Europas nationalistiske ny højre set fra venstre

»Denne gruppe, i dette rum, er ikke en helt normal gruppe,« lød det fra én deltager på et seminar om det ny, radikale højres fremmarch i europæisk politik.

Se BILLEDKARRUSEL: Fra seminar og foredrag om Europas ny højre

De øvrige deltagere trak på smilebåndet, blandt andet fordi formålet med seminaret var at finde en forklaring på og afdække de problemer, som minoritetsgrupper i Europa, herunder især grupper af immigranter, har at slås med nu som følge af europæiske, fremstormende og nationalistiske højrefløjspartiers nye dagsorden.

En andet spørgsmål, som seminaret skulle søge svar på, var, hvordan Europas etablerede politiske partier kan og skal svare igen på de udfordringer, der kommer fra ’det ny højre’ i europæisk politik. Hvad virker bedst: konfrontation, isolation eller deltagelse?

Bekendelser fra venstrefløjen

Venstrefløjens tidligere – nu muligvis aflagte? – holdninger i spørgsmål om integration og immigration blev viet en del tid og opmærksomhed på konferencen; ofte i form af en klar og eftertrykkelig selvkritik:

»Venstrefløjen var alt, alt for langsom til at erkende problemer omkring immigration, og der opstod en ny underklasse i Danmark, hvor venstrefløjen desuden var så optaget af at være imod Dansk Folkeparti og (selv)optaget af, at venstrefløjens egne tanker om tolerance var så fortræffelige, at den aldrig reagerede. Hverdagsmenneskers problemer og erfaringer, herunder dårlige erfaringer, med integration blev heller aldrig taget alvorligt af venstrefløjens politikere,« sagde Astrid Krag, medlem af folketinget for Socialistisk Folkeparti.

Astrid Krags holdning var videre, at venstrefløjen må tage debatten tilbage. Hendes ærinde var, at de øvrige deltagere i konferencen skulle kunne forstå baggrunden for den danske højrefløjs relative succes, i praksis betød det Dansk Folkepartis.

Uanset om man skulle være enig eller uenig med nogle af paneldeltagerne på de to sessioner om formiddagen, så fremstod de vidende, ikke kun i kraft af deres officielle titler eller erfaringer, men også i deres svar og redegørelser. Ligesom Astrid Krag ikke fremstod, som havde hun noget problem med at se virkeligheden i øjnene, så virkede de øvrige paneldeltagere også meget bevidste om udfordringerne.

Eksempel: Holland

Den hollandske politiker Jeroen Dijsselbloem, medlem af det hollandske parlament og immigrationspolitisk ordfører for det hollandske Labour Party (PvdA), talte om, at den klassiske højre-venstre-front i dag er diffus, nu går fronten mellem for eller imod den højrenationale hollandske politiker Geert Wilders og dennes parti PVV. For Jeroen Dijsselbloem var det en udfordring, at hollændere er glade for deres personlige liv, men meget negativt indstillede over for regering og samfundet.

»Hvis alle er glade for deres liv, hvorfor er vi så ikke glade alle sammen sammen,« spurgte Jeroen Dijsselbloem retorisk. Han pegede på, at det ny, nationalistiske højre i Holland især er kendetegnet ved skepsis over for det at være tolerant koblet med mistro til verden, men tro på traditioner. Det nye højre tilhører middelklassen, er gennemsnitligt uddannet, og 60 procent er mænd. Jeroen Dijsselbloem var dog meget positiv over for de hollandske mediers håndtering af spørgsmål vedrørende immigration.

Eksempel: England

I England er der, ifølge Nick Lowles, redaktør på Searchlicht Magazine, især fokus på partiet BNP: British National Party. Nick Lowles pegede især på, at Labour i England ganske enkelt ikke magter at sætte sig ind i, hvorfor folk stemmer på BNP. Det gør englænderne, ifølge Nick Lowles, for eksempel hvis de ikke føler sig forstået. BNP spiller ifølge Nick Lowles på fordomme og frygt, og Labour er nødt til at udfordre BNP hver gang, BNP lufter nye fordomme, ellers bliver fordommene til kendsgerninger. Imidlertid lod det ikke til, at Labour magter at løfte den opgave.

»Det her er også en krise for det sociale demokrati, fordi folk ikke længere føler, at Labour taler til dem. Men folk i England er faktisk villige til at bekæmpe ekstremisme, og ’third party campaigning’ virker, fordi nogle mennesker er bare trætte af de politiske partier, og mange af de, der tiltrækkes til third party campaigning vil gerne gøre noget og er ’nye hoveder’,« ifølge Nick Lowles. Han omtalte også de 600.000 illegale immigranter, der er alene i London, og som ingen engelske politikere kan finde ud af at forholde sig til, Nick Lowles kaldte det for, at der ikke er en ærlig debat i England, for eksempel om det reelle antal af immigranter.

Flere konklusioner

Panelets ordfører, Mary Dejevsky, redaktionschef og columnist på The Independent i England, konkluderede sammen på de tre første indlæg i session 1, at problemstillingen vedrørende de ny nationalistiske højrefløjspartiers fremgang er ’ekstremt identisk’ over hele Europa.

De øvrige paneldeltagere fremlagde også deres konkusioner.

Professor Montserrat Guibernau, professor i statskundskab ved Queen Mary Universitetet i London, mente, at det nye radikale højre ikke er opstået kun på baggrund af en økonomisk krise. Mange faktorer har spillet ind, for eksempel følelsen af økonomisk utryghed i befolkningerne som følge globalisering. Folk føler sig også fremmedgjorte, og mens nogle mennesker er parate til at tage udfordringen om forandring op, så er andre ikke parate. Staten kan også føles svækket; folk føler, at ’min stat vil ikke løse mine problemer’, og selv det, at en form for magtbalance mellem USA og USSR forsvandt, da Sovjet ophørte med at eksistere i 1991, kan have haft en indvirkning, mente Montserrat Guibernau.

Professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen fra Århus Universitet talte blandt andet om Dansk Folkeparti. Han gjorde det klart, at Dansk Folkeparti er lidt anderledes end de andre højrenationalistiske partier i Europa; hverken Dansk Folkepartis vælgere eller politikere er imod staten, de har ikke fået ’system-lede’, og de har også stadigvæk tillid til deres politikere. Det er ellers ikke et kendetegn ved de andre, nye europæiske højrefløjspartier. Jørgen Goul Andersen gennemgik en række tal og skemaer til at underbygge sit synspunkt, at selv om nogle af Dansk Folkepartis hovedsagsområder er kommet lidt under pres på det seneste, så forsvinder de ikke, for de har været stærkt mobiliseret i henved 20 år nu, så Dansk Folkeparti er kommet for at blive.

Seminar formiddag – Tariq Ramadans foredrag om eftermiddagen

Arrangørerne udtrykte deres overraskelse over antallet på 45 deltagere til seminaret om formiddagen – det var langt flere, end de havde troet, og der var da heller ikke flere siddepladser med tilhørende borde tilbage, og resten måtte derfor sidde langs med side- og bagvæggen.

Talskvinde Elena Jurado for den London-baserede tænketank Policy Network, arrangør af dagens program, karakteriserede over for Universitetsavisen Policy Network som en centrum-venstre progressiv tænketank, der er politisk uafhængig, og arbejder for socialt demokrati. Elena Jurado forklarede, at det er Policy Network, der har bestemt, hvem der skulle holde taler og lave oplæg, mens Migrationsinitiativet på KU har skaffet lokalerne og har stået for alt det praktiske med arrangementet i bygning 23 på KUA på Amager den dag.

Alle torsdagens arrangementer bestod udover seminaret med de to forskellige paneler om formiddagen, frem til en sen frokost, også af et foredrag med professor i islamiske studier fra Oxford Universitet Tariq Ramadan i det store auditorium i bygning 24 på KUA om eftermiddagen. Det var også fyldt godt op, næsten alle auditoriets pladser var optagne:

Foredrag: Skarpe meninger og svar fra Tariq Ramadan

For nogle er han givetvis en kontroversiel person, for andre en seriøs rådgiver om immigration: Tariq Ramadan, professor ved Oxford Universitet, fremstod næsten som en slags superstar i et godt fyldt auditorium om eftermiddagen. Folk var tydeligvis kommet for at lytte godt efter. Hans hovedprogram bestod i at tale om og forklare, hvordan nogle politiske grupper skaber usikkerhed ved immigranter.

Tariq Ramadans hovedmål er et fredeligt, pluralistisk samfund.

Ifølge Tariq Ramadan er pluralisme betinget af retsstatsprincippet og idealet om lighed, to vigtige dele af europæiske kultur. Selv opfatter Tariq Ramadan sig som kulturelt europæisk, og som religiøst muslim. Han har intet problem med det, men det havde en spørger i salen åbenbart:

»Hvis du mener, at jeg er muslim af religion, men europæer af kultur, så siger du jo, at islam ikke har nogen kultur overhovedet?«

Tariq Ramadan erklærede sig »ekstremt uenig« med spørgeren og svarede:

»Islam har ikke én kultur, islam har mange kulturer, islam er universel, og universitaliteten i islam er netop at kunne tilføre det samme princip til mange kulturer; det er at tage kulturer til sig.«

[»Islam has not one culture, islam has cultur-es, the universitality of islam is to have the same principle to many cultures; is to take cultures in.«]

Tariq Ramadan kunne måske virke lidt pessimistisk, da han pegede på, at vi mennesker kan have en tilbøjelighed til ikke at lære af historien, vi gentager den bare. Viden er derfor det vigtige, og samtale og vedvarende argumentation med sammenhængende argumenter er den eneste vej frem for alle, også for muslimer.

En multikulturel eller national diskussion?

Hvad var det så, der trak folk mest den dag?

Svarene blandt deltagerne kan sikkert være meget forskellige, men to af formiddagens 45 deltagere, som også var med til foredraget om eftermiddagen med Tariq Ramadan, sagde om deres grunde til at være med:

»… Til seminaret for at forstå, hvordan højrefløjen i Europa påvirker vores opfattelse af muslimer, og så nu her til foredraget for at høre, hvilke udfordringer Tariq Ramadan mener moderate muslimer har i forhold til højrefløjen,« sagde Signe Kjær Jørgensen, der er ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab på KU. Hun havde ros til, at der havde været både forskere og praktikere i begge paneler om formiddagen.

Theresa Scavenius, cand. scient. Pol fra KU, sagde om sin grund til at være med både til sessionen om formiddagen og foredraget om eftermiddagen:

»Fordi det er interessant med et seminar, der diskuterer immigration og integration af nye samfundsborgere med udgangspunkt i det nationale, fordi det er et aktuelt emne, og den akademiske litteratur tager ofte udgangspunkt i en debat om pluralisme i et multikulturalistisk perspektiv. Selv synes jeg også, det er vigtigt at diskutere, hvad kultur, nationalitet og religiøsitet betyder for vores samfund, det er jo slet ikke givet, at det overhovedet skal spille en rolle.«