Et spørgsmål om etik

Sara Jørgensen var netop begyndt at overveje at skrive speciale inden for filosofi i efteråret 2001. Som teologistuderende er det at skrive prisopgave ikke noget helt ukendt. Flere af Saras medstuderende var i gang med en, eller havde allerede skrevet prisopgave.

Samtidig var hun godt klar over at det var lidt af en opgave at præstere en ‘dækkende besvarelse præget af videnskabelig modenhed’ uden egentlig vejledning på bare et år.

»Men spørgsmålet passede godt til det emne jeg var interesseret i, og ved at skrive prisopgave fik jeg en deadline på et år. Hvis jeg havde skrevet speciale, kunne jeg sikkert have brugt to år,« forklarer Sara der blev færdig som cand.teol. i 2004 og i dag er ansat som børne- og ungemedarbejder i en menighed på Frederiksberg.

Prisopgaver kan skrives af alle, men det er ikke tilladt at få vejledning eller at bruge sit speciale som prisopgave. Og den regel synes Sara Jørgensen er meget fair.

»De fleste ved godt at det er en fordel at skrive prisopgave hvis du gerne vil forske. Jeg vidste allerede dengang at jeg ikke ville forske, men det er stadigvæk en god ting at have stående på sit eksamensbevis, og jeg ved jo ikke hvad jeg får lyst til at lave i fremtiden,« siger hun.

Sara fik et hårdt år i 2002 med prisopgaven hvis titel blev: Forudsætter religiøs kommunikation fælles symbolske referencer?

»Et år er ikke lang tid. Jeg var lidt i tvivl om retningen undervejs netop fordi der ikke var nogen vejledning, men jeg var rigtig godt tilfreds med den sølvmedalje jeg fik ud fra det arbejde jeg lagde i det.
Min opgave var slet ikke lang nok til en guldmedalje,« forklarer hun.

Ulige konkurrence
Samtidig ved hun at enkelte studerende har andre vilkår for at skrive prisopgave end dem som universitetets regler på området udstikker. På Teologi er det ikke ukendt at underviserne gør specielt dygtige studerende opmærksomme på at der fx om et halvt år kommer en prisopgave i et emne.

Eller at studerende der allerede er godt i gang med et speciale og har fået vejledning, får tilbudt en prisopgave inden for det samme emne. Det er ulige konkurrence, mener den 31-årige cand.teol.

»Jeg synes det er uetisk at nogle studerende får andre vilkår for at løse opgaven. Jeg kan godt forstå at underviserne er interesseret i at pleje de akademiske talenter og hjælpe dem videre. En prisopgave er en rigtig god ting at øve sig på, og verden er jo sjældent retfærdigt indrettet, men så er det måske universitetets regler for prisopgaver den er gal med,« siger Sara.

Problemet med studerende der får besked om prisopgaven før tid, er for hende først og fremmest et etisk spørgsmål for de ansatte.

»De studerende føler sig privilegerede over at blive valgt, og de færreste vil nok klage over deres undervisere. Det ville måske give problemer senere hen i karrieren. Jeg har ofte diskuteret det med mine medstuderende.

Spørgsmålet er om det er rimeligt at nogle studerende først læser om prisopgaverne i Universitetsavisen og så går i gang, mens andre har vidst besked i lang tid og allerede er godt i gang,« siger Sara Jørgensen der var den eneste der fik medalje i den prisopgave hun i sin tid valgte at besvare.

Specialkonsulent Karsten Christensen i Fællesadministrationen erkender at prisopgaverne er et område der aldrig har været reguleret særligt meget.

»Det er helt klart at folk er stillet forskelligt når de skal skrive prisopgave, men hensigten er da at offentliggørelsen af prisopgaverne sker samtidigt for alle.

At den studerende har været i gang med at skrive et speciale inden for området og dermed fået meget vejledning, kan vi jo ikke lovgive imod, men vi kan håbe på at det fremgår af besvarelsen hvad der er lavet i løbet af det givne år, og hvad der er lavet før,« siger Karsten Christensen.