt underviser de yngre studerende i deres fritid og siger, at han håber på, at demonstrationen i dag kun er starten på de studerendes protester.

»Vi er nødt til at tro på, at vi kan få det tabte igen,« siger han resolut, med henvisning til de øvelsestimer, den feedback og de vejledningstimer som Institut for Sociologi har måttet spare væk.

I samme øjeblik som Nis afslutter sin brandtale og demonstranterne langsomt begynder at spredes, bryder solen, for første gang den dag, frem og efterlader Uniavisens Udsendte med en strålende afslutning på sin reportage.