»Når man har strikket noget, har man ændret universet lidt. Nu er det en sok rigere!«

Kamille Kømler stikker hænderne i sin kuffert og er snart begravet i garn og strikkepinde til op over begge albuer.

»Det er jo den magiske kuffert,« siger hun med et smil og fortæller, at hun har strikkegrej nok til alle, der skulle have lyst til at være med. Hun er facilitator for foreningen Tværfaglig strikkeklub, som hver uge er at finde på både KUA, Nørre Campus og Panum Instituttet.

I dag er det mandag, og traditionen tro har Kamille Kømler slæbt sin magiske kuffert med og foldet et stort banner ud i aulaen i bygning 13A på KUA. Et bord er dækket op med kage og te, og i baggrunden risler vand forsigtigt i et bassin. En fredelig, lille eftermiddagsoase.

Fem studerende har slået lejr omkring kagebordet, hvor de deler tips med hinanden, mens de fordyber sig i hver sit strikkeprojekt.

»Jeg er bare vild med håndarbejde,« udbryder Signe Birch Jensen og viser sine øreringe frem, der forestiller nål og tråd. De dingler fra hendes øreflipper, hver gang hun bevæger strikkepindene.

Bæredygtighed og mødrehjælp

Førnævnte Signe Birch Jensen, der til daglig læser en kandidat i asienstudier, er i gang med at strikke en elefant. En rund mave, et hoved og en snabel skal udgøre det lille tøjdyr.

»Vi har et samarbejde med Mødrehjælpen, hvor vi strikker elefanter og tørklæder, som vi så donerer til dem,« siger Kamille Kømler, men pointerer, at man også sagtens kan strikke ting til sig selv.

Engelskstuderende Karna Klausen Herland viser en halv sweater frem, og et blåmønstret hav udfolder sig foran hende. Hun var været i gang længe. »Jeg er meget stolt af den,« smiler hun og strikker videre.

»Ja, mange strikker deres eget tøj,« siger Kamille Kømler og tilføjer, at foreningen benytter sig af genbrugsgarn, som folk donerer alle mulige steder fra. »På den måde kører vi jo lidt et bæredygtigt tema.«

Strik som alternativ til druk

Kamille Kømler fik idéen til strikkeklubben sidste efterår, da hun var i praktik. Hun ønskede at samle folk i et fællesskab uden for den sædvanlige fredagsbar.

»Vi vil jo gerne rumme alle, og dem, der kommer, er meget forskellige. Der er mange, der tager til fredagsbar, men der er også mange, der ikke rigtig gider alkohol-kulturen,« siger hun. Signe Birch Jensen nikker.

»Her får fokus lov til at være på noget andet end alkohol. Det er rart, at man kan sidde og hygge og snakke, uden at der er nogen form for guilt tripping, fordi man ikke drikker,« siger hun, og Karna Klausen Herland kigger op fra sit sweaterprojekt.

»Det er også en måde at komme ind i et fællesskab på. At tage til fredagsbar alene er et stort projekt,« siger hun og fortæller, hvordan hun i 2020 midt under corona-nedlukningen flyttede til København og ikke kendte et øje. »Så møder man alene op i baren og må bare håbe, at der er nogle at tale med. Her er det meget nemmere.«

Til strikkeklubbens ugentlige arrangementer er det forskelligt, hvor mange der deltager. Nogle gange er det fem, andre gange 15. Nogle dukker op med en ven under armen, andre kommer alene og tilslutter sig flokken.

»Der er nogle, der ikke siger noget i tre timer, men som bare lytter og deltager på den måde. Og så er der nogle – som mig – der snakker en hel masse,« griner Kamille Kømler. »Så der er i hvert fald aldrig akavet tavshed.«

Et modul i mindfulness

Rundt om det lille bord i den store hal langer folk til fadene. Kamille Kømler har bagt kage, og i dagens anledning kan man vælge mellem kanelsnegle og chokoladekage.

En studerende kommer forbi. Hun kan ikke strikke, men til gengæld er hun glad for kage, og strikkeflokken opfordrer hende til at slå sig ned. Imens fortæller Sine Madsen, at hun er begyndt at strikke til sine juraforelæsninger.

»Det hjælper mig med at fokusere og holde koncentrationen.«

Sine Madsen lærte at strikke i februar, da hun første gang mødte op i strikkeklubben. I dag – kun to måneder senere – er hun en ganske habil strikker, og håndarbejdet giver hende en ro, som hun tager med sig både i undervisningen, og når hun ser tv med sine roommates derhjemme.

»Jeg tror, at strikning for mange hænger sammen med mindfulness og mentalt helbred,« siger Kamille Kømler. »Personligt har jeg virkelig svært ved at koncentrere mig, så jeg bliver nødt til at have noget i hænderne for at finde ro.«

Af den grund er hendes telefonforbrug styrtdykket, siden hun for alvor begyndte at strikke, og hun spørger de andre, om ikke også de har fundet mere ro. Det har de.

»Jeg håbede at kunne give det her mindfulness videre til andre, da jeg startede projektet. Det giver en ro at sidde og strikke, og man fokuserer ikke på en masse andet. Man har ikke så travlt.«

»Og så er det virkelig noget, som føles produktivt,« tilføjer Signe Birch Jensen. »Når man har strikket noget, har man ændret universet lidt. Nu er det en sok rigere!«