Ens regler for Stidsen og studerende

Tidligere lektor Marianne Stidsen er pure frikendt for plagiat i sin doktorafhandling fra 2015. Praksisudvalget ved Københavns Universitet, der har behandlet sagen, finder ingen eksempler på »plagiering, således som dette begreb forstås ifølge fast praksis fra NVU (Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, red.).«

Jeg har ikke noget personligt eller fagligt udestående med Stidsen. Afgørelsen undrer mig bare. Den stemmer ikke rigtigt overens med den grundige undersøgelse, som lektor Henrik Blicher har foretaget af afhandlingen. Ifølge Weekendavisen, der har aktindsigt i sagen, fandt Blicher »159 eksempler på »plagiatlignende« afskrift, sjusket kreditering og, især, andre småfejl i den 1.300 sider lange afhandling.« Hvis mine studerende blev taget i de samme forseelser, tror jeg ikke, de var sluppet så let.

Plagiat eller praksis

I de opgaver, jeg retter som underviser på Københavns Universitet, støder jeg jævnligt på plagiatsager. Der kan være tale om afsnit eller hele sider, der er kopieret ordret fra andre kilder, eller der kan være tale om enkelte sætninger, der er kopieret uden anførselstegn og kildeangivelse. Hvis det er tilfældet, så er der tale om plagiat. I så fald har jeg pligt til at anmelde den studerende til min studieleder, som så sender sagen videre op i systemet, hvor universitetets jurister kan blive bedt om at bedømme eventuelle konsekvenser. Det kan man alt sammen læse om på universitetets hjemmeside.

Det er mig meget imod at optræde som stikker, hvis den studerende blot følger almindelig citatskik for videnskabelige afhandlinger. Skal jeg holde op med at anmelde denne form for plagiat? Eller gælder der forskellige regler for doktorafhandlinger, som de bedømmes af Praksisudvalget, og studerendes opgaver, som de beskrives på universitetets hjemmeside?

Hvis der gælder forskellige regler, så har jeg endnu et undrende spørgsmål: Hvis den studerende har kopieret tekst fra Stidsens afhandling, som Stidsen har kopieret fra en tredje kilde uden anførselstegn eller kildeangivelse, har den studerende så plagieret, mens Stidsen klarer frisag? Det ville jo være en helt grundlæggende krænkelse af de studerendes retssikkerhed.

Hvis der ikke er tale om plagiat, så må der ifølge Praksisudvalget eksistere en ny form for kilder, der ikke er dækket at plagiatregler: En slags open source-tekster, som alle uden videre kan kopiere. Jeg forudser, at dette gradvist vil blive almindelig praksis blandt de studerende. Hvis det ikke skal angives, hvor kopierede tekststykker starter og slutter, så kan hele opgaven i princippet være skrevet af. Skal opgaven stadig bedømmes som den studerendes værk?

Forskning er ikke almen viden

Det er til Stidsens forsvar fremført, at kopierede tekster, der stammer fra opslagsværker og lignende, er »almen viden«, som enhver – må man antage – kunne have skrevet.

Problemet er, at Stidsens berettigelse som forsker afhænger af, at hun netop skriver noget, enhver ikke kunne have skrevet. Som Svend Brinkmann skriver på Facebook, er videnskabelig viden nemlig et synspunkt: »Selvfølgelig ikke et vilkårligt synspunkt, men netop et sandt og metodisk retfærdiggjort synspunkt, der har overlevet det videnskabelige fællesskabs kritiske granskning.« Når en tekst er udgivet som forskning, er det udtryk for, at den har været igennem denne kritiske granskning.

Og det er vel sagens kerne: Kan man som forsker kopiere andres tekster, hvis man synes, de er indlysende rigtige? Hvis min sandhed er lige så god som din, så er der vel ingen grund til at ansætte forskere – og så er der vel heller ingen grund til, at mine studerende skal skrive deres egne opgaver i stedet for at skrive af?

Læs også: Marianne Stidsen kalder selv anklagerne »en ideologisk betinget klapjagt«