Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Er Danmark pinligt bagud, når det angår forskningsfrihed?

Forskningsfriheden har fortsat trange kår i Danmark, skriver sociologiprofessor emeritus Heine Andersen, der holder foredrag på Vartov den 23. marts. Her lister han ni eksempler.

Flere af eksemplerne i dette debatindlæg var også med i et tidligere indlæg fra Heine Andersen. Dette er en opdateret version.

I 2007 og 2017 publicerede den engelske forsker Terence Karran undersøgelser, der sammenlignede graden af akademisk frihed i EU-landene. I begge år lå Danmark tæt på bunden. Hovedårsagerne var fravær af kollegialt selvstyre, høj afhængighed af ekstern finansiering og svag ansættelsestryghed (fravær af tenure).

Er der sket noget siden? Ja lidt, men ikke entydigt til det bedre, snarere tværtimod. Udviklingen har dokumenteret, at problemerne faktisk er store og reelle, og i hvert fald ikke aftagende.

Man kan i hvert fald konstatere, at der er blevet større opmærksomhed om problemerne. Ifølge Infomedia blev glosen »forskningsfrihed« nævnt i 207 artikler i 2011, 185 i 2016 og 833 i 2021.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Nu behøver en stigende opmærksomhed ikke nødvendigvis at være positivt. Det kan også indikere det modsatte. Henrik Dahls og Morten Messerschmidts angreb på udvalgte forskningsfelter og sågar på navngivne forskere fra Folketingets talerstol i 2021 med forskningsrindalistiske fanfarer og appel om hårdere topstyring var et direkte angreb på den akademiske frihed.

En positiv gevinst var dog nok, at det kaldte universitetsrektorer frem i medierne. De har ellers været ret usynlige. Vendepunktet i interessen kom tidligere, uden at man hørte ret meget til dem. Det kan ret præcist tidsfæstes til 2016, aktiveret af skandalen om gyllegate ved Aarhus Universitet, der væltede en ministertaburet (Eva Kjer Hansen). Det var i den forbindelse, jeg afdækkede de »dobbelte mundkurvskontrakter«, som flere hundrede forskere ved mindst fem universiteter havde været pålagt i mindst 10 år. Myndighederne havde, uden at universiteternes ellers magtfulde ledelse sagde fra, krænket ikke blot universitetslovens § 2 om forskningsfrihed, men også forvaltningslovens § 27, stk. 5. Et groft overgreb på forskningsfriheden, som ingen nogensinde er blevet draget til ansvar for.

Ni alvorlige eksempler

Mundkurvskontrakterne blev ændret, men nye alvorlige eksempler på forskningsfrihedens kranke kår er dukket op på stribe. Her er et udvalg:

–        Tre forskere i pædagogisk filosofi ved AU blev fyret med den begrundelse, at deres forskning ikke var »relevant«. I en klagesag afgjorde tilsynsmyndigheden, at det var institutlederens prerogativ suverænt at afgøre relevans. Efter omfattende protester blev fyringerne trukket tilbage.

–         En professor i økonomi ved SDU fik af institutlederen beslaglagt en rapport, hvori han kritiserede kollegers resultater. Efter at dele af rapporten blev offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift og en klage til ombudsmanden, blev rapporten frigivet igen

–        En professor i akustik ved AAU påviste gener med lavfrekvent støj fra store vindmøller. En direktør fra vindmølleindustrien ringede til professorens rektor og forlangte ham fyret. Professoren blev fyret, og mange indicier tyder på, at den formelle grund var en skinbegrundelse, og at presset fra vindmølleindustrien reelt lå bag fyringen.

–         En professor i geofysik ved KU blev fyret med de begrundelser, at 1) han havde rådgivet en postdoc om, at man godt må udtrykke kritik af ledelsen (i en APV-undersøgelse), og 2) at han havde brugt en privat mail til arbejdsrelateret kommunikation. Det blev underkendt i det arbejdsretlige system. Han blev ikke genansat, og den ulovlige fyring fik ingen konsekvenser for den ansvarlige dekan. Sagen kostede til gengæld KU millioner i erstatning og honorar til advokater og revisor.

–        Et projekt på KU om regulering af landbrug havde en bevilling fra SEGES, en konsulentvirksomhed under Landbrug & Fødevarer. Institutlederen havde skrevet under på en kontrakt med følgende tekst: »Leverandørens medarbejdere skal optræde loyalt og udelukkende varetage SEGES’ interesser i relation til aftalens omfang og indhold«. Universitetet fik påtale fra tilsynsmyndigheden for ikke at have levet op til universitetslovens krav om at værne om forskningsfrihed og videnskabsetik.

–        Oksekødsskandalen: »Det blev præsenteret som uafhængig forskning, men landbrugslobbyen fik lov at skrive med. Og da skandalen begyndte at rulle, tilbageholdt Aarhus Universitet sandheden« (Information d. 30. november 2019).

–        Undersøgelser fra AU og DM viser, at omkring en sjettedel af forskerne siger, de har været udsat for pression ved publicering af resultater – for at ændre, udskyde eller helt undlade.

–        Forskere, der beskæftiger sig med religion og tro, ligestilling, køn, seksualitet, flygtninge, integration og migration, er i særlig stor risiko for at modtage trusler eller blive hængt ud på de sociale medier. Mange trækker sig fra medier.

–        »Københavns Universitet kritiseres for »åbenlyst svigt« i sag om parasitter i kød. Overlader styringsbeføjelser til ansatte i L&F. Et storstilet forskningsprojekt om parasitter i dansk svinekød er endt i beskyldninger om tvivlsom forskning, aftalebrud og manipulation med data. Kritikere beskylder dansk landbrug for at mørklægge problemet. ….. Nu er sagen, der har kostet en dansk topforsker jobbet, endt hos Folketingets Ombudsmand« (Berlingske 8. februar 2022).

Ulven lader champagnepropperne springe

Som sagt er dette blot et udvalg, og et alvorligt problem i den sammenhæng er, at der i Danmark, til forskel fra mere oplyste lande, fx Norge, savnes solide undersøgelser af problemernes omfang og årsager. Flere af de nævnte alvorlige sager er ikke blevet fulgt op af grundigere undersøgelser, der kunne udpege ansvar og veje til at forebygge gentagelser. Mere alvorligt er det imidlertid, at disse sager kun er toppen af isbjerget. Længere nede finder vi begrænsninger i form af selvcensur, tavshedskultur, angst for fyringer, der dræber den selvstændighed, dristighed og kreativitet, der skal skabe fremtidens forskningsresultater.

Bag dette finder vi de dybere strukturelle årsagsfaktorer.

For det første: Pengeregimets vækst, der betyder øget afhængighed og uselvstændighed. Den eksterne finansiering er nær 50 procent, men værre endnu bliver det, fordi de 50 procent ikke dækker de fulde omkostninger, så universiteterne skal spise af basismidler (eller undervisningsmidler?) for at få råd til at tage imod de milde gaver fra fonde og andre eksterne mæcener. Mens milliarderne ruller ind til store glitrende centre, bliver det nødvendigt at fyre forskere og lukke institutter på andre områder.

For nogle år siden fik Søren Pind nedsat et finansieringsforum til at løse problemet. Der er ikke sket en pind.

En konsekvens af finansieringsstrukturen og dens ustabilitet er en enorm vækst i løse ansættelser og gentagne fyringsrunder.

For det andet: Magtregimets vækst, mangel på kollegialt selvstyre, mangel på checks and balances og en indtørret universitetsoffentlighed.

Rigtig alvorligt bliver det, hvis pengeregimet og magtregimet indgår i symbiose, hvilket der er stærke tegn på. Læs hvad to hollandske forskere skrev i en artikel i det ansete tidsskrift Minerva i 2015 The Academic Manifesto: From an Occupied to a Public University.

»The university has been occupied – not by students demanding a say (as in the 1960s), but this time by the many-headed Wolf of management. The Wolf has colonised academia with a mercenary army of professional administrators, armed with spreadsheets, output indicators and audit procedures, loudly accompanied by the Efficiency and Excellence March … «

Ulven lader champagnepropperne springe for hvert ekstra point på ranglisterne, mens fåreflokken (forskerne) desperat forsøger at skabe opmærksomhed om de stadigt mere absurde tilstande. Kan læserne genkende beskrivelsen?

Heine Andersen holder oplæg om forskningsfrihed på Vartov den 23. marts klokken 17.

Seneste