Et arbejdsliv er forbi

For 35 år siden bladrede Per Rødgaard Hansen gennem Politikens jobannoncer og så, at Københavns Universitet manglede en betjent. Det lød ikke helt dårligt, tænkte den dengang 30-årige tømrer, der gik og var lidt træt af forholdene i den trængte byggebranche:

»Man skulle stemple ind klokken syv. Hvis den var fire minutter over, blev man trukket i løn. Kantinen blev låst op præcis 11.30, og vi skulle selv betale for en halv times frokostpause. Blev den to minutter over 12, kom værkføreren og spurgte, om man aldrig skulle bestille noget.«

På det tidspunkt vidste den unge tømrer ikke, at den stillingsannonce skulle komme til at definere resten af hans arbejdsliv. Det han vidste, var, at han drømte om en hverdag med større frihed og afvekslende arbejdsopgaver. Det fik han på Københavns Universitet, hvor han blev ansat som betjent i Fællesadministrationen i Nørregade 1. februar 1990.

Efter et halvt år blev han omplantet til Studieadministrationen, der dengang bredte sig over flere etager i huset på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade, der i dag har en stor Starbucks i stueetagen. På den tid rummede huset både Studievejledning, SU-kontor og Det Internationale Kontor. I dag er funktionerne spredt ud på forskellige afdelinger.

En skøn myretue

De første år var Studieadministrationen åben for personlig betjening hver dag fra 10 til 15. Alle kunne komme lige ind fra gaden og tale med et menneske, fortæller Per Rødgaard Hansen, der leende husker tilbage på 15. marts, datoen hvor Den Koordinerede Tilmelding – der havde KU-kontor i huset – næsten blev løbet over ende af kvote 2-ansøgere:

»Når vi åbnede dørene kl. 10, stod der en lang kø ude på Fiolstræde af folk, der skulle ind og aflevere ansøgning inden klokken 12. Der stod selvfølgelig også nogle og lavede deres ansøgning i sidste øjeblik,« gnægger han.

Betjentens primære opgave var at håndtere de store mængder af ind- og udgående post:

»Hver dag fik vi en postsæk, der skulle fordeles internt. Jeg gik rundt med en sækkevogn med kurve og afleverede posten personligt på alle kontorer. Når der var kvote 2-ansøgningsfrist, kom der en lastvogn med 18 postsække.«

Per Rødgaard Hansen var Studieadministrationens eneste betjent i de første fem år, indtil han fik en betjentkollega:

»Ensomt var det aldrig. Jeg drak morgenkaffe med pigerne i omstillingen. Og i løbet af dagen var jeg rundt og snakke med alle, når posten skulle afleveres. Og der var mange, der lige stak hovedet ind og skulle have en hånd med forskellige ting. Opgaverne var meget afvekslende, og der var masser af socialt samvær på tværs i de år,« siger han og tilføjer:

»På det punkt synes jeg, at det er gået ned ad bakke, det er jo blevet helt andre tider. Det var en anden tidsalder.«

Ifølge vagtmesteren har kombinationen af digitalisering, centralisering og topstyring af administrationen ikke bare ændret arbejdsgangene, men også omgangsformerne.

»I de første år havde folk endnu ikke pc’er, der var bare skærmterminaler, og vi havde sådan en tastestue, hvor der sad nogle damer og arbejdede,« fortæller han og deler endnu en historie, der næsten virker usandsynlig i lyset af den skærpede datasikkerhed, vi i dag har vænnet os til:

»Når der skulle udbetales SU, blev der lavet et LED-bånd, som jeg hentede i it-afdelingen og kørte ud til SU-styrelsen hver 14. dag med oplysninger på alle SU-modtagerne på Københavns Universitet.«

Han tilføjer: »Der sad cirka 20 mand i it-afdelingen dengang. Nu er der jo det tidobbelte.«

Opret en sag

I 2009 blev Per Rødgaard Hansen forfremmet til vagtmester, leder af betjentstuen i Fællesadministrationen i Nørregade, der nu rummede tre betjente.

De næste 14 år fik betjentene flere forskellige opgaver, for eksempel med lokalebooking, nøgler og koordinering af håndværkere.

Det skete ofte, at der var gået en rude mandag morgen, fordi unge fulderikker i weekenden var kommet forbi på deres rute fra Strøget til Nørreport, fortæller vagtmesteren:

»Så ringede jeg jo efter en glarmester, og efter en time var den rude repareret. Hvis der var en, der havde en stikkontakt, der ikke virkede, ringede jeg efter en elektriker. Og når toilettet løb, tilkaldte jeg en VVS’er,« siger Per og skifter så fra datid til nutid:

»Den går jo ikke mere, i dag skal der oprettes en sag digitalt, hver eneste gang, noget skal laves. Alting er blevet meget mere omstændeligt. Tidligere kiggede folk forbi, ringede eller sendte en mail, hvis de havde brug for hjælp. Der var personlig kontakt. I dag skal vi gå ind og finde sagen frem og åbne sagen, håndtere sagen og lukke sagen. Alt skal dokumenteres. Jeg synes, det er spild af tid.«

»Men vi havde nogle gode år på betjentstuen, fordi vi fik så mange forskellige henvendelser. Det var hyggeligt, og vi fik snakket med rigtig mange mennesker i løbet af en dag. I dag er der ingen, der ved, hvor vi sidder, folk kommer ikke lige forbi, og hvis der er nogen, der skal have fat i mig, skal de kontakte receptionen, som så hiver fat i mig. Der er kommet så mange led.«

Tab af opgaver og kolleger

I 2023 blev det besluttet at samle alle Indre Bys betjente og håndværkere i en fælles driftsenhed på Center for Sundhed og Samfund: Campus Service City. Betjentstuen i Nørregade skulle nedlægges, og mange af dens funktioner overtages af den nye reception, der blev oprettet.

»Der skulle centraliseres. Planen var, at vi skulle møde hver dag på CSS for så at cykle ind til Nørregade, hvor de fleste af vores opgaver er. Vi var modstandere af at skulle flytte. Heldigvis endte vi med at få lov at blive,« siger Per Rødgaard Hansen.

Det dejlige lokale, betjentstuen havde ligget i, skulle dog bruges til andre formål. Derfor endte vagtmesteren, hans sidste tilbageværende kollega og deres udstyr i et lavloftet lokale uden vinduer i et hjørne af kælderen i Museumshuset.

Her kommer der ikke en sjæl forbi. Bortset fra kolleger i rengøringen, som de deler kaffemaskine med, og betjente fra andre driftsområder, der skal aflevere post.

»Her har jeg savnet, at man tog nogle menneskelige hensyn,« siger Per Rødgaard Hansen:

»Til sidst var vi kun to betjente, for da vores tredje mand gik på pension, fik vi ham ikke erstattet. I vores lag, nede i bunden af bunden, bliver en stilling ikke genopslået, når der er nogen, der stopper. Resten må bare løbe stærkere,« siger han.

Heller ikke Per Rødgaard Hansens stilling bliver opslået til genbesættelse.

I dag er postmængderne aftaget i takt med digitaliseringen, og betjentenes arbejdsopgaver har ændret sig i samme hast.

Per Rødgaard Hansen fortæller, at arbejdsdagen de seneste år er begyndt klokken 7 med at åbne porte, hejse flag, hvis det var flagdag, tjekke universitetsfirkantens mødelokaler og koordinere ugens arrangementer i den fine festsal med de flyttemænd, der sætter borde, stole og scener op og tager dem ned igen efter betjentens anvisninger.

Arbejdsdagen er sluttet klokken 14, så der var stadig tid til at dyrke padel eller klassisk tennis og hygge med de to voksne døtre, når de kom på besøg i lejligheden på Nørrebro, som Per Rødgaard Hansen flyttede til fra Albertslund, da han blev skilt.

Da muligheden for at få en frivillig fratrædelse opstod med KU’s store administrationsreform, var han ikke et sekund i tvivl om, at han skulle slå til:

»Jeg er næsten 66 år, så timingen er perfekt for mig. Nu skal jeg dyrke en masse sport. Jeg savner Vestegnen, så måske flytter jeg tilbage til Albertslund og får en lille have, hvor jeg kan grille om sommeren. Eller måske et kolonihavehus, jeg kan gå og bygge på,« siger han.

»Men jeg drømmer også om at rejse mere,« siger han og fortæller, at han har været i Sydafrika, Indien, Kina, Vietnam, Indonesien. Han elsker skiture. Sidste år lejede han en bil og kørte rundt i det vestlige USA i to uger.

Festen er slut

Snart fylder Per Rødgaard Hansen 66 år. 35 af dem har han brugt på Københavns Universitet. Når han fortæller om sit arbejdsliv, er der er før og et efter.

Før havde han udstrakt frihed til at løse sine arbejdsopgaver, som han fandt bedst. Han havde ansvar, og han var i kontakt med kolleger i mange forskellige afdelinger:

»Det var meget hyggeligere i gamle dage. Vi holdt kæmpe julefrokost i Festsalen for alle mennesker i Fællesadministrationen, og vi drak øl og hørte musik i Munkekælderen bagefter. Om sommeren blev der sat telt op i Lindegården til stor fælles sommerfest. De senere år har afdelingerne festet for sig selv, så vi møder kun hinanden i Driften. Jeg har savnet de store begivenheder med alle de forskellige medarbejdergrupper,« siger han og tilføjer:

»Det hele er blevet centraliseret og topstyret. Da jeg startede, var der en rektor og en direktør til at styre butikken. Men rektor fik først én prorektor, og i dag har han to. Og direktøren har fået otte vicedirektører til at hjælpe sig. Og det er det samme ude på fakulteterne, der dengang blev ledet af en dekan. Nu er der både fakultetsdirektører, prodekaner og ting og sager.«

»Da jeg begyndte herinde, var 80 procent af de ansatte i administrationen HK’ere. I dag er de fleste afløst af fuldmægtige, specialkonsulenter og chefkonsulenter. Det er derfor lønbudgettet er eksploderet, og jeg tror, det er grunden til, at vi skulle igennem den her sparerunde.«

I første fase af administrationsreformen blev det ikke nødvendigt at afskedige nogen administrative medarbejdere, fordi overraskende mange ansatte valgte at takke ja til en fratrædelsesaftale.

Per Rødgaard Hansen hejste flaget på hovedbygningen på Frue Plads for sidste gang 28. februar. Han fik ni måneders løn og en afskedsreception, som han delte med to kolleger.