Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Eske Willerslev: »Københavns Universitet kan blive verdens bedste med få, enkle midler«

Portræt — Den profilerede videnskabseventyrer tog til Cambridge som en verdenskendt, men smånusset og mørbanket københavner. Nu er han tilbage med en opsang: Vi skal have stoltheden tilbage på KU.

»Jeg synes, at det er pissefedt med alle former for logelignende ritualer,« siger Eske Willerslev.

Da han blev professor på University of Cambridge i 2015, var han danskerskeptisk over for den pyntesyge, der karakteriserer det velrenommerede britiske universitet.

»Jeg var stor modstander af alle reaktionære traditioner, da jeg var yngre, jeg havde fx ikke nogen studenterhue, men det har jeg fuldstændig ændret holdning til,« siger Eske Willerslev.

I Cambridge blev han konservativ på to timer.

Når man har landet et professorat, skal man finde sig et egnet college. Colleges er private med egne bygninger og ledelse, og det er ikke hip som hap, hvor man bliver optaget. En kollega lagde et godt ord ind for Willerslev, så han fik foretræde hos lederen af et velhavende college, der ville kunne fremme hans forskning. I sin nye bog Det er et fucking eventyr! beskriver Eske Willerslev, hvordan han et par timer før optagelsessamtalen mødtes med sin kollega, der betragtede danskeren med forfærdelse:

»Er du sindssyg, mand! Det kan du ikke. Og dit hår. Nej, nej, nej, du må gøre noget. Du må have et jakkesæt. Du må til frisøren!«

Der stod Eske Willerslev i sit veltjente danske outdoortøj og skulle møde manden med fordelingshatten to timer senere. Han nåede selvfølgelig både at få en skarp klipning og et suit nødtørftigt tilpasset med nåle hos en skrædder inden sin audiens.

Willerslev blev optaget. Dumbledoretypen var i øvrigt pænt ligeglad med hans fremtoning. Når Willerslev fortæller anekdoten, er det for at understrege sin pointe om, at man gør sig ekstra umage, når man ifører sig et højtideligt lag, både på beklædnings- og symbolniveau, og det gør man som det naturligste i Cambridge, når der er noget på spil.

Københavns Universitet kunne lære så meget af Cambridge, hvor de er røvgode til branding på alle parametre, ja, måske endda oversælger sig selv.

»Københavns Universitet kunne lære så meget af Cambridge, hvor de er røvgode til branding på alle parametre, ja, måske endda oversælger sig selv,« siger Eske Willerslev. Og så påstår han rask væk, at vi med få og ret enkle midler kan få alt det, de kan tilbyde i Cambridge samtidig med, at vi allerede kan tilbyde en masse ting, de ikke har:

»Vi har et land, som alle gerne vil leve i, når de altså først har fundet ud af, at det findes. Vi har så meget at byde på i København, men vi er helt utrolig dårlige til at reklamere for alt det, vi kan.«

København er selvfølgelig nem at lancere som universitetsby efter de seneste års triumfer i turist- og oplevelsesbranchen, men Eske Willerslevs pil peger på hele den danske model med gratis uddannelser og en stat, der investerer i forskningen. Mange af de benspænd, andre lande bakser med, har vi fuldstændig styr på i Danmark, mener Eske Willerslev.

»Det er simple ændringer, der skal til, for at vi kan komme helt op og ranke ved siden af Oxford, Cambridge og Harvard,« siger han og slår ned på fire ledelsesopgaver, der i hans optik kan løfte Københavns Universitet helt op i verdenseliten:

Administrationen skal være velsmurt. Ledelsen skal lytte til de ansatte og studerende. Den skal lægge budgetplaner, der holder, og så skal vi genindføre de ceremonier og ritualer, der gradvist er blevet skrottet, så højtideligheden igen bliver en naturlig del af hverdagen på Københavns Universitet.

Han har også et bud på, hvordan. Det vender vi tilbage til.

LÆS OGSÅ: KU ryger ud af top 100 på liste over verdens bedste universiteter

Et stolt KU-fællesskab

Det var to ting, der gjorde, at Willerslev søgte til Cambridge: Han manglede penge til sin forskning og større indflydelse på sit universitet.

Willerslevs forskning er megadyr, og i 2019 stod han uden penge til sin forskningsgruppe efter en stribe afslag fra fonde. Personligt var han også mør efter lang tids boksekamp med en ledelse på Københavns Universitet, som han synes traf beslutninger hen over hovedet på sine forskere.

Derfor valgte han at lægge mere af sin energi i Cambridge, og siden er hele familien rykket til England.

I dag er det en forsonlig Eske Willerslev, der sidder på Center for Geogenetik og siger, at han har lært »helt sindssygt meget« af englænderne. Han har været ude og fylde lommerne i nogle år, og nu sidder han altså og påstår, at Københavns Universitet med ret få ændringer kunne slå alle andre universiteter i verden.

Hvis Københavns Universitet skal op i verdenseliten, skal ledelsen give sine ansatte større sikkerhed, indflydelse og frihed, lyder det fra Eske Willerslev. For så vil folk kvittere med en glæde og stolthed, mener han, som de vil udbasunere for alverden, og det skaber den slags reklame, der ikke kan købes for penge.

»Du kan hænge alle mulige bannerreklamer op på universitetets gavle, men det har ingen effekt sammenlignet med, at ansatte og studerende går ud i deres miljøer og siger: Det her er den fedeste arbejdsplads, jeg er så stolt over at være her,« siger Eske Willerslev.

»Jeg kan slet ikke forstå, at man ikke tapper ind i det mindset.«

Måske vil den nyansatte prorektor Kristian C. Lauta endda kunne nå det succesmål, han ytrede ved sin ansættelse, nemlig at studerende tager til genforeningsfest på deres gamle gymnasier i en t-shirt med KU-logo, fordi de er stolte over at være en del af KU-fællesskabet.

Den mest spektakulære ting, Eske Willerslev anbefaler ledelsen at skrue maksimalt op for, er ritualer og symboler. I Cambridge har han oplevet den stærke kraft, der ligger i de historiske ritualer, den konservative etikette – og i bling af enhver art.

Det er selvfølgelig skønt med anerkendende blikke udefra, siger Eske Willerslev, der er vant til, at taxachaufførerne dåner af benovelse, når de fragter ham til hans college, men hans pointe er, at det handler mindre om blikket udefra end om det blik, man har på sig selv og hinanden på universitetet:

»Du opper dig simpelthen, når du tager din doktorkappe på eller sætter en orden på din revers. Og du betragter dine kollegaer, der har dresset op, med beundring, for du er stolt af at være del af et fællesskab, hvor folk knokler og når nogle vilde resultater. I Danmark nyder akademikere ikke nogen særlig status, men jeg synes sgu, vi skal fejre, hver gang der er nogen, der går den ekstra mil.«

Tre professorater og dårlig samvittighed

Uniavisen har bejlet til professor Eske Willerslev, siden vi for et år siden erfarede, at han forlod sin post i universitetsbestyrelsen, hvor han var valgt ind af sine kollegaer på en mærkesag om mere indflydelse til forskerne. Men Eske Willerslev har travlt, og det er svært at få en aftale.

Da hans bog udkom, var der pludselig hul igennem. Det er Willerslevs executive assistant, der byder velkommen på Center for Geogenetik, der ligger som en lille flanke til SNM, Geologisk Museum, på Øster Voldgade i Indre København. Eske Willerslev sidder ivrigt gestikulerende bag en glasvæg med en lille gruppe mennesker, som assistenten må banke på adskillige gange, før han får revet sig løs.

I mellemtiden prøver hun at finde en rolig plads til interviewet. Vi kan ikke være på Willerslevs kontor, for det er optaget af to andre gutter. I mødelokalet sidder en langhåret fyr og skriver på computer. Alle taler engelsk. Endelig finder vi et hjemligt indrettet kontor med sofagruppe, bibliotek og nips, hvis ejer er gået på sommerferie. Det er hedt, og der lugter lidt surt. Eske kommer ind ad døren med fartstriber efter sig og lader sig dumpe ned i en dyb øreklapstol med et sorry.

Vi kender Eske Willerslev som forskeren, der var på sin første vildmarkstur (alene, med tvillingebroren Rane) som 13-årig, som søgte eventyret som pelsjæger i Sibirien og siden blandt oprindelige folk i Amerika, Australien og tusind andre og mere afsides steder. Og som læste biologi, skrev en ph.d. og med tiden bragte sine fund fra vildmarken til videnskabslaboratoriet.

Fra Center for Geogenetik har Eske Willerslev revolutioneret naturvidenskaben med sekventeringer af ældgammelt dna, som de færreste troede mulige, men som har betydet, at store dele af menneskets genetiske historie har skullet genskrives.

Hvis man skal matche Eske Willerslevs egen sprogtone, kan man sige, at han har fucket med vores verdensbillede med sin pipette og petriskål. Og det har han gjort ved at knokle, siger han, der hverken kunne skrive, regne eller læse, da han forlod folkeskolen. Men han har – med sin fars ord, som han har gjort til sine egne – kompenseret for en lav intelligens med hårdt arbejde.

Eske Willerslev har dårlig samvittighed, når han ikke arbejder, siger han, der i dag skræver over tre professorater og leder forskningsgrupper i både Cambridge, København og Bremen.

»Det fungerer lidt som en international virksomhed, der har kontorer i tre forskellige lande, og det skal jeg så få til at fungere. Det er selvfølgelig udfordrende for mig personligt, fordi alle gerne vil have mere, men der er også enorme fordele rent videnskabeligt. I Cambridge er de dårligere til at sætte pipelines op og producere data. Til gengæld er de tankemæssigt, med hensyn til ideer, teori, sådan nogle ting, langt stærkere end vi er i København,« siger Eske Willerslev.

Siden 2015 har han pendlet mellem København og Cambridge. Hans aftale med de to universiteter var, at han delte sin arbejdstid nogenlunde lige mellem dem, men i praksis var han i København det meste af tiden.

Altså indtil 2021, hvor Eske Willerslev meldte ud, at han fremover ville lægge 80 procent af sit krudt i Cambridge. Siden har Københavns Universitet fået sølle 20 procent af ham, men det kan måske ændre sig igen, for i sommeren 2022 er Willerslev indbudt til forhandling med Danmarks Grundforskningsfond, om en stor bevilling til et forskningscenter, Center of Excellence, med base i København.

Et tillidsbrud og en fucking outstanding dekan

Eske Willerslev blev professor i 2005 som 33-årig på Det Naturvidenskabelige Fakultet, hvorfra hans verden med de tusind ekspeditioner gik. Indtil 2018, hvor noget gik helt galt.

I efteråret 2018 meldte den daværende dekan på fakultetet ud på et stormøde, at han ville fusionere de to institutter Statens Naturhistoriske Museum, SNM, og Biologisk Institut. Det var en spareøvelse, og dekanen varslede samtidig en fyringsrunde på SNM, instituttet, der blandt andet husede Eske Willerslevs forskningsgruppe.

Eske Willerslev og fire andre forskningsgruppeledere fra SNM var rasende, og efter en lang og bitter armlægning blev fusionen faktisk afblæst. Men tilliden mellem forskere og fakultetsledelse var væk:

»Den konflikt var på mange måder meget ødelæggende for mig, siger Eske Willerslev. Og på det tidspunkt havde jeg mit professorat i Cambridge, så det føltes naturligt at beslutte at slå mine folder der i en periode.«

Jeg har aldrig oplevet en så velfungerende administration, heller ikke i Cambridge.

Eske Willerslev om dekan Ulla Wewers ledelse af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

En ledelse, der ikke lytter til sine forskere og studerende, er en dårlig ledelse, siger Eske Willerslev. Og en ledelse, der ikke lytter til sine ansatte, der har knoklet som gale for at skabe en unik succeshistorie, er uduelig:

»SNM var et helt exceptionelt sted. Vi havde gjort det til det bedste, videnskabeligt producerende naturhistoriske museum i verden. Der lå et kæmpe investment fra de fem forskningsgrupper i at løfte museet, vi gjorde det sammen, og det var helt unikt, for grupperne havde meget forskellige baggrunde, uddannelser og fokus. Det var en ægte interdisciplinær succeshistorie. Men det ville ledelsen så flå fra hinanden. Det gav ingen mening.«

Redningen kom fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der gav forskningslederne mulighed for at blive sammen i et nyoprettet institut, Globe Institute. Og skiftet fra SCIENCE til SUND kalder Eske Willerslev en kæmpe øjenåbner:

»Sundhedsvidenskab er et ekstremt velsmurt fakultet, og Ulla Wewer var en fucking outstanding dekan for forskere som os, for hun værdsatte high profile science, og hun og hendes administration understøttede folk, der ville og kunne noget.«

Det er altså ikke kun erfaringer fra Cambridge, Eske Willerslev har med i sit shoutout, som han kalder det, til ledelsen på Københavns Universitet. For hver gang, man kommer på afstand af sit vante miljø, skærpes overblikket, og Eske Willerslev siger, at det var værdifuldt at skifte fakultet og opleve, hvordan fakultetsledelse også kan fungere:

»Jeg har aldrig oplevet en så velfungerende administration, heller ikke i Cambridge. Det er altid sundt at bevæge sig nye steder hen. Også i en alder af 51.«

En blank bil eller en træt sandwich

Det var ikke alene sværdslaget om den afblæste fusion, der sendte Willerslev til Cambridge.

Fra mængden af medieomtale kan man få indtryk af, at Willerslev ikke bare er verdensledende inden for dna-forskningen, men at han også er verdensmester i at skaffe penge til den. Så enkelt er det langtfra, siger han.

Selv om Eske Willerslev havde to professorstillinger, lige var blevet slået til ridder af Dannebrog og i 2018 havde haft ti artikler i de sejeste videnskabelige tidsskrifter, Nature og Science, stod han pludselig uden en rød reje til sin forskning.

»Af universitetet får du din løn og dit skrivebord – alt andet skal du selv skaffe,« siger han og kalder jagten på forskningsmidler for en roller coaster.

»Fordi vi fik vildt meget omtale, havde alle en opfattelse af, at det gik rigtig godt hos os, og at vi havde, hvad vi skulle bruge og mere til, og derfor valgte fondene at støtte nogle andre. Og når der ikke kommer nye penge ind, har man til sidst ingenting, og så står man pludselig og skal fyre folk. Som jo så er væk, hvis man kommer gennem nåleøjet til en bevilling et halvt år senere.«

Derfor siger Willerslev til alle, der søger medietræning hos ham, at presseomtale ikke nødvendigvis fremmer forskningen – nogle gange tværtimod.

»Alt det der mediehalløj er sgu et double edged sword. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg udelukkende satse på de udenlandske medier. Det er en jantelovsting. Hvis du får for meget opmærksomhed, går det for godt. Og noget af fundingen i Danmark er lidt som et socialkontor, hvor man tilgodeser folk, der mangler, snarere end at støtte op der, hvor det går godt.«

Men i 2020 vendte vinden. Eske Willerslevs forskningsgruppe fandt pest og smitsom leverbetændelse i bronzealderskeletter 3.000 år før tidligere antaget, og nu kunne han pludselig søge penge til at forske i sygdommes genetiske udvikling over tid – og så stod medicinalfondene pludselig i kø for at finansiere ham, og de har penge. Mange penge.

Hvis man vil forske, er man nødt til at følge pengene, siger Eske Willerslev og fortæller, at han var »pissebange« for, om han var i gang med at sælge sin sjæl til industrien, men at frygten viste sig ubegrundet, for fondene forstår godt, hvad grundforskning er, og de er åbne for, at der kan indgå andre elementer, så længe han primært forsker i sygdomme.

»Pengene er i health science,« siger Eske Willerslev, og han har et sammenligningsgrundlag, for hans forskning spænder over mange discipliner:

»Når man bliver inviteret til at tale på en medicinsk konference, får man business class til USA og bliver kørt af en stor blank vogn til et luksushotel. Det er store middage og flotte opsætninger hele vejen. Skal man til evolutionsbiologikonference, rejser man på monkey class, og man bliver installeret på en skole, hvor der står en poster og en træt sandwich og venter. Det er en god indikator for, hvor pengene er,« siger han og tilføjer:

»På Humaniora er der ingenting

»Jeg brændte virkelig for at ændre ting«

Når Cambridge befinder sig stabilt blandt de fem bedste universiteter i verden, handler det imidlertid ikke om penge, for dem har de faktisk færre af, end vi har i København.

De ansatte på Cambridge laver banebrydende forskning, fordi de har kæmpe indflydelse på deres universitet, siger Eske Willerslev. Han peger på, at det fx er forskerne selv, der ansætter nye forskere i en meget lang og grundig proces.

Den opskrift på succes ville Willerslev gerne dele i København. Det var hans mærkesag, at forskerne skal inddrages i væsentlige ledelsesbeslutninger, da han i 2015 første gang stillede op til bestyrelsen på Københavns Universitet og blev valgt ind af sine kollegaer. Spørger man ham, hvordan det gik med den dagsorden, svarer han:

»Generelt vil jeg sige, at det ikke gik særlig godt. Jeg sad der jo faktisk i seks år. Og hvis jeg kigger over hele min periode, synes jeg helt ærligt ikke, at jeg fik rykket ved ret meget. Og det var skuffende, for jeg brændte virkelig for at ændre ting.«

Bestyrelsen består af seks eksterne og fem interne medlemmer, og de udskiftes løbende. Eske Willerslev har samarbejdet med to rektorer og tre forskellige bestyrelsesforpersoner. Om det samarbejde udtrykker han sig mindre bramfrit, end han ellers har for vane:

»Bestyrelsen arbejder i et konfidentielt rum, så der er mange ting, jeg hverken kan eller må sige. Men jeg synes ikke, bestyrelserne har været lige velfungerende. En ting er, at bestyrelsen i perioder ikke har været enig og trukket i samme retning. Og selv når medlemmerne har kunnet enes, bliver ændringer ikke alting implementeret i den grad, man håbede.«

Men Willerslev har »en god nyhed til Københavns Universitet,« som han siger:

»Den bestyrelse, jeg forlod, er stort set den samme, der sidder i dag, og det er den bedste, jeg har oplevet i min tid på KU. Den nuværende bestyrelse og formand er superdygtig, kemien er god, og folk går virkelig op i arbejdet. Og repræsentanterne for de videnskabeligt ansatte, Pia Quist og Jesper Grodal, får mere igennem, end jeg lykkedes med. De arbejder fx helt konkret på at forskerne får større indflydelse i ansættelsesudvalgene.«

»På KU sker der ikke noget over night, det er jo en fucking supertanker. Men hvis noget skal ændres, er det deroppe, det sker,« siger Eske Willerslev, der mener at have vægt bag sine ord, for han tog en MBA i Cambridge under nedlukningen, og der lærte han, at kulturændringer skal komme oppefra.

»På KU er der en slags konsensus om, at kulturændringer skal opstå nedefra, men det er bestyrelsen og rektoratet, der sætter kursen og kulturen. Det er også dem, der kan beslutte at genetablere ceremonierne og ritualerne.«

Kappe, ridderkors og doktorring

Når man har titel af Prince Philip Professor på Cambridge som Willerslev, forventes man at være et lys i mørket, som de studerende kan betragte med beundring og respekt.

Og når man har fået doktorstatus – Willerslev kunne ikke veksle sin danske titel til en engelsk, så han måtte indlevere en ny disputats – avancerer man ceremonielt fra en sort kappe til en rød. Den har man lov at bære sine værdighedstegn på, i Willerslevs tilfælde blandt andet en ridderorden og en doktorring.

»Hver aften, når jeg går til middag på college, har jeg slips, blazer og kappe på. Når man skal til fest, bærer man smoking og den røde doktorkappe. Jeg elsker det. I Danmark ligger ridderkorset og støver, men jeg bruger det i Cambridge.«

At det er sløjt med ritualer og fejringer på Københavns Universitet, vidner også debatten i Uniavisen om. Både studerende og ansatte begræder med jævne mellemrum tabet af traditioner, fx at specialeforsvaret er blevet skrottet på mange fakulteter, og at studerende i dag må printe deres eget kandidatbevis via eBoks.

Jeg kan slet ikke holde det ud.

Eske Willerslev om det faktum at nyuddannede skal hente deres eget kandidatbevis i eBoks

»Jeg kan slet ikke holde det ud,« siger Eske Willerslev.

»Det er så forkert. Folk har lagt en enorm indsats i mange år af deres liv, og det skal sgu da fejres. I Cambridge hylder man dem, der har gjort en indsats. Om det er bachelor, master, ph.d. eller doktor, og det kunne vi lære så meget af på Københavns Universitet. Det koster ingenting, og det betyder så meget. Det er en kæmpe ting at komme ind og blive fejret i Festsalen. Så hvorfor ikke gøre det? Hvorfor ikke give folk den glæde? Jeg forstår det ikke.«

Til sammenligning fortæller Eske Willerslev om den ceremonielle fejring, han fik, både da han blev doktor og MBA i Cambridge. Begge gange skulle han knæle i et katedrallignende rum til lyden af latinske anprisninger, som blev skyllet ned med champagne.

»Det er fuldstændig som på Hogwarts, bortset fra uglerne. Man hylder både akademia og hinanden. Man er stolt af det kæmpe stykke arbejde, man har lavet, og det er motiverende og helt vidunderligt, at der er nogen, der fejrer og værdsætter det,« siger han og tilføjer:

»Da jeg blev doktor på Københavns Universitet, stod der tre termokander og nogle plastikkrus, og så ellers tillykke med det.«

Eske Willerslev valgte at kompensere ved at fejre sig selv med en doktorring. Alle, der har erhvervet doktorgraden ved et dansk universitet, kan købe et emblem med Pallas Athene, visdommens gudinde, som man får smeltet på en guldring. Når man bærer doktorringen på højre hånds pegefinger, er det et signal om, at man er viet til videnskaben. Traditionen stammer tilbage fra de middelalderlige universiteter, og Eske Willerslev er en af de få danske doktorer, der holder den i hævd, fordi han elsker symbolikken.

Det fedeste sted i verden

Medarbejdere på Københavns Universitet bliver inviteret til at udfylde en tilfredshedsundersøgelse (Arbejdspladsvudering, APV) hvert tredje år. Der er altid en serie spørgsmål, der går på, om man vil anbefale sin arbejdsplads til andre.

»I Cambridge omtaler selv administratorerne universitetet som Guds gave til menneskeheden, når de bevæger sig ud i verden. Og når forskerne taler om deres institution, siger de uden at blinke, at Cambridge er det fedeste sted i verden. Pointen er, at det er selvforstærkende,« siger Eske Willerslev og tilføjer:

»Den stolthed oplever du ikke på Københavns Universitet, og det er sgu da desillusionerende.«

På de førende internationale lister, der rangordner verdens universiteter, har Københavns Universitet ligget et sted mellem nummer 79 og 96 de senere år (i den seneste ranking er KU siden dalet til nummer 114, red.) . Hvis KU giver sine menige medarbejdere jobsikkerhed og større indflydelse, vil det kunne aflæses direkte på KU’s placering, mener Eske Willerslev.

»I Cambridge kan du råbe og skrige. Jeg kan stå og sige vice chancellor is an idiot, og der er ingen, der kan røre mig. Og hvis to tredjedele af de ansatte ikke kan lide vice chancellor, kommer der en ny. Du har indflydelse, og du har frihed. Der er ingen, der prøver at lægge låg på dig, og alt det her med ytrings- og forskningsfrihed, og hvad fanden vi ellers diskuterer herhjemme, det forsvinder sådan der,« siger han og knipser.

Eske Willerslevs knips markerer også, at han betragter sine forslag som ændringer i kategorien af ting, der kan klares med et snuptag. Og så går han ellers i gang med at remse op, hvor ledelsen kan sætte ind, hvis de ansatte skal sætte kryds ved »i meget høj grad«, næste gang et spørgeskema vil vide, om de vil anbefale deres arbejdsplads til andre:

»Folk skal have lov at skrige op, når de er utilfredse, også i dagspressen, uden at få en hammer i hovedet. Administrationen skal være gearet til at understøtte forskningen og undervisningen. Og så skal man sikre sig, at man har en planlægning, der holder stik, så de ansatte har psychological safety

Der er den afgørende forskel, indvender Uniavisen, at forskerne på Cambridge har tenure, altså fastansættelseskontrakter, hvor gruppen af løstansatte med midlertidige kontrakter i dag er større på Københavns Universitet end gruppen af fastansatte.

»Det er et ledelsesansvar at lægge langsigtede planer og afstemme budgetterne med, hvor mange man ansætter, så man ikke skal fyre hele tiden for så at ansætte folk på løse kontrakter,« siger Eske Willerslev, der også afviser en indvending om, at den politiske intervention gør det vanskeligere at være universitetsleder i København end i Cambridge.

»Jeg siger ikke, at der ikke kan være andre problemer, der skal løses, men det er ikke nogen undskyldning, at politikerne blander sig, for der er så mange ting, man kan gøre selv. Ledelsen kan lægge en budgetplan, der holder. Den kan lytte. Den kan sørge for at have en velfungerende administration. Den kan fejre sine ansattes og studerendes sejre. Alt det er op til universitetet selv, og det er simple ting i det store billede. Det er mit shoutout til universitetet: Det ligger lige til højrebenet,« siger Eske Willerslev og sætter trumf på:

»Jeg fatter ikke, at vi ikke er i stand til at hanke op i os selv og få fikset de ting. Jeg lover dig for, at vi ville rocke lige igennem the sky

Seneste